Tager muligheden
Selv om Jan Guillou har passeret de 80 år, og det ikke er så godt med ryggen og bentøjet, har han ikke gearet ned. Hovedet og fyldepennen, selvfølgelig en Mont Blanc, fungerer fint, og det gør leveren til hans forundring også. Eller faktisk er det jo ikke hans, men hans alter ego Erik Pontis legemsdele og arbejdsredskab, der er på tale her i tredje, selvstændige bind af serien om Pontis og Hamiltons meritter i pensionisttilværelsen.
Ponti sidder som sædvanlig i ensomhed ude på sin gård i Sörmland og funderer over livets gang og uhyrligheder. Det er vintertid med frost og sne, så det gælder om at være forsigtig, når han skal udendørs for at plukke forårsbebudere og hente gode flasker i vinkælderen om fredagen, for da ankommer fruen på weekendbesøg.
Ellers går ugen med at skrive på en fjernsynsserie om et søslag i 1790, læse aviser, se nyheder og samle stof til den ugentlige klumme i Aftonbladet. Det giver Ponti anledning til med humoristisk surmuleri at lufte sine uforbeholdne meninger om mangt og meget. På den hjemlige front bl.a. om privatiseringen af jernbanedriften, tidens romanudgivelser, der mestendels handler om sjæle- og sexliv, og om forlaget Bonniers strandhugst af forfattere hos mindre forlag. Politisk især om den voksende racisme og Sveriges militære underkastelsesaftale med USA, som medierne går forbløffende let hen over. Ude i verden er det Israels forsøg på at tilintetgøre palæstinenserne, der vejer tungest, og her uden humor, men med vrede og indignation.
Ind imellem får vi hyggelige meldinger om vejrliget og dyrelivet og strøtanker om, hvad der lige falder for, men så en dag sker der noget mærkeligt. Han finder en gæst på trappen op til huset i form af en stivfrossen, fint arrangeret rotte, og ikke en landrotte, men en byrotte. Hvordan er den havnet der, og hvad skal det betyde? Han kontakter sin gamle ven, efterretningsofficer Carl Hamilton, og denne går straks i gang med at forske i sagen.
Med vanlig ekspertise får Carl hurtigt et spor at gå efter. Det er noget med, at en gruppe unge højreekstremister er gået i gang med et projekt om at vække det sovende, svenske folk ved at udrydde udvalgte raceforrædere, der gerne ser, at muslimerne overtager magten i Sverige. En af disse er åbenbart Ponti, men der er flere andre i spil, og nogle af dem når at blive dræbt, før Carl får kørt sit modangreb i stilling. Han er selvsagt leder, men Ponti må også i felten som rottefænger og vagthund. Hans afgørende indsats bliver at skrive en klumme til Aftonbladet, der skal få terroristerne til at afsløre sig selv.
Det ender som det skal, eller så nogenlunde, for der opstår ofte et moralsk dilemma mellem Ponti og Hamilton om, hvor langt man kan gå, før myndighederne skal inddrages. I denne sag er det nødvendigt at køre deres eget løb, indtil der er klare beviser for, at terroristerne ikke har den hudfarve, som alle ellers er overbevist om, at de bør have.
Engang i Pontis yngre dage blev han først dybt beæret, da en anmelder kaldte ham for ”en vor tids Alexandre Dumas”, indtil det fremgik, at anmelderen betragtede Dumas’ værker som en slags drengebøger. Den indlagte spændingshistorie kan da godt have noget drengerøvsagtigt over sig, for den er spændende og underholdende, men i essensen ikke urealistisk, og for øvrigt har Guillou ikke behov for at spille finkulturel. I det hele taget er bogen på alle måder fængslende og skrevet med en veloplagt Mont Blanc.
Jan Guillou: Notater til aftensangen.
Modtryk. Oversat af Jakob Levinsen.
336 sider. 300 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
