Udtalelse
Posttraumatisk Stresssyndrom (PTSD) er en forsinket reaktion på en traumatisk begivenhed af exceptionelt truende karakter.
Den er blandt de tre lidelser, som påvirker funktionsniveauet målt i sygedage mest, og den er den psykiske lidelse, der hyppigst er årsag til dansk førtidspension for personer over 40 år.
Det fandt man ud af i henholdsvis en undersøgelse fra 2011 udarbejdet af World Health Organization (WHO) og i en dansk undersøgelse fra 2022 udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), skriver Ugeskrift for Læger.
I det danske sundhedssystem benyttes stadig definitionerne i det europæiske diagnosesystem ICD-10 fra WHO, hvor PTSD hedder F43.1 Posttraumatisk belastningsreaktion (se diagnosekriterierne i ovenstående artikel). WHO har dog nu vedtaget et opdateret system, ICD-11, som der er spændende nye perspektiver i, og som i løbet af de kommende år vil blive implementeret i Danmark.
I min mangeårige research på dansk social- og beskæftigelsespolitik og forvaltningen af den er jeg også ofte stødt på utallige cases, hvor mennesker har søgt om forsørgelsesydelser i jobcentersystemet med PTSD som en del af baggrunden for deres nedsatte arbejdsevne. Men jeg har også set PTSD som en af de afarter af systemstress, som mange mennesker får i selve mødet med jobcentersystemet. Så tidligt som i 2014 berørte jeg og en medforfatter det i min bogantologi Et liv i andres hænder.
Det har været et tilbagevendende tema, at mennesker, der frekventerer systemet, traumatiseres af det, jo længere tid de har været fastholdt i det. Tidligere i år anmeldte jeg i Arbejderen privatpraktiserende socialrådgiver Karin B. Nissens bog Systemstress – når mødet med systemet stresser dig.
På den baggrund var jeg nysgerrig efter at læse den danske forfatter Naja Marie Aidts nye roman Øvelser i mørke, som også berører et tema omkring traumer og PTSD. Den er hendes første bog siden 2017, hvor hun udkom med romanen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog; en bog om sorgen og chokket over, at hendes søn Carl døde i en ulykke i 2015.
Ringe af vold og mørke
Øvelser i mørke er en på samme tid sørgelig, gribende, særegent smuk og opbyggelig bog. Den handler om en i begyndelsen 57-årig, kvindelig jegperson. Hun arbejder som pædagog i en børnehave og er glad for det. Hun har ikke noget navn, og hun placeres ikke ind på et konkret geografisk landkort. Men hun forsynes med en historie med en kompliceret familiehistorik, en masse gamle traumer og fire gode, jævnaldrende veninder.
Hun har haft en både fysisk og psykisk voldelig far. Han er nu død, men hans voldelige tilstedeværelse i hendes barndom har påført traumer og skam til hele familien. Hendes mor svigtede hende allerede som barn og sagde aldrig fra over for manden eller forsvarede de tre børn, bortset fra at hun altså på et tidspunkt gik fra ham og lod sig skille. Morens egen mor var, som jeg læser det, også voldelig.
Som ung kvinde blev jegpersonen også voldtaget af en mand. Hendes to søstre har ligesom hun selv været påvirket af en opvækst med den voldelige far og den tavse mor. De forskellige familiemedlemmer bliver hver især traumatiseret og reagerer med blandt andet misbrug eller selvmordsforsøg. Hendes yngste søster får et narkotikamisbrug og ender med at dø af det. Om det er selvmord eller ej, står hen i det uvisse.
Sygemeldt med PTSD
Bogens handlingsforløb sættes an, da jegpersonen i februar måned er kommet hjem efter første session traumeterapi hos en psykiater, som hun kalder PTSD-manden.
Hun er blevet sygemeldt på grund af et nyt trauma, som hun har fået tre måneder tidligere. Hvad der præcist er sket, skal jeg ikke afsløre her, men både hun selv og en anden kvinde har været i livsfare, og den anden kvinde er afgået ved døden. Som posttraumatisk reaktion på det nye trauma gemmer hun sig blandt andet fra tid til anden under sit sofabord med angst, har mareridt, er hyper på vagt, er irritabel og kan ikke sove normalt.
Det nye trauma ribber op i gamle traumer, som alle indeholder mere eller mindre fortrængt mørke. “Øvelser i mørke” er Naja Marie Aidts udtryk for traumeterapien, som består af gradvis udsættelse for det mørke og trauma/traumer, som jeget fortrænger. Så vidt jeg forstår, er det en form for psykoterapi, som også findes i virkeligheden.
Bogen følger hende gennem et helt år frem til februar året efter. I den periode får hun 40 sessioner traumeterapi. Bogen beskriver hendes gentagne bevægelser i forbindelse med blandt andet denne terapi: 40 gange tager hun bussen ud til psykiateren og hjem igen. 40 gange i terapien går hun langsomt et lille skridt længere ind i sit traumatiserede sinds mørke, hvor hun fortæller psykiateren om sine traumer i nutid.
Hun må begynde med at finde de gamle traumer frem, hun sætter ord på, hun øver sig i at sætte grænser, og først til sidst er hun i stand til at gense det sidste traumested og at se det sidste traume i øjnene – at gå helt ind i og forholde sig til det inderste mørke.
Sygedagpenge kan hun kun få i 22 uger, hvilket svarer til de aktuelle regler efter dansk sygedagpengelovgivning i virkeligheden. Herefter er hun heldig at få seks måneders løn efter at være blevet fyret. Den klarer hun sig med nød og næppe for ved at leve spartansk.
Romanen beskriver ikke hendes møde med jobcentersystemet. Derimod rummer den – ud over terapiforløbet – den afslutning, at hun lige så stille begynder at arbejde igen, da hun har færdiggjort sin traumeterapi. Hun har fået et halvtidsjob i sin venindes blomsterbutik, og veninden hjælper hende langsomt ud i lyset og livet igen.
Naja Marie Aidts fokus er på at beskrive den eksistentielle betydning af vold mod kvinder og de traumer, det kan medføre. Hun tegner et portræt af det almenmenneskelige ved vold og traumer, som, vi ved, mange kvinder udsættes for i løbet af livet.
Samtidig har hun valgt at lade hovedpersonen være sidst i 50 årsalderen – en alder, som for mange kvinder er svær, og hvor der typisk sker rigtig mange forandringer i livet både for dem selv, deres pårørende og omgangskreds. Mange begynder at blive syge og få svært ved at følge med i det tempo, der kræves på arbejdsmarkedet i dag. Det er overgangsalder, midtvejskriser, måske forældre eller andre familiemedlemmer, der bliver syge eller dør.
Handlingen i jegpersonens historie er vævet ind i og sammen med historierne om de fire veninder, de øvrige familiemedlemmer, kvinderne i hendes opgang, børn i børnehaven, dagbogsnotater, anekdoter, et digt, blomster og blåregn, der slynger sig op og ned imellem etagerne i hendes opgang, hvor der bor kvinder i forskellige livsaldre. Ligeledes indgår fortid og nutid i en al-tid. Alle spejler de hendes egen historie, og hun spejler deres.
Sprækker med lys
Vejen ud af mørket går gennem mørket, parallelt med at hun behøver det lys, som kan komme igennem selv nok så små sprækker.
Venindernes kærlighed til hinanden og til hende – og hendes den anden vej – er sådanne små sprækker med lys. Hendes levende søster og andre familiemedlemmer, en afdød lægemorfar, som var god ved hende og viste hende omsorg som barn, børn fra hendes børnehave og kvinder fra opgangen er også sådanne sprækker med lys.
Til en af de sidste sessioner spørger hun psykiateren om, hvad det er, der har gjort, at hun har overlevet så mange traumer, når for eksempel hendes yngste søster ikke gjorde det:
Må jeg spørge dig om noget?
Han nikker venligt.
Hvorfor er jeg ikke blevet mere ødelagt af alt det lort, jeg har været igennem i mit liv?
Fordi du har fået noget kærlighed og stabilitet indimellem, siger han. Fra din morfar, dine søstre, din eksmand, måske?
Og Annie, siger jeg. Mine venner.
Derfor, siger PTSD-manden. Og fordi du bevidst har arbejdet hårdt for, at dine børn skulle have det godt, du har bevidst valgt ikke at føre volden videre til dine børn, og du har arbejdet hårdt for at få det bedre, da du blev alvorligt syg efter overfaldet. Men kærligheden og omsorgen er afgørende, og nogle gange er det nok med små doser af begge dele. (Fra side 206-207.)
Hans svar er vigtigt. Det er samtidig bogens vigtigste præstation: At den viser, at det er muligt at bryde voldsspiraler og behandle traumer. Den viser de sprækker, hvorigennem lyset kan finde vej.
Der skal ikke ret mange momenter lys til, før man som menneske kan overleve endog ret meget. Hjertelig tak til Naja Marie Aidt for at skrive lyset ind!
Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke. Gyldendal. Udkom 2. februar 2024. 260 sider. Vejl. pris: 299,95 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
