Læserbrev
Den 20., 21. og 22. oktober 2024 offentliggjorde jeg og de kurdiske digtere Yildiz Çakar, Bayan Nasih, Mahmoud Lepi, Temur Khalil og den iransk-danske oversætter Arash Sharifzadeh Abdi anden udgave af antologien “Ny kurdisk lyrik” fra Det Poetiske Bureaus Forlag i Stockholm, Malmø og København.
Den omfatter nu 55 digtere på originalsproget og dansk. De er fra alle seks områder af Kurdistan i perioden 1970’erne og frem til i dag, hvor selvstændighedsbevægelsen igen har været voksende. Den er blevet til på den dystre baggrund af tyrkiske bombardementer og borgerkrig i syrisk Kurdistan med videre.
Antologien er den tredje i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver for at give indblik i den nutidige kultur i områder, som vi ellers kun kender fra mediernes krigsreportager og ofte betragter som barbariske, selvom vi intet kender til deres kultur, der tit er langt ældre end vores egen.
Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddede, grænsen til Syrien blev lukket, og store slumbyer voksede op.
Landsbysamfund er også blevet ændret og opløst af “Det Store Anatolske Projekt” – et system af hydroelektriske dæmninger. I Irak blev landsbyer ryddet og tvangsforflyttet under Iran-Irak-krigen, senere i “Anfal”-kampagnen mod kurderne og Golfkrigen i 1991.
Iranske kurdere led under den islamiske revolution og krigen mellem Iran og Irak. Som det fremgår af Farhad Shakelys digt:
I DETTE HELVEDE
Jeg venter på at nogen
bringer mig nyheden om min død,
Måske
kan jeg finde mit gravsted på den anden side af den rustne kirkegårdsbusk
Jeg vil begrave denne kongelige gamle mumificerede krop.
Måske
kommer disse vægge og lukkede grænser til at tale
Jeg har været i dette helvede i årevis.
Digtene bærer præg af de sidste 50 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder.
Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur. Det betyder blandt andet, at de moderne kurdiske digtere er vant til at læse op for cirka 500 mennesker, når de læser op i Kurdistan og større kurdiske samfund i eksil.
Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyriker Hero Kurdas digte, Du i mig:
På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig
Ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre
Eller som det understreges i den iransk-kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:
Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!
Antologien bærer i det hele taget præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:
Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.
Hjemland! Du er stadig
vædet i blod i mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fikse dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hvilket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?
Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun er nok selv en del af svaret.
Den nyere digtning er som sagt præget af undertrykkelsen af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder, men ikke til kurderne, der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet.
I deres kamp er de gang på gang blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. “Kun bjergene er kurdernes venner”. Efter USA’s tilbagetrækning og Tyrkiets, Irans, Ruslands og Assad-Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøstsyriens selvstyrende kurdiske Rojava, er kurderne igen ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien.
For ikke at tale om Danmarks hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien. Og Tyrkiets bombeangreb ind i det nordlige syriske og irakiske Kurdistan mod såkaldte PKK-mål i ly af NATO’s behov for fælles fodslag i forhold til den russiske invasion i Ukraine.
Døden er næsten altid nærværende for de kurdiske samfund. Det er en kollektiv affære ikke den enkeltes endeligt. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til den smertelige kurdiske desillusion:
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.
Eller som Hiwa Qadir fra Sulaymaniyah i irakisk Kurdistan udtrykker det:
Den evige ligning for en kurder
Jeg er igen et forladt nyfødt føl
Igen løber mit blod fra ulvenes tænder
Igen er kurder lig krig, og krig lig kurder
Det er min skæbnes snævre cirkel
Min ensomhed bliver større og større
lige til selve den eneste gud bliver misundelig på den
Dels for at få den yngste generation med og dels fordi redaktion slået af kollektiv blindhed og dumhed havde overset så væsentlige klassiske nyere lyrikere som Latif Halmat, Yildiz Çakar, Shakir Mado og Tengezar Marîn. Latif Halmat har følgende hårdtslående øjebliksbillede i Gevær & Grav:
Pludselig kom elektriciteten igen
Filmen begyndte igen
Mænd smedede skydere
Kvinder udgød tårer
Så gik lyset ud endnu engang
Nu graver mændene måske grave
Måske bærer kvinderne sort
Ved offentliggørelsen i København læste Yildiz Çakar fra den tyrkiske del af Kurdistan blandt andet sit digt Hvis det var muligt med den i bedste mundtlige tradition tilbagevendende linje, der også er en del af afslutningen:
Hvis det lod sig gøre, ville jeg bede om et hjemland
udover et fornavn, efternavn og en krone
Og alligevel er håbet der med sin stadigt brændende ild.
Thorvald Berthelsen er født i 1948 og bor i Sakskøbing. Han udgav sin første digtsamling, Utidig i tide, i 2009 og har herefter udgivet syv digtsamlinger, senest Huds tektoniske plader i 2018, Sakskøbing Blanding II i 2021 og Sensommer Remix. Han laver også collager og illustrerer selv sine bøger. Hans digte er oversat til 14 sprog senest engelsk, kurdisk, spansk og polsk. Han anmelder lyrik i Den smalle bog, pov.international og Bogmarkedet. Han skriver også faglitteratur og essays, senest Dansk Haiku og Modernisme i 2021 og Om lyrik 2023. Han er også oversætter blandt andet af Victor Serge: Jordskælv og René Char: RYSTENDE OVERGANG OG NØGEN FORTABELSEN. Han har redigeret flere antologier heriblandt StORDstrømmen Antologi 2015, Danish Haiku Today og i 2018 Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina og første udgaven af Ny kurdisk lyrik 2023 samt anden udgaven af Ny kurdisk lyrik 2024 i Det Poetiske Bureaus Forlags serie “Ny lyrik fra…” som han er hovedredaktør af. Her i år udgiver han Ny ukrainsk lyrik i samme serie. Er medlem også indehaver af Salon Svupsak i Sakskøbing.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
