Lasse Diding er ikke kun kendt i Varberg som ejer af de to fantastiske hoteller Havanna og Gästis, indstifter af Leninprisen og manden bag Leninbad og Leninland. Han er kendt over hele Sverige, blandt andet i kraft af den bog som journalist Per Nygren har skrevet om ham: ’Lasse & Lenin’, som er udkommet i flere oplag.
Bogen der er på 359 sider fortæller historien om Lasse Diding og hans familie, liv og virke som hotelejer og kulturperson. Da pladsen er begrænset, bliver der her fokuseret på den politiske side af Lasse Didings liv – og ikke mindst på hans fascination af Jan Myrdal.
Lasse Diding var som ung med i Göteborgs FNL-gruppe (solidaritetsgruppe der støttede vietnamesiske Front National de Libération, også kendt som Viet Cong) da han i ungdommelig begejstring foreslog at man skulle lave et kaffelotteri og samle penge ind til aktioner. Men kammeraterne så med mistro på Lasses forslag, for alt som lugtede af kommercialisme blev der rynket på næsen af. Historien siger noget om Lasse Didings ukonventionelle form for venstrefløjs-aktivisme! Han er ikke bange for at smudse fingrene med kapitalistiske greb hvis det gavner den politiske sag. I bogen fortælles om hvordan Lasse Diding fik fingre i hotellerne, om de enkle forretningsprincipper der har gjort ham til mangemillionær. Og hvordan han bruger sine politiske synspunkter i markedsføringen af sine hoteller.
I sin ungdom flagrede Lasse fra universitet til universitet hvor han studerede historie og svensk, men endte med at læse til, og senere tage arbejde som, lærer. Han flagrede også fra maoistorganisation til maoistorganisation og provokerede tit kammeraterne fordi han ville bestemme.
Besat af Jan Myrdals skriverier
Allerede i sin tidlige ungdom blev han fascineret, ja nærmest besat af Myrdals skriverier og siger flere gange at Myrdal er den person der har betydet mest i hans liv.
Som dansker havde jeg ikke styr på Jan Myrdal, men måtte researche lidt.
Ifølge Den Store Danske var Jan Myrdal søn af Alva og Gunnar Myrdal (berømte socialdemokratiske diplomater og Nobelprismodtagere). Jan Myrdal blev især kendt uden for Sveriges grænser for de to bøger ’En illoyal europæers bekendelser’ (1987), der gjorde op med de passive intellektuelle, og bogen ’Fra en kinesisk folkekommune’ (1965) – en, efter nogens mening, for loyal interviewbog.
Myrdal praktiserede den erklærede illoyalitet i et livslangt opgør med det socialdemokratiske system i Sverige. Herunder hans egne forældre der repræsenterede dette system.
I en række barndomserindringer fastholdt Jan Myrdal foragten for sine berømte forældre – ”men fremstillede den (foragten, red.) med en så præcis gengivelse af drengens oplevelse, at barnets ægthed kommer til at overskygge den voksne forfatters illoyalitet”, fremgår det af Den Store Danske.
Lenin skaber konflikter
I 2008 fik Lasse Diding ideen til Jan Myrdal-selskabet og Leninprisen (og sammenkædningen af de to), og med vanlig effektivitet fik han ført disse projekter ud i livet, blandt andet med hjælp fra sine gamle maoistvenner.
Sammenkædningen af Jan Myrdal og Lenin undlod ikke at skabe debat og konflikter. Da Mattias Gardell, professor i religionshistorie, som den første i 2009 takkede ja til at modtage Leninprisen, gik Peter Englund fra Det Svenske Akademi (trotskist i sin ungdom) voldsomt til angreb på prisen og oprettede i protest sin egen Pol Pot pris.
Flere kunstnere, der var nomineret til Leninprisen, afslog tilbuddet med henvisning til navnet.
Tidligere modtagere af Leninprisen er blandt andre: Mikael Wiehe, Jan Guillou, Nina Bjørk (forfatter til ’Kvindelighedens maskerade’), Sven Lindqvist og Mikael Nyberg.
På et tidspunkt afviste Jan Myrdal at lægge navn til prisen. Han var uenig med nomineringen af journalist Åse Linderborg til prisen da hun havde kritiseret Myrdal for has ’tolerance’ i forhold til at visse arbejdere stemte højrenationalistisk. Hun og flere andre kritiserede Myrdal for ”at miste det antifascistiske blik”.
Det er baggrunden for at Prisen i en periode kun hed Leninprisen. Og først i år vendte tilbage til sit oprindelige navn Jan Myrdals store pris – Leninprisen.
Lenin – markedsføring eller ægte sympati?
Er den store fokus på Lenin et pr-stunt, eller er der tale om ægte politisk sympati fra Lasse Didings side? Hertil svarer Lasse Diding: ”Når det gælder mit politiske engagement, min kommunisme, så er den helt alvorlig, i dybet af min sjæl. Som 16-årig blev jeg en del af den yderste venstrefløj (…) med Marx og Engels, Lenin, Stalin og Mao, marxismen-leninismen. I det store og hele havde vi ret. Vi havde ret om Vietnam, og vi havde ret i at kapitalismen er skadelig og skaber store ulighedskløfter i samfundet. Oktoberrevolutionen var et hæderligt udtryk for viljen hos en gruppe mennesker til at vælte tidens største tyran over ende. (…) Lenin vovede at tage magten, væltede det russiske slavesamfund og gjorde en ende på første verdenskrigs menneskeslagtning” (s. 141).
Hvis man vil have fingre i denne stærk underholdende bog, så tag toget til Varberg og tjek ind på Hotel Gästis. Man får bogen gratis i receptionen!
Lasse & Lenin
359 sider
Per Nygren, journalist, 2021
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.