Det første man møder på udstillingen ”Lee Miller – Fotograf – Ikon – Surrealist” i Den sorte Diamant, er en stor fotostat, hvor hun står sammen med Picasso, som hun kendte godt og fotograferede mange gange, blandt andet til en bog, som hendes mand Roland Penrose skrev om ham. Picasso har også malet flere portrætter af hende – at hendes omgang med ham også interesserede den engelske efterretningstjeneste, vil vi komme tilbage til.
I maj 1945 tog hun sammen med den amerikanske fotograf David E. Scherman til koncentrationslejrene Dachau og Buchenwald efter at disse var blevet befriet.
Lee Miller blev født i New York i 1907. Ved et tilfælde blev hun i 1927 fotomodel i modebladet Vogue, og her igennem vaktes hendes interesse for fotografiet. I 1929 rejste hun til Paris, hvor hun opsøgte fotografen Man Ray og blev hans elev og elskerinde for en kortere periode, og sammen med ham udviklede hun en særlig teknik, hvor negativet blev eksponeret to gange. Hun engagerede sig i den surrealistiske bevægelse og lærte mange kunstenere at kende som for eksempel digteren Paul Eluard og maleren Max Ernst, som hun havde kontakt med resten af sit liv.
Allerede i 1930 etablerede hun med succes sit eget atelier i Paris, men da hun brød med Man Ray i 1932, flyttede hun til New York. Her blev hun en efterspurgt mode- og portrætfotograf til forskellige blade. Men opholdet i New York varede heller ikke længe, for i 1934 blev hun gift med en ægyptisk forretningsmand og flyttede til Cairo. Her genoptog hun langsomt fotografiet og lavede en række af sine kendte surrealistiske fotos. Ægteskabet holdt ikke så længe, for i 1937 mødte hun den engelske kunstsamler Roland Penrose, som hun i 1940 flyttede sammen med i England. Her boede hun indtil sin død i 1977.
Lee Miller er især kendt for, at hun under anden verdenskrig blev akkrediteret som krigsfotograf for Vogue. Hun kom til Normandiet kort efter D-dag og fulgte de engelske tropper hele vejen igennem Tyskland. I maj 1945 tog hun sammen med den amerikanske fotograf David E. Scherman til koncentrationslejrene Dachau og Buchenwald efter at disse var blevet befriet, og udstillingen viser rystende fotografier herfra. Hendes mest berømte billede er et, hvor hun ligger i Hitlers badekar i hans lejlighed i München den 1. maj 1945 og har anbragt sine beskidte støvler foran det som en hån. Oplevelserne under krigen påvirkede hende psykisk, og det var begrænset hvor meget hun fik fotograferet efter den tid. Til sidst holdt hun helt op og blev i stedet en anerkendt madskribent til blandt andet Vogue.
Udstillingens 100 fotos er kronologisk ophængt i fem rum, der dækker forskellige perioder. Derudover ligger der i montrer en række dokumenter og blade. Der har tidligere været udstillinger med hendes værker på Øregård Museum i 2014 og i 2018 på Det nationalhistoriske Museum på Fredensborg Slot, som viste næsten 100 fotografier fra hendes ophold i Danmark fra 18. maj til 21. juni 1945.
I 2009 kom det frem at den engelske efterretningstjeneste MI5 fra 1941 havde overvåget Lee Miller, blandt andet på baggrund af at en af hendes kolleger på Vogue anonymt over for MI5 havde påstået at hun var kommunist. Selvom MI5 senere konkluderede at hun havde socialistiske sympatier, og ikke som sin ven Picasso var kommunist, og heller ikke sovjetisk agent, fortsatte man alligevel langt op i 50’erne med at åbne hendes post og opdatere hendes sagsmappe, selv om hun levede et stille liv ude på landet.
Lee Miller regnes for en af de væsentligste fotografer i det nittende århundrede.
Det kgl. Bibliotek. LEE MILLER – Fotograf. Ikon. Surrealist. Kan opleves frem til 14. januar 2023
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.