Våbenhvile?
“… så hvorfor er I ikke begejstrede for stykket?” spurgte den gode ven. Og det var et rigtig godt spørgsmål. Og jeg er faktisk begejstret, men også lidt forvirret. For det er svært at sige, hvad forestillingens tema er. Der er nemlig mange. Mange lag og mange perspektiver. Og det gør forestillingen interessant og spændende. Man (jeg) får lyst til at se stykket igen – og igen.
Forestillingen er en opvisning i sceniske virkemidler og dramaturgiske krumspring.
Men hvad er det, den fortæller os? Ifølge programmet er instruktørens ønske, at vi som publikum efter forestillingen “…tager hjem og krammer vores børn og kysser vores kære og finder glæde i trivielle og kedelige pligter, som vi udfører for andre. At lægge mærke til andres smerte og lægge låg på egne behov er nok der, Tjekhovs tanker især vækker genklang i mit sind.” Og ja, det bliver i hvert fald en lejlighed for os som publikum til at reflektere over, hvordan vi kommer hinanden i møde og bestræber os på nærvær over for vores omgivelser og i vores fællesskaber.
Onkel Vanja er et studie i adfærd:
Hvad sker der, når vi sætter de her mennesker sammen?
Hvad sker der mellem de her mennesker, hvis de også har en konflikt?
Hvad sker der, hvis de her typer sættes sammen?
Det er det, som Tjekhov og Det Kongelige Teater med instruktør Yana Ross udforsker i skuespillet Onkel Vanja.
Forestillingen er uærbødig og fræk over for det oprindelige stykke. Der collageres, klippes og klistres, tilsættes sang, musik, voldsomhed og nutidighed. Med et internationalt vovemod og overblik, personificeret af den amerikansk-litauiske instruktør Yana Ross, født i Moskva, studeret i USA og nu bosat i Vilnius.
Følelser og drømme gøres i forestillingen levende for os – det er det, teatret kan. Sonjas drømmemand dukker op, ud af tågen som en lækker Marlboro-mand, der nonchalant smider hende over skulderen og vandrer ud i horisonten.
Sonja kan ikke være i sine følelser og bryder ud i den mest fantastiske – og meget smukke – version af Wuthering Heights af Kate Bush.
Den undseelige, forkrampede gårdmand står pludselig med el-guitar og lever sig selv ud i følsomhed og musik.
Vi er på en gård, en stor gård. En storfamilie med vedhæng vrimler rundt: Matriarken Maria (Tina Gylling Mortensen) hendes søn Vanja (Nicolas Bro), hendes svigersøn Alexander (Jens Jørn Spottag), dennes nye unge kone (Sofia Nolsøe), Marias barnebarn og Alexanders datter Sonja (Mathilde Arcel), familiens læge og ven Mikael (Mads Rømer Brolin-Tani) og den tidligere gårdejer Jens Jensen (Morten Brovn).
Instruktør Yana Ross og dramaturg Benedikte Hammershøy Nielsen har løftet forestillingen ind i vor tid, med oplevelsesturisme, klima- og natur-diversitet-diskussioner, medicinering og kulturbaggrund. Det giver en oplevelse af genkendelighed og identifikation, som jeg egentlig tror, at det klassiske stykke også kunne have givet i en ortodoks opsætning.
Men der er en stor underholdningsfaktor i grebet, som bestemt er værd at anerkende.
Der er sgu komiske højdedrag, wau-effekter (for eksempel Kate Bush-sangen), fortælletekniske gimmicks og nutidig flirteri og kærlighedsskildring.
Økologiske goodiebags er nødvendige rekvisitter i forestillingens parodi af gårdturismen og dens kamp for at finde en levevej for nutidens landbrug. Publikum er glade deltagere på turen på landet.
Skuespillerne udviser stor musikalitet og timing i spillet. Det ses blandt andet i de vilde drukscener, der forløses poetisk og triste, frem for – som man kunne frygte – lavkomiske og fald på halen-komik.
Her i forestillingen har de en klangbund af desperation og fortvivlelse over ikke at kunne være hinanden og ikke mindst sig selv – nære. Frem for nærvær er fremmedgørelsen og fraværet altdominerende.
Lægen Mikael er fra Tjekhovs hånd, et naturoptaget menneske. I forestillingen fremskrives rollen til en nutidig økologisk-ish, biodiversitets-, natur-elskende mand. Men han er altopslugende selvoptaget i sin natur-forgabelse, så han ænser ikke, hvad der sker omkring ham, endsige ser kampen for miljøet som en vigtig fælles kamp. Han har set lyset og drømmer sig hen i en uvirkelig urealistisk verden, hvor han alene ved, hvad der er rigtigt.
Således er Alexander, den aldrende svoger, også en verdensfjern professor emeritus ud i klogskab på noget akademisk ligegyldigt. Men utrolig vigtigt for ham og beundring-fremkaldende hos eks-svigermor.
Hans unge hustru Helena er som taget ud af TV2-sangen: “Det eneste hun ville var at danse”, men det vil Alexander ikke.
Sonja, datteren og barnebarnet, holder sammen på det praktiske på gården, kan sit arbejde, men er overset af dem, hun gerne vil ses af. Samværet marineres jævnligt i store mængder alkohol og deraf grænseoverskridelser og sammenbrud.
Karaktererne i forestillingen er i hver deres egen verden mentalt og til dels også fysisk. De støder ind i hinanden på kryds og tværs og søger at få det bedste udbytte ud af de andre. Det, familien har sammen, er materialiseret i gården, som bliver symbol på samhørigheden eller mangel på samme. Og det bliver gården, der får tingene til at eksplodere i familien.
Egentlig vil de være sammen med hinanden, det er den underliggende oplevelse og givetvis deres intention, men deres egne perspektiver og “kæpheste” ender nærmest hver gang med at overskygge og dominere relationerne.
I skærende kontrast til stykkets temaer om fællesskabets fragmentariske og atomiserede vilkår, fremstår forestillingens skuespillere og holdet bag som et sprudlende ensemble, der spiller hinanden gode.
Nicolas Bro er hele forestillingen værd. Han kan trække opmærksomheden til sig som få andre. Man har simpelthen lyst til at se på ham og venter spændt på, hvad han gør. Bro er meget fysisk i sit spil og derfor meget levende, voldsom, utilregnelig, pudsig, paradoksal og enormt sympatisk i hans dæmoniske fremtoning. Han formår at udspille scener, hvor han tumler rundt i sanseløs beruselse, men som kræver en fantastisk teknisk præcision af skuespilleren, for at det ikke går helt galt og ender i rod og uklarhed.
Derimod får han scenerne, han er med i, til at stå knivskarpe frem, det er illusion på højt plan og stor skuespilkunst. Ham skal vi være glade for, at vi har at skue på de danske scener.
Bro tager os i hånden og giver os altid en god fortælling.
Onkel Vanja, frit efter Anton Tjekhovs stykke af Yana Ross og ensemblet
Spiller på Det Kongelige Teater til og med 8. maj 2026
Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross
Dramaturg: Benedikte Hammershøy Nielsen
Scenografi og kostumer: Bettina Meyer
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro, Mads Rømer Brolin-tani, Morten Brovn
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
