Frygter at PostNord Danmarks stop for breve vil betyde dyrere porto og ringere service
Det skabte postyr og uro helt ind i de kongelige gemakker, da journalist og forfatter Peter Kramers bog Ridser i lakken udkom i september.
I bogen gennemgår forfatteren systematisk og grundigt det danske kongehus’ tætte relationer med den tyske nazistiske elite op igennem 30’erne. Et samkvem der blot synes at blive forstærket og udbygget helt op til slutningen af 1939, hvor Tyskland udløser Anden Verdenskrig.
Selv om både kz-lejre og målet om raceudrensning er velkendt i disse år, viser bogen, at Kongehuset plejer tæt omgang, både med Adolf Hitler og andre dele af det nazistiske etablissement. Tættere end nødvendigt, virker det til, og i hvert fald tættere end næsten alle andre statsledere i Europa i samtiden.
Det sker gennem en perlerække af besøg, kulturel udveksling, uddeling af ordener og hjertelige breve mellem medlemmer af Kongehuset og højtstående personligheder fra Det Tredje Rige. Samtidig er kongefamilien giftet ind i den tyske adel og elite.
I 1930’erne var Kong Christian den 10. et af blot to europæiske statsoverhoveder med tre officielle besøg hos Adolf Hitler. Sidste gang, kongen besøgte Hitler, var i februar 1938.
Selv om både kz-lejre og målet om raceudrensning er velkendt i disse år, viser bogen, at Kongehuset plejer tæt omgang, både med Adolf Hitler og andre dele af det nazistiske etablissement.
Ingen ved, hvad de to statsoverhoveder talte om, for der blev ikke ført referat, og dagbøgerne holdes stadig hemmelige, men nazisterne brugte gladelig besøgene i deres propaganda – ligesom de i øvrigt også gjorde, når kongeparret og kronprinsparret besøgte store jagtudstillinger og Wagner festspil, der fungerede som reklame for nazisterne og derfor blev boykottet af store dele af Europa.
Advarede mod Hitler i ’22
Idéen til bogen stammer dog fra et helt andet sted:
– Jeg stødte på to artikler fra Aarhus Stiftstidende fra 1921 og 1922. Her citerer avisen Hitler, og han siger detaljeret, hvad han vil gøre, når han kommer til magten, for at komme af med rakkerpak som jøder og kommunister, fortæller Peter Kramer.
– Det fremstår utroligt profetisk, og det skete da også, da han kom til magten, præcist, som han havde sagt. Ingen kunne være i tvivl om hans hensigter, og Stiften skrev da også dengang, at det var en mand, man skulle tage alvorligt. Han var ikke en latterlig skrighals, men en trussel mod freden, skrev man.
– Hvorfor reagerede man alligevel, som man gjorde? Det ville jeg gerne undersøge, siger Peter Kramer, der blandt andet endte med at besøge et utal af byer i Tyskland over fire år for at blive klogere på spørgsmålet.
Undervejs sporede han sig mere og mere ind på Kongehusets rolle. Og der er eksempler nok at tage af. Som da kongen modtog et tysk flådebesøg på Marselisborg i Aarhus i august 1939 med pomp og pragt. Der blev heilet i Mindeparken og holdt stor fest i Skåde i det sydlige Aarhus.
Derefter sejlede de tyske skibe videre og angreb i Polen den 1. september. Alle vidste, hvad der var på vej.
Da Dannebrog lagde til i nazisternes foretrukne badeby, var 2000 tyske kommunister netop blevet arresteret i Hamborg, og der var indført lov om sterilisering af “uønskede individer”.
I 1933 besluttede Christian den 10. at sejle den første tur med kongeskibet Dannebrog til Tyskland trods den massive kritik af nazisternes politik fra store dele af verden.
Da Dannebrog lagde til i nazisternes foretrukne badeby, var 2000 tyske kommunister netop blevet arresteret i Hamborg, og der var indført lov om sterilisering af “uønskede individer”.
Peter Kramer ønsker ikke at tolke på baggrunden for Kongehusets handlinger. Han lægger i stedet vægt på, at de har været gemt væk siden krigen.
– Jeg ser min bog som en tilføjelse til historien. Hvorfor har vi aldrig hørt om de her ting før? Hvorfor vil historikerne ikke beskæftige sig med det? Det er det helt afgørende for mig, siger Peter Kramer.
Heil-råb og ordener
Efter krigen blev prinsesse Helene udvist og udskammet af Kongehuset. Hun var kongens svigerinde og havde været åbenlyst nazistisk op til og under besættelsen.
Den danske dronning Alexandrines søster, Cecilie, giftede sig med afsatte tyske kronprins Vilhelm, og begge støttede de helhjertet nazisterne, lige indtil de måtte flygte fra Den Røde Hær.
Cecilie bakkede betingelsesløst op om Hitler i taler foran tusindtallige menneskeskarer og som leder af en omfattende kvindeorganisation. De mødtes med Hitler under heil-råb på det danske gesandtskab i Berlin, da fængsler og lejre blev fyldt til randen med jøder, kommunister og fredsforkæmpere. Især den danske gesandt (ambassadør) Herluf Zahle var en ivrig Hitler-støtte.
Alt dette blev ikke kritiseret i de danske aviser, tværtimod:
“Den brune skjorte klæder kronprinsens slanke krop”, skrev Berlingske Tidende henført, da den eks-kejserlige familie sprang åbent ud som nazistiske SA-folk.
Den danske kronprins Frederik modtog Hitlers storkors i april ’38 som en af de første overhovedet. Den første var den italienske fascist Mussolini.
Bogen er fyldt med andre lignende episoder, som læseren kan gå på opdagelse i.
Under selve besættelsen fordømte Christian den 10. sabotørerne og kaldte dem ansvarsløse i sin store tale blot tre måneder før samarbejdspolitikkens sammenbrud – og blev hyldet af Politiken og Berlingske for det.
To år efter på befrielsesdagen havde tiderne ændret sig, og kongen takkede i stedet sabotørerne.
Efter krigen blev der gjort utallige krumspring for at fortrænge elitens nazisympatier, og Kong Christian blev begravet med frihedskæmperarmbind i kisten.
Stauning-regeringen gik efter krigen ud og understregede, at det ikke var regeringens ansvar, at kongen gav topnazisten Hermann Göring Dannebrogordenens storkors med bryststjerne i diamanter.
Forsker: Smudslitteratur!
Det er derfor ikke underligt, at Peter Kramers bog har givet ballade. Flere historikere har rakket den ned, og selv dronning Margrethe har følt sig kaldet til at afvise, at hendes far og farfar gnubbede skuldre med nazisterne.
Ifølge historikeren Steen Andersen gjorde Kongehuset blot, hvad de fik besked på af det danske Udenrigsministerium.
– Han (Peter Kramer, red.) forstår simpelthen ikke, hvordan et kongehus fungerer i et konstitutionelt demokrati og i et diplomati, sagde Steen Andersen i et interview på Radio IIII og kalder bogen for “smudslitteratur”.
Den danske kronprins Frederik modtog Hitlers storkors i april ’38 som en af de første overhovedet. Den første var den italienske fascist Mussolini.
Peter Kramer ønsker på sin side at kaste lys over et tema, der har været gemt væk i Danmarkshistorien, og som historikerne efter hans mening har forsømt.
– Det er ufatteligt, at det ikke fremgår nogen steder, at Christian den 10. besøgte Hitler tre gange. Det er nærmest slettet fra historien og nævnes ikke i erindringsbøger og en række andre historier værker. Hvis der var tale om diplomati, hvorfor har man så ikke bare sagt det? Det var jo netop ikke normalt og uproblematisk at gøre, hvad Kongehuset gjorde i 30’erne, siger Peter Kramer.
– Debatten viser, hvor ømtåleligt emnet er. Besættelsen er stadig en referenceramme for vores syn på mange ting. Derfor er den så vigtig at beskæftige sig med og se på, hvordan et samfund reagerer, når så ekstreme bevægelser kommer til magten, siger Peter Kramer.
Bogen afdækker ikke kun Kongehuset, men hele overklassens og magthavernes bånd til nazi-Tyskland.
Det var for eksempel dansk militær og regering, der banede vejen for Frikorps Danmark, der hjalp tyskerne, og kongen gav lederen C.F. Schalburg lov til at bære tyske medaljer på dansk uniform.
Danske aviser droppede kritikken af Hitler
Bogen viser også, hvordan store aviser som Aarhus Stiftstidende og Jyllands-Posten ændrer holdning til nazisterne over få år i starten af 30’erne. Fra kritisk distance til at hylde Hitlers nye Tyskland, rose kommunistforfølgelser og forsvare jødeforfølgelser. Ingen var i tvivl om, at udrensning af jøder og kommunister var de overordnede mål – og det skrev de danske aviser også lystigt om.
Bogen dokumenterer med en lang række hårrejsende citater om blandt andet “jøde-marxister” og “asiatisk hæslighed”, de danske mediers underdanighed over for Hitler efter 1933 – ikke mindst Berlingske, Jyllands-Posten, Hjemmet og Familie Journalen – men også Politiken stillede sig positiv over for personligheder fra det nye Tyskland.
Nationaltidende var sågar på besøg i Berchtesgarden for at lave en sød og hyggelig “hjemme hos”-reportage i Hitlers fritidshus.
Arbejderbladet var hele vejen en hæderlig undtagelse og kritiserede åbent den danske elites følgagtighed.
Peter Kramers tilføjelse til historien har tilsyneladende ikke skabt den store selvransagelse blandt historikere eller medier, men mon ikke den alligevel får en effekt over tid?
Indtil videre kan vi vente på at få adgang til Christian den tiendes dagbøger og arkiver, der stadig holdes lukkede for offentligheden af det danske kongehus.
‘Ridser i Lakken’ af Peter Kramer
Udgivet på momenta
Bogen kan købes her
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
