160 NGO'er i opråb:
Philippe Grandjean (PG) minder os om, at vi i vores kroppe ufrivilligt bærer rundt på diverse skadelige stoffer fra den kemiske industri. Vores kroppe er faktisk for forurenede til at blive godkendt til fødevarebrug, deraf titlen.
Forureningen sker gennem luft og drikkevand, fødevarer, emballage med mere. Det drejer sig blandt andet om tungmetaller, PFAS, PCB og sprøjtemidler, som alle kan skade vores sundhed. Arbejdere i produktionen er derudover udsat for et stort antal specielle stoffer, der bruges her. Hvad betyder det for helbredet? Kan jeg få kræft? Bliver mit barn misdannet? Mange føler sig på herrens mark.
Det er meget fortjenstfuldt, at PG med sin bog vil hjælpe læseren til bedre at forstå, hvorfor vi er havnet i denne kemisump, og hvilke modsat rettede kræfter, der opererer her. Det fremgår rimeligt klart, at Kapitalen, der henter profit hjem på stofferne, står på den ene side, og at forbrugerne står på den anden. Kamppladsen er, typisk for den sene kapitalisme, enormt kompliceret og forvirrende: Industrigrupper med deres undercover-organisationer og lobbyister, offentlige og EU- organisationer, der skal regulere og kontrollere området, miljø-, forbruger- og patientorganisationer, forskere, universiteter, medierne.
Kampen vil fortsætte og forblive uafgjort, så længe præmissen er kapitalismen
Kampen vil fortsætte og forblive uafgjort, så længe præmissen er kapitalismen: Situationen er flydende, og nye problemer kan poppe op når som helst (min kommentar).
PG har forudsætningerne for at skrive en sådan bog. Han har arbejdet som professor og har forsket i de skadelige stoffers virkning på mennesker. Hvad der er lige så afgørende, så er han en modig mand, der igennem tiden har turdet stå frem offentligt med sin viden og sine synspunkter, og det uden at hylde sig i en tåge af forbehold og modifikationer.
De ”tæv”, han derved har pådraget sig, har heldigvis ikke slået ham ud. At der er tæv i luften kan forfatteren til bogen: ” Dødelig medicin og organiseret kriminalitet”, Peter C. Gøtzsche tale med om. Han lagde sig ud med den almægtige medicinalindustri med det resultat, at han af skrækramte kolleger blev smidt ud af et medicinsk selskab, han selv havde været med til at starte.
Indrømmes skal det, at besvarelsen af spørgsmålet om, hvilken sundhedsrisiko et givet kemisk stof udgør for en befolkningsgruppe, ikke er så ligetil at rede ud.
Da man af etiske grunde ikke kan lave forsøg på mennesker, må man forholde sig til forsøg på dyr og cellekulturer. Hvis stoffet allerede har været sluppet løs på markedet, kan man undersøge udsatte befolkningsgruppers helbredsforhold. Det kræver avancerede statistiske metoder og rummer faldgruber. Det forhold udnyttes af industrien, der så hyrer et hold af forskere, som kan blæse usikkerhederne op og afvise, at skader på mennesker er påvist. Tvister om dette kan stå på i årevis. Imens kan industrien fortsætte med at producere og sælge det pågældende stof.
PG beskriver adskillige af sådanne forløb. Som holdepunkt fremhæver han forsigtighedsprincippet, der officielt også er grundlag for EU’s risikovurdering af kemiske stoffer. Princippet siger, at der må handles ikke bare på relativ sikker viden, men allerede på velbegrundet mistanke. Det vil sige, usikkerhed om risiko skal komme befolkningen, ikke kapitalen til gode; – men et er princippet, et andet er tolkningen af det.
I EU vil magtfulde og velorganiserede industri- og kapitalinteresser gerne ”hælpe til” med risikovurderingen. Her har de en hær af lobbyister. PG kan fortælle, at alene PFAS-industrien lønner 72 sådanne til at bearbejde ansatte og politikere. Det betyder, at der fra modpartens side, sag for sag, kræves store anstrengelser for at organisere et modpres på politikerne. Da forskningen, som skal levere baggrunden for eventuelle indgreb i sig selv er en slagmark, trækker afgørelserne som nævnt ud. Resultatet bliver ofte halve løsninger.
Bogen kommer naturligvis også ind på, hvad der skal til for bedre at beskytte borgerne mod helbredsskader fra industriens stoffer. Stor vægt lægger PG her på styrkelse af såvel uafhængig forskning som formidlingen af resultaterne. Industriens muligheder for at påvirke forskningen skal begrænses. Overvågningen af befolkningens udsættelse for skadelig kemi skal desuden øges.
Men burde man ikke først og fremmest sætte ind for at begrænse kemiindustriens muligheder for at påføre borgerne skade i profittens navn? Det kunne være opstramning af EU’s anvendelse af forsigtighedsprincippet samt flere krav til undersøgelse af nye stoffer, før de markedsføres.
Desuden kunne kræves, at producenterne af deres omsætning skal betale en afgift til en uafhængig fond, der financierer den nødvendige forskning i påvirkning af sundhed og miljø. Der kunne være andre gode ideer.
Naturligvis er gennemførelsen af sådanne krav i dag, hvor industrien og EU hysterisk slås for regelforenkling og lempelser for virksomhederne, op af bakke. Men det er vigtigt at fastholde, hvor fronterne går, selv om der på længere sigt skal mere kradse indgreb til for at hive os op af kemisumpen.
Bogen giver et meget nyttigt og sammenhængende overblik for alle, der på den ene eller anden måde har interesse i eller beskæftiger sig med områderne kemi, sundhed og miljø.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
