Hvert år udstiller maleren og tegneren, Grete Folman sine værker i det lokale kulturhus “Brønden” i Brøndby Strand.
Men i år nåede Grete Folmans kunst kun at være udstillet i nogle få timer.
Kulturhusets ledelse besluttede nemlig – uden at orientere Grete Folman – at fjerne hendes collager, og satte en jurist fra kommunen til at vurdere billederne.
“Vi sir’ nej til folkemord”-collage hevet ned
De fire collager har nemlig Gaza som tema, og er kritiske overfor Israel.
En af collagerne viser en ung palæstinenser med et flag med teksten: “Vi sir’ nej til folkemord”
En anden collage viser Israels premierminister, Benjamin Netanyahu stå midt i en masse sønderbombede bygninger i Gaza. Teksten er: “Vi vil kæmpe til sidste palæstinenser”.
Det er helt bevidst, at Grete Folman har valgt at sætte fokus på netop Gaza.
– Jeg ville gerne sætte fokus i offentligheden på det folkemord, der foregår. En række internationale menneskeretsorganisationer og FN fordømmer Israels folkemord. Men den danske regering og store dele af det officielle Danmark ser igennem fingre med folkemordet, fortæller Grete Folman til Arbejderen.
Derfor glædede hun sig til at vise sine værker frem, da hun tog i kulturhuset den 2. december for at hænge sine collager op i kulturhuset.
Da hun besøgte kulturhuset igen to dage efter, var hendes collager taget ned.
“Voldsomme” og “politiske” billeder
En uge efter hendes Israel-kritiske kunst var blevet fjernet, modtog Grete Folman en mail fra kommunen:
“Som vi talte om forleden, har vi haft kommunens jurister til at vurdere, om vi kan udstille dine 4 billeder i Brønden. Og det kan vi ikke med baggrund i deres politiske og grafisk voldsomme karakter”, skriver Brøndby Kommunes Kulturforvaltning i en mail til Grete Folman.
Kunstneren undrer sig over begrundelsen.
– Collagerne er ikke mere voldsomme end de billeder, vi dagligt kan se i fjernsynet. Det virker som om ledelsen og kommunen bare har ledt efter en undskyldning for at fjerne mine collager. Måske kan to af collagerne virke voldsomme på nogle mennesker, fordi de viser bombede bygninger og en såret dreng. Men så kunne kulturhuset have nøjes med at fjerne de to kunstværker og lade resten hænge, mener Grete Folman.
Hun uddyber:
– Den danske regering og det officielle Danmark mener ikke, at Israel begår folkedrab i Gaza. Derfor bliver alle stemmer, der forsøger at sætte fokus på Israels folkedrab forsøgt censureret.
I protest over, at hendes collager blev pillet ned, hængte Grete Folman et indrammet billede op samme sted med teksten: “Her hang et billede om Palæstina som biblioteket har fjernet uden mit vidende”.
Også dette billede blev fjernet i løbet af kort tid.
Nu vil Grete Folman i stedet forsøge at få hendes collager hængt op i Arbejderens lokaler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.