Kenneth Haar er kendt fra Arbejderens spalter som blogger. Derudover har han siden 2008 arbejdet for tænketanken Corporate Europe Observatory (CEO), som er hjemmehørende i Bruxelles og beskæftiger sig med lobbyisme – ikke mindst virksomheders lobbyisme – i forhold til EU-systemet. Det har han nu skrevet en bog om, som blev præsenteret i denne uge ved et offentligt møde i Aarhus.
EU har et voksende demokratisk underskud, hvor hensynet til konkurrenceevenen får lov til at skubbe alle mulige andre samfundshensyn til side.
Kenneth Haar
“Jeg har længe tænkt, de mange erfaringer med måden EU fungerer på, og hvad der ofte driver værket, som CEO har høstet gennem tiden, kunne bruges til mere end de meget tidsbundne rapporter og artikler, som vi udgiver. De kan også bruges til at fortælle en større historie om EU. Det er motivet bag denne bog,” skriver Kenneth Haar i forordet.
Kapitalens Europa. Lobbyisterne, konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud er den mundrette titel på bogen, som er udgivet af Oplysningsforbundet Demokrati i Europa (DEO).
Bogen er både en analyse og en fremstilling af EU’s nyere historie, og af hvordan erhvervsinteresser har været med til at gøre EU til en statsdannelse, hvor konkurrenceevne er det altdominerende mål. Det er denne konkurrencestat, hvor op mod 30.000 lobbyister fra erhvervslivet spiller en helt central rolle, som Kenneth Haar vil skildre.
Han understreger, at det ikke er “klassiske lobbyister”, som dukker op, når en lov er fremlagt. Nej – i EU-systemet spiller “rådgivere” fra erhvervslivet en stor og vigtig rolle fra lovens indledende fase.
Og selv om EU-kommissionen bliver kritiseret, når de laver rådgivende udvalg, som kun består af repræsentanter fra industrien, så fortsætter systemet uanfægtet.
– Når man fremfører kritikken overfor Kommissionen, lyder svaret gerne: “Vi er til for at sikre, at virksomheder får de bedste forudsætninger – og det ved erhvervslivet nu engang bedst selv, hvordan det skal gøres”, forklarer Kenneth Haar.
– Opfattelsen hos Kommissionen er, at EU’s mandat først og fremmest er at sikre, at det indre marked får de bedst mulige forhold.
Han håber, at bogen vil være med til at stimulere en diskussion om EU.
– Som jeg ser det, har EU et voksende demokratisk underskud, hvor hensynet til konkurrenceevenen får lov til at skubbe alle mulige andre samfundshensyn til side, lyder det fra Kenneth Haar.
– Mange – også på venstrefløjen – har haft en illusion om, at EU skulle være med til at regulere de store virksomheder, men det er ikke det, som foregår. Tværtimod er EU sat i verden for at sikre, at de store virksomheder har det så godt som muligt.
Kenneth Haars bog kan købes ved henvendelse til DEO. Den er på 208 sider og koster 175 kroner eksklusiv forsendelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.