Der er ikke mange romaner som Tillidsmanden. Romanen kredser præcist om det, som titlen antyder, tillidsmanden. Og den slipper ikke dette udgangspunkt. Det er en roman, som tager udgangspunkt i og fortæller om det enorme engagement, de problemer, omkostninger, glæder, skuffelser, sejre og nederlag, den personlige udvikling som møder en tillidsmand, som aktivt kæmper for sine kollegaer og den klub, han repræsenterer.
Romanen blander begivenheder, som Per Løngreen selv oplevede i sine 30 år som tillidsmand, med fiktion. Det synes jeg, Per er sluppet rigtig godt fra.
Som fagligt aktivist i den periode, som Tillidsmanden fører os i gennem, kan jeg som anmelder godt genkende en række af de markante arbejdskampe, som Per Løngreen beskriver. Heldigvis ender de ikke i den rene nostalgi.
Romanens styrke ligger i, at den beskriver verden set ikke bare fra en tillidsmands synsvinkel, men også fra den lokale klub på arbejdspladsen, krumtappen i det faglige arbejde. Og med det de mange udfordringer der eksisterer på niveau i fagforeningerne.
Kampen for at gøre klubben og fagforeningen til en kamporganisation er den røde tråd, og lad det være sagt med det samme: Det er ikke noget teselskab. Kampen imod og modsætningerne til arbejdsgiverne. Frustrationerne og bitterheden over at forbundet, i dette tilfælde Metal, ikke aktivt bakker sine medlemmer op, når de er på røven og har brug for forbundets støtte. Begrænsningerne i det arbejdsretslige system og ikke mindst i overenskomsterne, man som aktiv faglig klub bliver konfronteret med. Og naturligvis stemningen på arbejdspladsen, kollegaernes reaktioner – både de positive, men også negative – og så samarbejdet med de øvrige klubber på arbejdspladsen.
Man fornemmer, at tillidsmandsjobbet var en fuldtidsbeskæftigelse, som også havde sine personlige omkostninger.
Persongalleriet og deres personlige udvikling kommer lidt tyndt fra start, men jeg synes, at især i sidste afsnit kommer det rigtigt godt igen. Da sammenholdet mellem klubberne og kollegaerne begynder at smuldre, får det også store personlige konsekvenser. Det får man et godt indblik i.
I det hele taget står sidste afsnit for mig som det stærkeste. Det omhandler, at virksomheden bliver overtaget af amerikansk kapital, som vil indføre Lean-princippet på virksomheden. Der er virkelig nerve i dette afsnit, og man føler helt ned i maven, hvilke møgdyr arbejdsgiverne kan være, når det gælder deres profitmaksimering.
Men også Metal-forbundets klassesamarbejde bliver gjort meget nærværende. Ikke som en teoretisk diskussion, men hvordan beslutninger rammer klubben og de mennesker, som klubben og arbejdspladsen nu engang består af.
Og så åbner afsnittet op for de udfordringer og udviklinger, som vi i dag har inde under huden – globalisering, udflytning af arbejdspladser, outsourcing, vikararbejde med mere. På den måde synes jeg, at det er lykkedes Per Løngreen af forbinde sin egen historie med den virkelighed, der fulgte, efter hans historie slutter.
Som sagt, selv om historien foregår i en periode med større kampvilje end i dag, er det ikke en nostalgisk fortælling. Tillidsmanden kredser om og rører ved kernen i at være en aktiv tillidsmand, at repræsentere og kæmpe for medlemmerne. Det er vist ikke meget anderledes i dag.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.