Faglig kamp
USA er det land i den vestlige verden, hvor flest mennesker bliver dræbt med skydevåben: Årligt cirka 40.000, hvor halvdelen er selvmord.
Ud over for de dræbte personer har det også store konsekvenser for de pårørende, hvad Paul Auster har oplevet i sin egen familie. Det fortæller han om i Nationens Blod, der er et essay om dette samfundsproblem.
Det var dog ikke Austers egen dystre familiehistorie, der gav anledning til, at han skrev bogen, men at fotografen Spencer Ostrander viste ham en serie billeder, han havde taget rundt om i USA igennem to år.
Billederne viste mennesketomme bygninger, hvor der havde fundet masseskyderier sted, og som her blev forvandlet til gravmæler. Det resulterede i en fin kombination af Austers ord og Ostranders billeder.
Voldens historiske grundlag
Hvad er baggrunden for amerikanernes egenartede forhold til skydevåben og selvtægt? Ifølge Auster stammer det helt tilbage til dengang, før USA blev til USA, da alskens europæere drog over dammen for at søge lykken eller bare for at få det lidt bedre.
Uheldigvis var der en befolkning i forvejen, som blev så godt som udryddet af de nytilkomne, der dannede frivillige militser af våbenføre mænd over 16 år, som deltog i folkedrabet.
Under slavetiden fortsatte man med at bruge disse selvbestaltede militser til at indfange undvegne slaver og holde ro og orden. Denne fortid har man aldrig taget afstand fra. Man hejser stadig sydstatsflaget, og der findes ikke noget holocaust-museum for udryddelsen af den oprindelige befolkning.
Hvad er så Austers løsning på problemet? Ikke et forbud.
I USA’s forfatning står der, at folkets ret til at besidde og bære våben ikke må krænkes. Det var De Sorte Pantere absurd nok med til at cementere, da de i 1960’erne i Californien demonstrerede mod en våbenkontrollov, fordi de ville have lov til at bære våben som selvforsvar over for politiet.
Siden da er revnerne i USA’s samfund blevet til kløfter. Det begyndte med Vietnamkrigen og fortsatte med de efterfølgende krige, med neoliberalismen, der har medført store økonomiske ændringer med øget fattigdom og med ødelæggelse af fagforeningerne og kulminerende med det kollektive nervesammenbrud, som tog form i Trump.
Vold som underholdning
Obstrander var optaget af de mange masseskyderier, der har grebet om sig i de senere år.
Betegnelsen masseskyderier bruges, når der er mindst fire ofre. Det er ofte unge mennesker med mentale forstyrrelser, eller som føler sig uden for fællesskabet, der begår dem – men langt fra altid, og det vanskeliggør undersøgelsen af morderens motiv, at denne for det meste begår selvmord eller på anden vis bliver dræbt.
Der er dog ingen tvivl om, at pressens bevågenhed, der gør forbrydelsen til en slags underholdning, hvor morderen bliver en slags stjerne, om end med omvendt fortegn, er med til at øge antallet af disse drab.
Hvad er så Austers løsning på problemet? Ikke et forbud, for dengang, da man indførte alkoholforbuddet, betød det, at der blev drukket endnu mere, og at kriminaliteten steg.
Da motoren afløste hesten, fandt man hurtigt ud af, at der måtte indføres nogle færdselsregler og kræves kørekort, og man kan undre sig over, at alle og enhver – uden regler eller restriktioner – kan erhverve sig dødbringende våben.
Præsident Biden har talt om forbud mod kraftige angrebsvåben, men det standser nok ikke volden. Auster har ikke løsningen, men mener, at det er et spørgsmål om kultur eller rettere ukultur, og hans essay kan i bedste fald være med til at sætte noget debat i gang og i hvert fald give os andre et indtryk af, hvad der ligger bag den vanvittige lovgivning.
Nationens Blod af Paul Auster
Oversat af Rasmus Hastrup
Lindhardt og Ringhof. 144 sider. 200 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
