En folkeskole i krise
Det er et drømmesyn i neon og en klokkeklar genialitet, når Det Kongelige Teater denne sommer ifører sig picnic-gevandter og nyfortolker H. C. Andersens ‘Snedronningen’ i Ulvedalene i Dyrehaven – helt ude i skoven, både bogstaveligt og billedligt talt.
Eventyret om den lille Gerda og Kay har fået nye magiske klæder af vores statsteaters dygtige kongelige skræddersal, som nok engang har trumfet sig selv. I kreativt flid har et drømmesyn på kjolestoffet transformeret sig ind under symaskinens nål og springer nu rundt i skoven.
Kun fantasien sætter som bekendt grænser. Skønt den største rigdom i verden jo netop er det, fantasien og kreativiteten! Kostumerne er en vidunderlig fornøjelse at betragte og tage ind. Med ny teknologisk lyslaserscenografi er der bestemt ikke sparet på effekter. Effekten er voldsom kontrast til vores vidunderlige nordsjællandske Dyrehave. Det er vanvittigt vellykket eventyrteater.
Det er ikke undersøgt i denne anmeldelse, hvad Det Kongelige Teater har fået af særdispensationer for at sætte denne forestilling op. Men det er da helt sikkert i grinende skadefro, at rigtig mange rigide skovfoder dette forår i Klampenborg allerede under prøverne har fået sig et gevaldigt chok! Alt eksploderer i den her forestilling. Grænseoverskridende lysinstallationer er lige så levende og virkelige som skoven omkring publikum i Dyrehaven. Se den selv, for Snedronningen er et vidunderligt berigende drømmesyn!
Men tilbage til noget af handlingen:
I blomsterhaven, hvor vores lille Gerda over en hel sommer er bedøvet af velfærd overflod sødme og tandsmør, danser de smukkeste blomsterkjoler rundt. Men alligevel fornemmer Gerda, da sommeren går på held, at der mangler noget, en rigtig vigtig blomst, som hun virkelig savner, og som hun ikke helt selv længere kan komme i tanke om her i hendes sukkersøde gifttåge.
Gerda kæmper og kæmper, alt imens omgivelserne ihærdigt forsøger at distrahere og stoppe hende i at huske hendes oprindelige mission om at finde det virkelige og ægte, jagte og redde sin Kay, der med troldsplinten i øjet er røget i kapitalismens og Snedronningens klør. For det smukkeste og stærkeste i hele verden er kærligheden.
Kærlighed og socialisme er kærester, og når den dør, brydes grænser ned, alting forandrer sig til noget helt andet. Ligesom røverdatteren i en af scenerne påpeger over for Gerda, at hun slet ikke har forstået det med, at “den, der har kniven, har magten”, går der direkte referencer til afskaffelsen af enten kærligheden eller ejendomsretten.
Selvfølgelig er det lykkedes dem at begrave rosen, symbolet på deres kærlighed, symbolet på hendes elskede Kay. Stykket åbner med, at de to børn står med den blodrøde rose imellem sig. De har groet den selv, og på trods af hårde odds har de alligevel fået den til at spire og nu blomstre.
Den smukke røde rose, der som er den eneste blomst, senere henne i stykket er forsvundet lige som Kay og ikke figurerer blandt de andre flotte sorter af blomsterflora i den have, hvor lille Gerda blandt andet leder efter ham.
Ligesom at man her i Europa har forsøgt slette russisk kultur. Ligesom socialdemokraterne her i landet har skrevet Internationale om og synger den i deres nuværende falske version, imens vi stadig synger den originale direkte oversat fra russisk, så har roser jo som bekendt torne.
Se gerne følgende streams, og husk på, at Arbejderen i modsætning til vores andre medier herhjemme har oplysende og sober journalistisk samt fagligt og sagligt siden 2014 har dækket nazisternes myrderier af den russiske befolkning i Donbass siden Krim-krisen.
Ligesom det også er forsøgt negligeret, at “nå ja, nazismen findes da “næsten Kaj” også alle vegne over hele verden.” Ingen brød, så må man da spise kager ha ha”. Og ja, forståeligt nok, hvordan skulle vi i kapitalismen nogensinde kunne se splinten i vores eget øje? Så op i røven med det russiske folkemord i Donbass begået af nazister.
Nazismen er ikke død, den trives i bedste velgående og siver ind over Europa på ny. I nye flotte klæder er den ikke kærligheden, den er ikke den rigtige Kaj, Den er “næsten Kaj”, som lille Gerda bliver lokket med, om hun da ikke godt kan affinde sig med? Her disker de så op med en falsk prins, der er så dum og samtidsagtig, at hver gang prinsen “næsten Kay” åbner munden, er stort set hele publikum totalt flade af grin. Og sådan er Snedronningens nyfortolkning spækket med pænt indpakkede hentydninger til vores nuværende samtid, befolkningens PestEgns og TikToks fordummelse, for alle inficeres vi her i Danmark.
De syv scener er bygget op som forskellige lande, Gerda rejser igennem i sin søgen efter Kay. Gerda kommer i en af scenerne højere og højere imod nord. Her fører finnekonen Gerda over i mystikkens verden, der kender løsningen på, hvordan lille Gerda på den eneste måde kan besejre Snedronningen og vinde sin Kay tilbage igen.
Det bliver på scenen leveret som en slags vrøvlens spådom til Gerda, men kan samtidig også for os som publikum bruges til at forsøge at navigere i en konstant foranderlig og højspændt Europa-situation. Så er der afslutningsvist en detalje med børnenes navne, for det har en tanke, ja er meget sigende sat i relief til verden af i dag, hvor vi nu er invaderet af dybt åndssvage børnenavne, der er i samme lodrette stigende kurve af totalt umulige bogstavkombinationer, som børnene er født med et utal af bogstavsygdomme.
For det har taget overhånd, siden årtusindskiftet. Siden årtusindskiftet hvor det også for alvor fik vind i sejlene, prinsessedrømmen. Et hav af kvinder der var og er blevet alt for fine til at arbejde, være arbejderkvinder, har vanvittige lange kunstige negle og intet at bestille hele dagen og måske som eneste fantasi har alt for mange timer til at sidde og finde på tosserier af børnenavne i.
Også med det bagtæppe af nærværende virkelighed er det bare så dejligt befriende at tage sig et strejf i Dyrehaven en dejlig varm sommeraften, ånde lettet op, nu hvor det lader til, at tredje verdenskrig er udsat til om en fire-fem år, imens vi provokerer russerne igen og igen med at sende våben imod dem og fortsat fornægte nazismen omkring os og den lille lede nazi i én selv, ja, så kan man tage i Dyrehaven og kramme et par 7-800 år gamle egetræer, kradse, læne panden imod barken, bede om adgang, banke på.
Friheden til som dansker i vores elskede land lige at huske på at ligesom egetræerne står her endnu, står også H. C. Andersen ucensureret og til fri nyfortolkning, så vi lige nu kan glæde os over ham, tilbage på scenen i Ulvedalene frem til 5. juli. Frit associere videre i eventyrets land. Han minder os om, at man også kan hedde både Gerda og Kay.
Snedronningen løber frem til 5. juli. Billet købes her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
