Kronik
Der er lettere adgang til speciallæger, hvis du bor i én af de større byer. Der var social ulighed i covid-smitten. Sidste år blev det klart, at velstillede patienter kom foran i køen til kræftoperationer. Personer med private sundhedsforsikringer – igen de økonomisk bedre stillede – har nemmere adgang til læge.
Blot nogle eksempler på hvordan der er social ulighed i sundhed.
Morten Sodemann, der er overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, og Kristian Larsen, der er sygeplejerske og forskningsleder på Center for Sundhedsfaglig Forskning på Rigshospitalet, har skrevet en lærebog for studerende i sundhedsfagene. Titlen er “Ulighedens drejebog – sådan virker social ulighed i sundhed”.
Bogen er i høj grad med til at bryde fortællingen om, at uligheden er selvforskyldt, og at “folk jo bare kan spise sundere og lade være med at ryge og drikke”.
Social ulighed i sundhed er en meget kompleks problemstilling og skabes af mange forskellige faktorer. Det kan være politiske faktorer som for eksempel, hvordan sundhedsvæsenet er organiseret. Bogen nævner blandt andet, hvordan de mange korttidsindlæggelser, der er gennemført de seneste årtier, nemmest håndteres af den ressourcestærke patient. Ligesom forskellige digitale tiltag forudsætter en patient, der kan håndtere for eksempel en app med genoptræning.
Der er også økonomiske faktorer som for eksempel medicinpriser, sprog, kultur og hvilke opvækstvilkår, patienten har haft.
Dertil kommer, hvordan forskellige patienter mødes af personalet i sundhedsvæsenet, og netop dét er bogens hovedfokus.
Bogen igennem følger man fire meget forskellige patienttyper: den ressourcestærke ekspertpatient; den viljestærke og irriterende patient; den multisyge og ucharmerende patient og endelig den svage og uduelige patient. Disse fire typer bruges til at illustrere, hvordan uligheden i social sundhed fungerer.
Bogen henvender sig som nævnt til fremtidens sundhedspersonale og forsøger at give dem et bedre grundlag for at vælge løsninger, der bygger mere på patientens end organisationens og statens umiddelbare behov.
Som det siges: “De velstillede patienter ér i centrum – dét skal de nok selv sørge for. Vores fokus bør derfor dedikeres til dem, der ikke naturligt havner i centrum. Det er pudsigt nok også dem, der i sin tid var i vores tanker, da vi valgte at uddanne os til sundhedsprofessionelle: De samspilsramte, de udsatte, minoriteterne, de forsagte, de handicappede, de ensomme og de sårbare.”
Udover sundhedsprofessionelle ville det være godt, hvis bogen og dens pointer kom sundhedspolitikere for øre. Bogen er i høj grad med til at bryde fortællingen om, at uligheden er selvforskyldt, og at “folk jo bare kan spise sundere og lade være med at ryge og drikke”. Den måde, sundhedsvæsenet er organiseret og fungerer på, har et stort ansvar.
Kristian Larsen og Morten Sodemann: Ulighedens drejebog, sådan virker social ulighed i sundhed. Forlaget Samfundslitteratur, 350 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
