Læserbrev
I Iran og hovedstaden Teheran havde man før oprøret ‘kvinde, liv, frihed’ store flade kasser i gaderne til strømforsyning til byens infrastruktur. De elektriske bokse var placeret på gader og stræder, og fordi de dengang var flade, var det muligt at kravle op på dem.
Det gjorde Vida Movahed, en helt almindelig ung kvinde og husmor i 2017. Alene afmonterede hun sig sit tørklæde og stod da som et symbol til betragtning af den iranske kvindeundertrykkelse. Billedet af Movahed gik kloden rundt; kvinden på billedet med det afrevne tørklæde oven på en stor kasse elektrisk strømforsyning blev symbolet på det iranske kvindeoprør.
Deres forskellighed komplementerer hinanden godt og får det til at virke.
Britta Lillesøe, skuespiller og christianit
Herefter blev Movahed anholdt, og der blev formentlig indgået en eller anden form for “hold kæft”-forlig, og som symptombehandling i bedste idioti-logik fik alle Teherans flade kasser med strømforsyning monteret takker på, så det – ligesom på bænkene herhjemme i Danmark, hvor det ikke længere på visse bænke med monterede jernspidser er muligt for den hjemløse at lægge sig ned og sove – ikke i Teheran nu er muligt for personer at kravle op på lige netop strømkasserne, i det tilfælde at man skulle føle for at se sig lidt omkring med vind i håret.
Og det på grund af denne éne kvindes handling.
I bedste diktaturstil stod den for Movaheds vedkommende på en længerevarende arrestation, med hvad dertil hører i et iransk fængsel. Herefter kunne befolkningen en sidste gang se hende tone frem på iransk stats-tv og sige undskyld for sin skamløse opførsel.
I de forløbne år har der været lukket totalt ned for Movahed i det offentlige søgelys, og hun figurerer heller ikke personligt på de sociale medier. Ingen hjemme i Teheran ved rigtigt, hvad der er sket med hende, endsige hendes bevæggrunde.
Sprællevende
Movahed har holdt en yderst lav profil; men det gør skuespillerne Sima Mobarakshahi og Yekta Khaghani ikke. De er sprællevende, når de tager et nålestik og bygger en teaterforestilling på en times tid over Movaheds handling og efterfølgende anholdelse med et narrativ, der på ingen måde ser hendes handling som en utilsigtet hændelse, tværtimod.
De to iranske skuespillerinder spiller henholdsvis Vida og forhørsleder på en af samme tid. Scenen er sat på Galloperiet, på Stadens Museum for Kunst på Christiania. Mobarakshahis stykke “Turquoise Hemlocks” om Movaheds handling og en skuespillers overvejelser om, hvorvidt den kan fremføres i Vesten, hvor de færreste forstår, hvad tvungen hijab er, sættes her op af Khaghani og Mobarakshahi. Det er Europa-præmiere.
Turquoise Hemlocks blev første gang og anmelderrost opført 26. april i New York på National Sawdust-teateret som del af årets Emruz Festival; i den intime lille teatersal på Galloperiet på Christiania, der er begrænset til et enkelt rum i den lille café, er der linet en 20-30 stole op, og scenen er et hvidmalet rum med en hvidmalet kasse, der gør det ud for strømforsyningskassen i Teheran, samt en skarpt lysende forhørslampe – that’s it.
Skuespiller og christianit Britta Lillesøe har taget sig en plads oppe foran i en rød fløjlssofa sammen med sin mand, Niels.
– Det er vigtigt, at jeg sidder, så jeg kan aflæse alle bevægelser og se selv den mindste mimik i deres ansigter. Det er sådan noget, der er vigtigt for mig, og som jeg lægger meget mærke til, når jeg ser et stykke. Det er sådan noget, jeg også kan, smiler Britta og forklarer videre, at hun som skuespiller lægger mærke til nogle andre ting end publikum, når hun skal vurdere, hvorvidt et teaterstykke er godt eller dårligt.
En særlig klasse for sig
De to iranske kvinder er et syn og en særlig klasse for sig på deres rejse gennem København. På vandringen over Christianias ujævne brosten er der noget virkeligt rørende og eksotisk over de to kvinder, der kommer til os med et budskab, der er alt andet end det, vi kender!
Begge leverede de 2.-3. august tre forestillinger på Galloperiet af én times varighed. Det var et altopslugende drama, hvor der for en gangs skyld blev gået helt ind i detaljen i et ellers lukket og brutalt slukket fælles indespærret kvindesind.
Og ja, det virker; det virker også her i Europa – kollektivt endog på flere professionelle planer – kan det konstateres, da Britta Lillesøe flere rækker fremme i sofaen med et koncentreret blik rettet mod slutscenerne i Turquoise Hemlocks distræt tørrer en tåre bort af kindbenene.
– Deres forskellighed komplementerer hinanden godt og får det til at virke. Det lever og bliver virkeligt godt, fortæller Lillesøe efterfølgende, da tæppet falder, og talen falder på de to meget forskellige skuespillerinder med deres tilsammen fire roller stadig svævende frit rundt i rummet og luften: Yekta Khaghani med sin brutale og fandenivoldske Frida Carlo-skønhed spiller eminent skuespil for publikum, og i bedste powerkvinde-format får Yekta tilskueren til at sidde tryllebundet.
– Jeg var der, siger hun – en enkelt dansk sætning i den ellers engelsksprogede opsætning af Turquoise Hemlocks, der er oversat fra Farsi af Siavash Saadlou.
Men den her ene danske sætning har Khaghani øvet sig på at sige for at rette forestillingen ind efter geografien.
“Jeg var der.” Og det lyder vildt sødt og komisk, da hun i dagene op til premieren øver sig og særligt trækker ordet var ud i en lang stærkt vokal mørk arm gennem munden.
Skabt til et filmlærred
Sima Mobarakshahi, der har drømmestøv i sine slørede filmstjerneøjne, leverer en mere-over-i-den-anden-grøft-yndefuld præstation.
Det er nu næsten 20 år siden, at hun var en purung pige, nærmest bare en børnestjerne hjemme i Teheran, hvor hun er uddannet på byens kunstuniversitet sammen med Yekta. I dag er det en voksen kvinde, vi ser stå på scenen, skønt hun stadig ser ung ud, og bag de slørede filmstjerneøjne, der efter temperament kan sende stjernestøv og afmålt sarkasme ud, lurer der skam også nu om dage en benhård manuskriptforfatter, for det er Sima, der står bag genistregen Turquoise Hemlock.
I dag er der fuld smæk på hendes skønhed og nøje tilrettelagte præcision i mimik og bevægelser her i hendes ungdoms efterår. Hun er som skabt til et filmlærred, ingen tvivl om det!
Turquoise Hemlocks kan streames gratis på Christiania TV’s YouTube-kanal; stykket burde vises på gymnasier og højere uddannelsesinstitutioner i Danmark.
Det belyser den grundlæggende og personlige uretfærdighed i hele kvindeundertrykkelsesproblematikken overalt på kloden og i en tid her i Vesten, hvor politik er blevet så meget fedtet ind i religion og derfor har gjort det så svært for den enkelte lærer overhovedet at turde se sig selv i stand til at oplyse om de værdiforskelligheder, der er mellem forskellige trossamfund uden at risikere måske – og ingen bydel er sikker nok – at blive stillet personligt til regnskab i form af stump vold og drabsforsøg.
Hvor vil jeg ønske, at alle eksisterende guder og folkelige kræfter beskytter dem, forsvarer og bevarer dem. Så vi kan få lov at se dem. Turquoise Hemlocks understreger, at ingen mennesker er lige, før alle mænd og kvinder er lige frie. Det handler om at se, vigtigst af alt at forstå det store i det små.
Når pioneren – en ung kvinde – smider sin hovedbeklædning på en elektrisk boks af strømforsyning som et startskud, så lukker hun måske ned. Men alting huskes, intet glemmes! Se stykket!
De var der. Jeg var der. Så nu er jeg her. Se, hør og lyt! Det gør ondt at lade være. Noget solskin og vind i håret ejes af alle. Men så alligevel ikke.
– ’Turquoise Hemlocks’ af Sima Mobarakshahi
– Skuespil og instruktion: Sima Mobarakshahi og Yekta Khaghani
– Galloperiet – Stadens Museum for Kunst, 2. og 3. august 2024
– Kan strames via Christiania.tv
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
