Preben Wilhjelm, der i dag nærmer sig de 90 år, er fysiker og journalist, men nok mest kendt for sine næsten ti år som medlem af Folketinget for Venstresocialisterne (VS), har for nylig udgivet en lille bog med titlen ”Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”.
I indledningen til bogen hedder det: ”Denne beretning om en smertefuld, men påtvunget ændring af holdningen til staten Israel er foranlediget af vores ledende politikeres komplet ahistoriske reaktion på de hjemlige demonstrationer efter Hamas’ terroraktion mod Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende sønderbombning af Gaza”.
Som nævnt kalder Preben Wilhjelm (PW) selv bogen for en personlig beretning, og den gør sig på ingen måde ud for at være en fyldestgørende beretning, men byder på en række nedslag – heraf flere, som er ganske interessante. F.eks. når PW fortæller om, da han i 1978 var delegeret til FN’s generalforsamling og deltog i en sammenkomst med den danske FN-mission og en række ambassadører. Da man en aften snakker om situationen i Mellemøsten siger én af ambassadørerne: ”Ja, hvis vi havde vidst, hvad vi ved i dag, må man nok spørge, hvor god en idé det var at oprette staten Israel”.
PW, der er lic.jur. fra Københavns Universitet og i flere år var retsordfører for VS, har også et meget interessant afsnit om begrebet ”terrorisme”. De toneangivende medier kan jo ikke nævne Hamas uden at tilføje, at bevægelsen står på USA og EU’s terrorliste, og gennem tiderne er en lang række befrielsesbevægelser blevet udråbt til at være terrorister – mest kendt er nok Nelson Mandela, den legendariske leder af den sorte befolknings kamp mod apartheid i Sydafrika. Problemet er, som PW påpeger, at der ikke findes nogen definition på begrebet ”terror”. Det bruges lidt i flæng, mere efter sympati og antipati end efter objektive kriterier, hvilket bl.a. ses herhjemme i forbindelse med en række retssager i løbet af efteråret, der har handlet om ”billigelse af terror”.
Siden 7. oktober 2023 har vi i medierne hørt meget om de israelske gidsler, og det er jo ikke svært at sætte sig ind i hvor forfærdeligt, de må ha’ det. Men hvor meget har vi hørt om de palæstinensere, der nu tegner til at blive udvekslet med de israelske gidsler? Det giver PW et indblik i: Der sidder til stadighed mellem 6.-10.000 palæstinensere fra de besatte områder i israelske fængsler. Mange af dem er slet ikke dømt, men ”administrativt tilbageholdt”. De, der er dømt, er dømt ved en militærdomstol, hvilket er i strid med folkeretten, ligesom det er i strid med folkeretten at fjerne dem fra det besatte område til afsoning hos besættelsesmagten. Og så stiller PW spørgsmålet, om ikke disse palæstinensere ligeså vel kunne betegnes som gidsler!
Ovenfor nævnte er blot nogle eksempler på, hvad bogen byder på. For en række af Arbejderens læsere vil en del måske nok være kendt stof, men for mange tror jeg også, der vil være ny viden og nye argumenter at bruge i debatter.
Udover PW’s essay rummer bogen tre artikler: én ældre om det israelske samfunds klassekarakter, en yderst interessant af den israelske historiker Ilan Pappé om zionismens kollaps og én om historien om den jødiske arbejderbevægelse og zionismen.
Preben Wilhjelm: Smertensbarnet Israel – en personlig beretning.
Forlaget Solidaritet, 100 kr.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.