Udtalelse
Billy Elliot er Det Kongelige Teaters store musical i Operaen denne vinter. Forestillingen er visuelt meget vellykket, og med musik af Elton John kan man være sikker på en god aften i de meget smukke rammer på Holmen.
Musicalen behandler store og vigtige emner, der spænder fra solidaritet, sammenhold og klassekamp over sorg og savn til kønsstereotyper, mønsterbrydning og retten til at være den man er. Sidstnævnte er temaer, der er velkendte for både manuskriptforfatter Lee Hall og komponist Elton John.
Den historiske ramme er Nordengland i 1984-1985, i en lille mineby der er i knæ under Margaret Thatcher-regeringens beslutning om at lukke de statsdrevne kulminer. Minearbejderne svarer igen med strejker og blokader og har voldsomme konfrontationer med politiet.
11-årige Billy har mistet sin mor og bor sammen med sin far, storebror og halvdemente bedstemor. Billy savner sin mor, og hun dukker af og til op, når Billy er alene. Billys far og bror er i forreste række i kampene mod ordensmagten, og frustration, afmagt og konflikter fylder selvsagt meget i hjemmet, hvor Billy vokser op. Sammenholdet blandt de strejkende minearbejdere er stærkt, og vreden og foragten mod skruebrækkerne er stor. De marcherer i protest, og de blodrøde faner mod alt det grå er et scenisk stærkt symbol på minearbejdernes fællesskab.
Hvornår bliver “sagen” større end ansvaret for at bane vejen for sine børn, og hvor meget skal man være villig til at ofre for at gøre det rigtige?
Netop fællesskab er et gennemgående tema i forestillingen. Fællesskabet som den styrkende sammenhængskraft mellem mennesker. Når vi står sammen, står vi stærkest. Men også fællesskabet som en normgivende spændetrøje, der kan undertrykke alt, der er anderledes og gøre det umuligt at følge drømme, der ikke ligner de andres.
Billy gør som de fleste andre drenge i byen, han går til boksning. Ikke fordi han kan lide det, men fordi det gør rigtige drenge. Uviljen mod at slå og blive slået plager Billy og er endnu et element i tilværelsen, han ikke kan glæde sig over.
Et lyspunkt i Billys tilværelse er hans tætte relation til sin bedstemor. Hun fortæller Billy om, hvordan hun brugte fest og dans som en måde at håndtere livet med en drikfældig og voldelig ægtemand. Når de drak og dansede, var det hele til at holde ud. De skulle bare have danset mere.
Heldigvis opdager Billy, at han kan danse, og at han elsker det – godt hjulpet af danseskolelærerinden Fru Wilkinson, spillet af Anette Heick. Med denne opdagelse kommer en sprække af farve ind i Billys liv og bliver til at kald. Billy vil danse!
Det bliver til en kamp for retten til at være den, han er. En kamp mod stereotype opfattelser af hvad drenge kan, og som Billy er ret alene i. Lige indtil han opdager, at hans bedste ven Michael kan lide at gå i sin søsters kjoler. Så eksploderer verden i farver og pailletter, og de to skaber sammen et univers, der står i skarp kontrast til den grå minestøvsdækkede betonverden, de lever i, omgivet af misforstået maskulinitet. På scenen danser enhjørninger i alle regnbuens farver omkring med de to drenge, og det er tydeligt, at verden bliver større for dem begge i dette smukke øjeblik.
Men når dansen er slut, vender den grå og barske virkelighed tilbage, og i den er der ikke plads til drenge, der danser. Billys far vil under ingen omstændigheder give Billy lov til at gå til optagelsesprøve på balletskolen. Lige indtil han en dag ser Billy danse. Det skaber nye dilemmaer, for hvordan kan man være solidarisk med sine strejkende kolleger, når den eneste måde, man kan tjene penge til sin søns balletskole, er at begynde at arbejde igen – at blive skruebrækker? Hvornår bliver “sagen” større end ansvaret for at bane vejen for sine børn, og hvor meget skal man være villig til at ofre for at gøre det rigtige? Det bliver en kamp mellem forældreansvar og idealisme, som illustreres stærkt i et opgør mellem Billys far og storebror.
Billy bliver spillet helt enestående af 13-årige Silas Santin, et kæmpe dansetalent, som er meget troværdig i rollen. Derudover skal fremhæves Vilhelm Kroner Ingvald i rollen som Billys ven Michael. De to sammen er meget underholdende. Anne-Marie Helger i rollen som halvdement bedstemor er både rørende og meget morsom.
Der er dog nogle enkelte hår i suppen, som – på trods af den helt fantastiske opsætning – påvirker helhedsindtrykket. Det ene er dialogen. Det er, som om den indimellem tumler lidt google-translate-agtigt derudad. Der er for mange direkte oversættelser fra det engelske manuskript, som ender med nogle vendinger og formuleringer, man næppe ville bruge på dansk. Det er synd, for uanset talent kan man aldrig spille bedre end manuskriptet tillader.
Det andet er lyden på især Santins vokal, når orkesteret gi’r den gas. De overdøver ham simpelthen, en teknikalitet, som det må være muligt at rette, og som intet har med Santins talent at gøre. Men med så meget nerve i sangteksterne er det virkelig ærgerligt, at ordene drukner i musikken.
Musical – Billy Elliot
Det Kongelige Teater – spilleperiode 21. november 2024 til 12. januar 2025
Instruktør Heinrich Christensen
Medvirkende Silas Santin, Anne-Marie Helger, Annette Heick, Mads Rømer Brolin-Tani, Morten Lindemann Olsen med flere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
