I strid med grundloven?
Under Første Verdenskrig skulle Lenin have udtalt, at krig er en frygtelig ting, en frygtelig indbringende ting, og det bekræfter Poul Duedahl tydeligt i sin bog “Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger”.
Det tog ikke lang tid efter krigens udbrud, før de såkaldte gullaschbaroner (i Danmark, red.) fandt ud af, at der var penge at tjene ved at sælge gullasch på dåse til de tyske soldater. Da man hurtigt løb tør for oksekød, gik mange over til at bruge tunger, lever, nyrer, hestekød og sågar selvdøde dyr. Hygiejnen tog man heller ikke så tungt på, og det endte med, at indholdet i dåserne bestod af pilråddent kød, som soldaterne fik diarré af. I nogle tilfælde eksploderede dåserne ligefrem. Enkelte af fabrikanterne blev dømt, og en af dem fik som tillægsstraf, at han under sit ophold i tysk fængselsvæsen ikke måtte få anden føde end sin egen kasserede gullasch.
Bogen er omfattende og bringer meget nyt stof frem. Sine steder er den ligefrem underholdende.
Mens spekulanterne skovlede penge ind, oplevede den jævne befolkning social armod. Arbejdsløsheden voksede, og priserne på de mest elementære forbrugsvarer steg med rivende hast. Reallønnen faldt, fordi den blev holdt nede af en femårig overenskomst, som i 1916 blev forlænget med to år med socialdemokraternes velsignelse.
Varer som sæbe, the, kakao, chokolade og krydderier forsvandt helt fra butikkerne, fordi spekulanter eksporterede dem for at opnå en højere pris. De rige kunne altid købe dem på det sorte marked. Selv om der blev indført regler om, at visse varer ikke måtte eksporteres, brugte eksportører alle mulige fiduser for at omgå dem. Men på trods af at der blev indført en særdomstol, og over 1000 blev dømt, fortsatte det.
Det var ikke kun gullaschbaronerne, der tjente store penge, det gjorde også de, der spekulerede på Børsen og især med dampskibsaktier, da der blev brug for mange skibe til at transportere varer ind og ud af Danmark.
Det var så god en forretning at være gullaschbaron og børsspekulant, at der efterhånden var over 300 millionærer i landet. Bogen giver et livligt billede af deres liv i sus og dus på byens restauranter, hvor de smed om sig med penge. En enkelt middag kunne nemt koste, hvad en arbejder tjente på et helt år. De købte også godser, store villaer og indrettede sig dyrt med masser af antikviteter og kunst.
Man forstår godt, at en arbejdsløshedsdemonstration den 11. februar 1918 stormede Børsen. Under stormen råbte en af lederne, Poul Gissemann, i børshallen: “Kan I så se at komme ud, alle I slyngler, tyveknægte og banditter!” og man erklærede, at “spillebulen er lukket af de arbejdsløse”. De arbejdsløse var velforsynede med fastelavnskøller, som blev brugt til at knuse borde og stole, og de benyttede også lejligheden til at rive værdipapirer i stykker.
Men i 1918 da krigen sluttede, ramlede det hele. Aktiekurserne styrtdykkede, og mange gik fallit og mistede alt, hvad de ejede. Nu var det slut med at bo på de fine godser og køre rundt i dyre biler. En del blev dømt og havnede i fængsler, andre flygtede til udlandet, og enkelte begik selvmord.
Banker og kreditorer led store tab, og et af resultaterne blev Landmandsbankens fallit i 1922. En række af bankens ledere blev retsforfulgt for at have spekuleret og blev dømt for bedrageri. Bankens direktør, Emil Glückstadt, nåede ikke at blive dømt, da han døde under varetægtsfængslingen.
Bogen er omfattende og bringer meget nyt stof frem. Sine steder er den ligefrem underholdende, og de mange fotos og illustrationer er med til at gøre den levende.
Poul Duedahl: Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger. Gads Forlag. 388 sider. 350 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
