Den fossile industri planter sine ideer i EU
Exofiktion er det fine ord for en roman om virkelige mennesker og hændelser. Altså en sammenkogt ret af digt og fakta, hvor det kan være vanskeligt at holde de forskellige ingredienser ude fra hinanden. Arne Herløv Petersen har med skønsomhed benyttet sig af metoden i ‘Hvede’ fra 2019, hvor han skildrede 1940’ernes danske digtermiljø med Morten Nielsen i centrum, og i ‘Klinte’ fra 2020, hvor det var 1920’ernes digtermiljø med Tom Kristensen i fokus.
Nu følges de op af ‘Vild’, der foregår i 1930’erne, og hvor Gustaf Munch-Petersen er hovedpersonen. Som i de tidligere romaner bygger den på et imponerende forskningsarbejde, som er blevet til en underholdende litteratur- og kunsthistorie tilsat digterisk frihed. Gustaf Munch-Petersen har altid stået som vores eneste og store surrealistiske digter, og som helten, der ofrede sit liv i kampen mod fascismen i Spanien. Det sidste kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, men det første kan måske diskuteres, for efter at have læst nogle af de digte, der er gengivet i bogen, kan jeg fristes til at give den anmelder ret, der skrev, at de var “det fuldkomne nonsens”. Man bliver også lidt loren ved digteren som menneske, for han fremstår som ikke så lidt af en selvcentreret og forkælet und mand, men det er jo sådan set ikke selvforskyldt. Forældrene var begge professorer og manglede ikke noget, hvad sønnen nød godt af. Hver gang det kneb for ham, og det gjorde det for det meste, skrev han hjem: “Send penge”, og fik dem.
Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) havde således en tryg barndom og turede derefter lidt rundt som sømand, minearbejder på Grønland og studerende, men endte med at stræbe efter at blive skrivende maler eller malende digter. Han kom ind i kredsen omkring tidsskriftet Vild Hvede, der blev udgivet af forsikringsmanden Viggo F. Møller, der samlede tidens digterspirer omkring sig. I 1934 havde Munch-Petersen fået udgivet tre digtsamlinger og en roman, og anmelderne var nådesløse. En af dem skrev råt og brutalt, at det var ikke nok for en digter at være tosset. Faktisk havde Gustaf været indlagt på Kommunehospitalets 6. afdeling på grund af et nervøst sammenbrud, men det var dog ikke værre, end at han derfra bad forældrene sende penge, frugt og cigarer af et ganske bestemt og ikke billigt mærke.
Undervejs i romanen møder vi mange andre af tidens skribenter og malere og får fortalt om den politiske udvikling, der også satte sig spor i bidragene til Vild Hvede. Ind i mellem tog Munch-Petersen på skriveophold i Sverige og på Sicilien, betalt af forældrene, og endte på Bornholm, hvor de havde et sommerhus. Her traf han keramikeren Lisbet, og de fandt hurtigt ud af, at de hørte sammen. De fik en datter, og da Francos statskup i 1937 udløste borgerkrigen i Spanien, var Lisbet gravid igen, men alligevel valgte Gustaf handling i stedet for ord og tog til København, hvor han meldte sig som frivillig og dermed kom til at høre til gruppen af unge døde digtere.
Romanen er skrevet med en let og veloplagt hånd, hvor forfatteren tillader sig små, sjove, litterære finter, som når han om Vild Hvedes redaktør skriver: “Det var det, han spiste hver dag, dengang han gik i skole, og stadig det, han spiser hver dag”. Eller “Sommer var det. I et hjørne af haven.”
Men man skal tage ‘Vild’ for det, den er, og som der står på titelbladet: En roman.
Arne Herløv Petersen: Vild
Det poetiske bureau. 190 sider. 200 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
