Læserbrev
– Hvis håbet ikke lever, så er der ingen kamp mere! Sådan formulerede den palæstinensiske sangerinde Dana Alshihaby det under sin optræden ved Gelsted-Kirk-Scherfig Fondens årlige prisuddeling.
Samme tema blev fastslået af Gitte Thomsen ved sin åbning af et velbesøgt og både rørende, indigneret og opløftende møde i 3F’s store sal søndag i København.
– Håbet må vi aldrig miste, lød hendes citat fra digtsamlingen “Sange under den kolde krig”.
Hun er formand for Gelsted-Kirk-Scherfig Fonden. Og digtsamlingen er netop skrevet af Otto Gelsted, der selv måtte flygte fra nazisterne i Danmark under besættelsen.
Aldrig glemme!
Hovedpersoner på fondens årlige prisuddeling var dog Internationalt Forums Palæstinagruppe, der blev stiftet helt tilbage i 1972 – “mange år før det nuværende folkemord”.
Mens der herskede overvældende tavshed om fordrivelsen af palæstinenserne efter udråbelsen af den israelske stat i 1948 og i årtier siden da, så kæmpede Internationalt Forums Palæstinagruppe hele vejen med “ukueligt imod” for palæstinensernes ret til deres liv, jord og frihed. Og “for ikke at glemme”.
Foto: Søren D. Andersen
Sådan lød det i motivationen for valget af prismodtagere, hvis alter ego, ukuelige Irene Clausen, var savnet. Jean-Martin Christensen, bestyrelsesmedlem i 3F København, motiverede prisuddelingen og omtalte også aktivismen “selv i regn og kulde” og fremhævede, at gruppen var de første, der efter 7. oktober 2023 og Netanyahu-regimets påfølgende folkemord i Gaza indkaldte til de tusindtallige demonstrationer, som nu gennem mere end to år er blevet hverdag overalt i Danmark.
– Kampen for fred og socialisme hænger uløseligt sammen med kampen for Palæstina, fastslog han.
Ubærlig sandhed
– Solidarisk støtte er der stadig brug for, sagde de to modtagere af fondsprisen på Palæstinagruppens vegne i deres tak til fonden og forsamlingen.
De kunne fortælle, at Israel nu indfører dødsstraf for ethvert drab på en israelsk borger eller soldat, mens IDF-soldaterne trods erklæret våbenhvile ustraffet fortsætter deres drab på mænd, kvinder og børn.
Det samme sker på Vestbredden, hvor nye bosættelser og voldelige bosættere stjæler jord, ødelægger ejendom og tager liv fra palæstinenserne. Over 67.000 mennesker anses nu for dræbt i Gaza.
- Fondens formål er “at uddele en pris eller på anden måde støtte danske eller udenlandske personer, organisationer og medier, der har ydet en betydelig indsats inden for kunst og kultur eller for fremme af social, etnisk og kønspolitisk ligestilling, økologisk bæredygtighed, samt fred og socialisme”
- Den blev stiftet i januar 1980 af Fonden af 9. november 1919, en fredsfond ledet af advokat Christian Vilhelm Hagens. Han var blevet kommunist efter et besøg til Sovjetunionen i 1933 og kæmpede resten af sit liv for at afdække samfundets uretfærdigheder og hjælpe menneskeskæbner.
- Som advokat var han især kendt som forsvarer i politiske sager, blandt andet i “spion-sagen” mod Jörg Meyer fra DDR, fagbevægelsens blokadesager og en injuriesag mod Land og Folks chefredaktør Børge Houmann, som modtog fondens første pris i 1980.
Under Nakba i 1948 blev 400 palæstinensiske landsbyer lagt øde og mellem 750.000 og én million mennesker fordrevet.
– Sandheden er ubærlig, sagde de to efter at have omtalt en video, der viser en mandlig palæstinensisk arrestant, der ustraffet voldtages af fem israelske soldater, mens han selv måtte indlægges på hospitalet bagefter.
– Dehumaniseringen udvikles systematisk og baner vejen for noget, der ikke er nyt. De to refererer summarisk til de nazistiske kz-lejres ’undermennesker’, de sorte ’undermennesker’ under Sydafrikas apartheidregime. “Historien gentager sig”, siger de med reference til Martin Niemüllers velkendte digt:
Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Så …
Modstand
Palæstina-aktivister i Tyskland angribes af politiet. Det samme i Storbritannien. I USA bliver udenlandske studerende og andre smidt ud af deres læreanstalter. Og herhjemme er beskyldninger mod modstandere af Israels folkemord for at være ’antisemitter’ stadig gængse, betoner de.
Og videre: Samtidig leveres stadig våbendele til Israels F-35-fly, og Mærsk leverer våben, herunder “pansrede mandskabsvogne, hvori palæstinensere bagbundne og afklædte transporteres” til fængsler uden lov og dom.
Foto: Søren D. Andersen
Derfor er der modstandskamp, og dette er ikke ukendt i Danmark, siger de to. De var end ikke født under nazibesættelsen, men de kender historien om eksempelvis angrebet på og sprængningen af Riffelsyndikatet…
Stærkt rørende var Dana Alshihaby, der herefter sang smukt og inderligt a cappella. Hun er selv palæstinenser og født i en flygtningelejr i Syrien. Hun sang folkesange og traditionelle sange om palæstinensernes liv og lod, om Nakba, om Israels indtagelse af Jerusalem, om afsavn og længsel. Men også om “håbet som er kærligheden, som skal overvinde krig”.
Dana var dybt rørt: “Det kunne have været mig…” Hun sang på arabisk, men udtrykte selv sin taknemmelighed over publikums medleven alligevel.
Kræet på scenen
– Allerede nu er mindst 10 mennesker i København blevet sat ud af deres lejlighed, konstaterede ordstyrer Rikke Carlsson – med henvisning til regeringens asociale kontanthjælpsreform, der nedsætter bistanden til de fattigste til et minimum, mens de rigeste i landet får skattelettelser.
Det var også en del af introduktionen til den socialt engagerede musikgruppe Kræet. Hun efterfulgtes af Preben Fogelstrøm, der om Gelsted, Kirk og Scherfig sagde, at “det var dem, vi ikke måtte lege med. Det samme kan siges om Kræet!”
Han sammenlignede forsangeren Tania Salvangs følsomhed med Janis Joplins. Og transmitterede også sine minder om Jan Toftlund, Benny Holst med flere.
– Jeg burde nu sige noget bevæget, men … Ja, lad musikken tale!
Foto: Søren D. Andersen
Så Kræet indtog som eftermiddagens anden fondsprismodtager nu scenen. Den har vel godt to år på bagen, men har allerede gjort sig bemærket ved egne socialt engagerede sange og optrådt på flere støttearrangementer, værtshuse og whatever i København og omegn.
– Vi har et sceneshow, som vi har arbejdet en del på, grinte Tania efter at have skramlet noget rundt med mikrofon og stol. “Det er meget autentisk”, lød det fra salen, der var helt med på Kræets ferme musikalske drive og taktfast klappede med i mødet med Palle Klok, guitar og sang, Claus Bjørn, guitar, Assi Roar, bas. Og Tania selv med heftig udstråling og stor stemme. Kun trommeslager Flemming Rothaus savnedes.
– Hvem skriver en sang om NATO? spurgte Tania salen. – Kræet s’fø’li’! Sådan lød en kort introduktion til et af deres numre. Hendes sangcyklus sluttede nogenlunde således:
– Svært at si’, hvilken vej vi skal gå, når alting er hverken-eller!… Vi skal holde fast!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
