Forening til støtte for evangeliets forkyndelse for muslimer i Danmark har set dagens lys.
Den nystiftede forening skal “arbejde for, at Folkekirken og beslægtede kristne trossamfund i troskab mod missionsbefalingen sætter kræfter ind på, at evangeliet forkyndes for alle danske muslimer” og “bidrage til at udvikle, formidle og samordne den praktiske tilgang til en sådan forkyndelse af evangeliet for muslimer.”
Uden evangeliet er vi alle fortabte.
Henri Nissen, ansvarshavende redaktør af Udfordringen
Bag foreningen står ifølge en pressemeddelelse en kreds på 65 interesserede, som næsten udelukkende er samlet gennem de oprindelige initiativtageres private netværk.
“For at arbejdet kan komme i gang, skal der skabes en større og bredere medlemskreds. Og det er derfor, vi nu går ud vidt og bredt i den folkekirkelige og kristne offentlighed i Danmark, så det kan blive til en fælles opgave, hvor vi fra mange sider løfter i flok”, hedder det i meddelelsen.
Hvervekampagnen forventes afsluttet i foråret 2023, hvorefter der vil blive indkaldt til generalforsamling, og foreningen vil få en valgt ledelse.
“Du skal ikke holde dig tilbage, selv om du ikke ønsker at bidrage med en konkret arbejdsindsats, men kun vil tilkendegive din interesse og sympati for foreningen og modtage vore nyhedsbreve mv. En så stor støttekreds som mulig giver arbejdet legitimitet og er tillige en opmuntring for de mere aktive. Og vi ser meget gerne, at ikke alene præster; men også (og ikke mindst) alle andre, slutter op”, skriver initiativtagerne.
Op til gud
Foreningen gør det klart, at missionsarbejdet “skal ske i bevidsthed om, at den menneskelige opgave i forbindelse med kristning af muslimer alene består i evangeliets rene og klare forkyndelse, og at resultatet heraf må overlades til Gud.”
Om man som kristen skal missionere er dog ikke op til debat, idet missionsarbejdet ifølge foreningen er Jesu sidste befaling: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” (Matt. 28:19).
“I Danmark i dag står vi i en anderledes gunstig situation: Folkeslag kommer til os. Især fra lande med stor muslimsk befolkning. Missionsbefalingen gælder også dem. Også muslimer hører under gruppen alle”, forklarer pædagog og forfatter Per Holbo i sin opfordring til at støtte den nye forening.
Han fortsætter:
“At prædike evangeliet er dog ikke uden omkostninger. Særligt ikke i kulturer, der er fjendtligt indstillede over for evangeliet, og som har det stramt med at høre sandheden. Det gælder muslimske lande, og det gælder det stærkt sekulariserede danske samfund.”
Per Holbo mener, at Kirken i Danmark er god til nødhjælp og til at gå i dialog med repræsentanter for islam, alt sammen på Jesu befaling om at vise næstekærlighed og stifte fred. Men med Jesu sidste befaling – missionsbefalingen – kniber det.
Fortabte uden evangeliet
Også Henri Nissen, ansvarshavende redaktør af Udfordringen, opfordrer til at støtte op om foreningens arbejde. Han kritiserer, at nogle af de gamle missionsselskaber har tilpasset deres arbejde efter, om de kan få støtte fra Danida.
“Derved er der en risiko for, at man lægger for stor vægt på den humanistiske del, men nedprioriterer forkyndelsen af det kristne evangelium, som jo er det, der driver os til at gøre godt. Andre nedtoner det kristne for at blive accepterede i vores afkristnede og multireligiøse samfund. Men vi må aldrig blive så politisk-korrekte, at vi ikke forkynder evangeliet for både muslimer og ikke-troende. For uden evangeliet er vi alle fortabte.”
Også Torben Bramming, sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Kirke, bakker op om projektet og deler i sin støttetilkendegivelse sine egne erfaringer med at kristne muslimer:
“Jeg har i samarbejde med Jens Rosenberg, Luthersk Mission og Ribe stifts tværkulturelle center siden 2016 deltaget i en mission blandt muslimer. Selv har jeg døbt 73 i denne periode, men samtidigt er flere blevet døbt i Kvaglund kirke, hvor Ribe Stifts Tværkulturelle center holder til og i Løgumkloster Kirke. Det er vigtigt, at folkekirken engagerer sig på tværs af teologiske og kirkelige skel i dette arbejde, for mission er en befaling, som vi har fra Herren selv, da han sendte de 11 ud i alverden.”
Integration som positiv bivirkning
Forhenværende efterskoleforstander Thorkil Sohn mener, at kristningen af danske muslimer sandsynligvis vil have en positiv bivirkning for integrationen:
“Hvis muslimer bliver kristne, sætter det dem fri fra islams lovkrav til såvel deres personlige liv som til eventuelle ønsker om, at samfundet og lovgivningen i Danmark skal tilpasses sharia.”
Thorkil Sohn medgiver, at kristent missionsarbejde har et blakket ry. Men i den nystiftede forening har man kun de bedste intentioner:
“Jeg er klar over, at mission af flere betragtes med skepsis, blandt andet på grund af at der har været benyttet både tvang og lokkemidler, både pisk og gulerod. Det er vi opmærksomme på og – som det fremgår af formålet – ønsker vi “kun” at forkynde evangeliet i fuld offentlighed og til frivillig modtagelse. Og i fuld respekt.”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.