Læserbrev
Rusland “er et land, som langt de fleste politikere i den vestlige verden betragter som en af vores samfunds allerstørste fjender, ja for mange den absolut største fare og trussel mod vores samfund og vores demokrati. Rusland betragter mange i Vesten som en modpol til deres samfund, ja nærmest et negativt spejlbillede” (side 3).
Den karakteristik bekræftes af virkeligheden. I skrivende stund (primo februar, red.) ved vi ikke, om Vestens propagandaeskalering af konflikten udmøntes i en selvopfyldende profeti, om at Putin (ikke Rusland) angriber Ukraine. Eller om Putin (ikke Rusland) holder sine soldater tilbage på egen banehalvdel.
Vladimir Putin og hans politiske program er i Jens Jørgen Nielsens fremstilling kittet, der er i stand til binde de liberale og konservative segmenter sammen ved at moderere til begge sider.
Jens Jørgen Nielsens bog Rusland på tværs er et forsøg på at afbalancere læserens for-forståelse af, hvorfor Rusland agerer, som det gør. Bogen er god at få forstand af og bør læses i fredsbevægelsen. Om den bliver læst i regeringskontorerne og i de forenede magtpartier er mere tvivlsomt. Her har man bundet sig til den militærindustrielle tilgang, hvor konflikt er godt for væksten.
Forfatteren har i det meste af sit voksne liv beskæftiget sig med Rusland. Som russisk gift og bosat i landet i perioden fra Sovjetunionens afvikling efterfulgt af oligarkernes indtogsmarch til reguleret statskapitalisme har han et indgående kendskab til, hvordan russerne på forskellig vis opfatter sig som et folk. Hvordan de ser sig selv og deres land i verden. Hvilke forhåbninger de har til deres politiske ledere.
Ruslands legitime sikkerhedskrav
Jens Jørgen Nielsen vil gerne have os til at anerkende, at Rusland har legitime sikkerhedskrav. Ruslandskendere som Anne Libak, Vibeke Sperling, Samuel Rachlin med flere, som er fast inventar i medierne, forekommer at være båret af personligt had og fobier. Jens Jørgen Nielsen derimod viser forståelse overfor, hvorfor Rusland sætter en fod mod døren for NATO og EU’s fortsatte ekspansion op til Ruslands grænser.
- Jens Jørgen Nielsen er født i 1949.
- Cand.mag i historie og idehistorie, lektor på Niels Brock.
- Har boet i mange år i Rusland og Baltikum og arbejdet som projektansat og blandt andet også været korrespondent for Politiken.
- Taler flydende russisk og følger meget med i russiske medier. Har skrevet en række bøger om Rusland og Polen.
- Er med i RIKO, Rådet for International Konflikthåndtering.
Konsekvensen af denne politik er, at Rusland nu orienterer sig imod Asien og derfor kommer endnu mere på tværs af Vestens definerede verdensorden. At udtrykke forståelse og forsøge at forklare dette er i sig selv blevet suspekt i dansk kontekst. I den danske politiske offentlighed handler det ikke om Rusland som nationalstat, men om Putin – dæmonen der bedrager sit folk.
”Der er en forbløffende ensartethed i de negative stereotyper om Rusland før Den Russiske Revolution og sovjetmagten. Der går en linje fra kirkeskismaet for cirka 1000 år siden i 1056 mellem den ortodokse og den romersk-katolske kirke helt frem til i dag. Frem til cirka 1700 er russofobien religiøst defineret. Moskva overtog Det Byzantinske Riges rolle fra midten af 1400-tallet som Det tredje Rom, center for den østlige kristendom, den ortodokse kirke. Den ortodokse kirke blev til tider opfattet som ren hedenskab, kætter-kristendom og det, der var værre, for eksempel at være i ledtog med muslimerne, det meste af tiden i hvert fald med en kultur helt uforenelig med den sande europæiske.” (side 39).
I nyere vesteuropæisk politisk historie er stereotypen blevet: I Asien hersker autokrati og undertrykkelse, i Europa demokrati og frihed. Denne indbyggede modstilling mellem det asiatiske og det europæiske er ifølge Jens Jørgen Nielsen vigtig, hvis man vil forstå Rusland.
Lidt karikeret kan man få den opfattelse, ”at russerne næsten genetisk er programmerede til brutalitet, slaveri, vold og primitivitet” (side 37), men at de despotiske russiske herskere i en lige linje fra Ivan den Grusomme over Lenin og Stalin til Putin næsten altid har været orienteret mod Europa og har trukket europæisk tankegods (modernisering) ofte med katastrofale følger ned over et folk med en feudal sjæl (tradition). I vestlig optik ville folket dog straks ønske liberalt demokrati, hvis ikke det blev holdt hen i uvidenhed.
Den Russiske Revolution
Som jeg læser det, betragter Jens Jørgen Nielsen Den Russiske Revolution som måske den største katastrofe. Byggende på Marx og Engels europæiske ideer blev den initieret af ”Vladimir Uljanov, bedre kendt som Lenin. Han oplevede selv som ung gymnasiast, at hans storebror som 21-årig blev hængt for revolutionær aktivitet. Efterfølgende viede han sit liv til hævn over den traumatiske oplevelse, at familien fik besked på, at de kunne hente broderens afsjælede legeme i 1887” (side 45-46). Den Russiske Revolution som selvterapeutisk eksperiment. Synspunktet er lige til Brinkmanns briks.
Sovjetunionen betragter Jens Jørgen Nielsen som en tragisk parentes i russisk historie og bruger da også kun 30 sider på at beskrive den. Lidt flere sider bruges på Perestrojka, Glasnost og afviklingen af Sovjetunionen (side 77-111). Som jeg ser det, afskriver han erfaringerne fra Sovjetunionen og transformationen fra agrar feudalsamfund til industri- og rumfartsnation på et trekvart århundrede som nærmest betydningsløs for den moderne russer.
Derimod er den politiske hovedstrømning en folkelig bølge af grundlæggende konservativ reaktion mod globalisering. Den er udviklet som en reaktion på Jeltsins autokrati i liberalistiske fåreklæder: ”De spørgsmål, som disse konservative ofte stiller, er, hvordan får man økonomisk vækst uden destruktive revolutioner, kaos og uden voldsom ulighed? Hvordan forener man et moderne samfund med traditioner og med hensyn til national kultur?” (side 272). Netop denne konservative indstilling i folket har revitaliseret den ortodokse kirke som politisk faktor i Rusland i dag.
Ikke det samme, men det ligner
Vladimir Putin og hans politiske program er i Jens Jørgen Nielsens fremstilling kittet, der er i stand til binde de liberale og konservative segmenter sammen ved at moderere til begge sider (se for eksempel side 293). Derfor sidder han solidt på magten. Fremstillingen virker plausibel.
Jens Jørgen Nielsen anvender et komparativt forfattergreb, som får mig til at tænke på Arne Würglers sangtekst “Så er det ikke helt det samme, men det ligner”. Rusland på tværs er ikke nogen historiebog, men den ligner, da den er bygget kronologisk op, fyldt med fakta og har mange kildehenvisninger. Bogen er heller ikke et filosofisk værk om russerne, men det ligner, da der refereres mange filosoffer, dog uden at bidrage som teoretisk ramme for en forståelse af den russiske sjæl.
Bogen er metodisk eklektisk, det vil sige, den sammenblander forskellige grundtanker for at komme tættere på ’sandheden’. Da bogen skal fungere som et spejl for den danske læsers fordomsfulde (manglende) viden om Rusland, konstruerer Jens Jørgen Nielsen en række paralleller, som veksles med modstillinger, når det passer ind i fremstillingen: Det er ikke helt det samme, men det ligner! Ofte for at påvise Vestens dobbelte standarder og hykleri.
Hvor Donald Trump talte om Making America Great Again, så handler Putin. Ifølge Jens Jørgen Nielsen har Putin opbakning i den russiske befolkning til sin linje overfor USA og NATO. Det vil sandsynligvis chokere flertallet af danske politikere og deres vælgerkorps.
Historieløshed før 2014
Det er tvivlsomt, at Rusland på tværs vil blive læst i den danske udenrigstjeneste, hvor den politiske ledelse taler om historieløshed, hvis man ser længere tilbage end 2014 og annekteringen af Krim. Meget behændigt behøver man så heller ikke at beskæftige sig med EU’s andel i konflikten og den skændige ansvarsforflygtigelse ved ikke at følge op på den aftale, man havde indgået med Janukovitj og Rusland:
”Efter at Janukovitj blev afsat, blev den nye regering støttet af EU uden nogen form for forbehold, selvom denne regering i sit eget land ikke engang nød flertallets støtte. Og selvom den var anti-russisk og knyttede an til populistiske kræfter. Fordi europæiske politiske eliter kun kan tænke i kategorier som proeuropæisk og prorussisk, og fordi disse eliter foretrækker konflikt i stedet for dialog med Rusland, har de … udløst den mest alvorlige krise i Europa i dette århundrede. En pæn del af ansvaret for det ligger i Berlin” (Günter Verheügen tidligere vicepræsident for EU-kommissionen i Der Spiegel 19.5. 2015 (side 332).
De muligheder, der var for fred og afspænding i Europa efter murens fald, blev forspildt. I stedet for at afvikle NATO og styrke OSCE skete det modsatte, og Rusland blev isoleret og ydmyget. Som et resultat har vi konflikterne i Ukraine og Syrien. De to konflikter hænger sammen og forklares udmærket i bogen (se for eksempel side 337).
I øjeblikket udsættes vi for et koordineret spin. Da jeg havde læst sidste side i bogen, gik jeg på TV2Play og så TV2’s program Kernen: Putin på grænsen fra den 6. februar. Programmet bekræfter til fulde Jens Jørgen Nielsen karakteristik af vores forståelse af Rusland og konflikten og vores moraliserende tilgang.
Vejen til krig synes uundgåelig. Der er penge i skidtet. Befolkningen betaler prisen.
Jens Jørgen Nielsen: Rusland på tværs. 420 sider + 32 sider billedark. 299,95 kroner (vejledende). Forlaget Hovedland. Udkommet i oktober 2021.
Denne anmeldelse har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
