“Pludselig slutter fremtrædende venstrefløjsfolk deres fred med NATO, erfarne antimilitarister vil se tanks ved fronten, og unge aktivister demonstrerer for militære sejre. Er der opstået en venstreorienteret krigsbegejstring?”
Således hedder det næsten ironisk i præsentationen af en brandaktuel bog af den tyske forsker Peter Wahl, Krigen og Venstrefløjen, som netop er udkommet i dansk oversættelse. Den omtaler indledningsvis mest tyske forhold, men har klar adresse også til dansk venstrefløj.
Når man ser på situationen fra en internationalistisk synsvinkel og holder sig for øje, hvilke positioner det globale syd indtager, bliver det klart, at konsekvent fredspolitik for det 21. århundrede på ingen måde er tabt land.
Peter Wahl, forsker
Det er en kortfattet men analytisk, faktuel vurdering af krigene i Ukraine, og senest i Gaza og på Vestbredden, som giver plads til eftertænksomhed. Ikke mindst i beskrivelsen af dem i geopolitisk magtkampssammenhæng og af deres forhistorie og forløb i alle aspekter. Mange indfaldsvinkler kan fremhæves i bogen med den sigende undertitel: “indspark til omtanke”.
Ét af dem er, at skiftende USA-administrationer – og siden 1993 også FN-missioner – taler om RF2 (Rule to Protect) ’global governance’ i form af strukturtilpasninger til diktater fra Verdensbanken, IMF og Den Europæiske Centralbank om udsalg af nationale virksomheder. Og ’ret til intervention’ for at ’forebygge krig’ og ’forsvare menneskerettigheder’. Det er Irak-krigen et eksempel på.
Irak-krigen fordømmes
Historien om, at invasionen i Irak skete under det falske påskud om tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben, er velkendt. Også at dens mål var andre: At vælte den USA-fjendtlige leder Saddam Hussein, kontrollere oliefelter og sikre interessesfærer. Forud for interventionen var gået flere år med sanktioner, som blandt andet blokerede Iraks olieeksport.
Effekterne var forfærdende. En FN-rapport fra 1995 anslog, at omkring 500.000 børn var døde af sult og nød. Da den daværende amerikanske FN-ambassadør og senere udenrigsminister Madeleine Albright i TV-showet 60 Minutes i 1996 blev spurgt, om dette tal, som overgik antallet af døde børn i Hiroshima, var prisen værd, svarede hun:
– Jeg synes, det er et meget svært valg, men prisen – jeg synes det er prisen værd.
Når Irak er værd at nævne, skyldes det, som bogen angiver, at størstedelen af venstrefløjen afviste de imperialistiske krige i eksempelvis Irak og Libyen plus andre steder. Også Jugoslavien nævnes, men herhjemme var SF og Enhedslisten primært imod at sende F-16 fly til sønderbombning af Serbien, fordi der ikke var et FN-mandat.
Bogen anvender hyppigt ordet ’dobbeltmoral’, og det er også Peter Wahls dom over kovendingen, når det drejer sig om Ukraine. Han spørger:
“Er det moralsk forsvarligt at sende et uforudsigeligt antal mennesker i døden for at opnå Kievs officielle krigsmål eller endda bare en gunstig handelsposition, som desuden bliver mindre sandsynlig dag for dag? Er det moralsk legitimt at lade andre gå i døden, sådan som ledere, konger og herskere altid har ment, at de havde moralsk ret til at kræve?”
Og:
“Moralen anser det for kapitulation at afvige fra det maksimale mål, at give indrømmelser og søge kompromiser – alt sammen dyder, som demokratiet med rette lovprise for. Moral bliver således til kampmoral på fronten eller moral på hjemmefronten, som berettiger brug af alle midler, hvis den skal opretholdes”.
Ud af det blå i Ukraine?
Blandt ´Koalitionen af Villige’ i George W. Bushs Irak-krig deltog Ukraine ifølge bogen i 2003 med det sjettestørste troppekontingent. Venstrekræfterne hjemme og ude fordømte interventionen, som Wahl præcist betegner som et eksempel på en udmøntning af nutidens geopolitik: Det “internationale systems struktur og dynamik set i et magtpolitisk perspektiv”.
Peter Wahl forbigår ikke forhistorien til Ukraine-krigen, der især handler om USA’s 120 store baser verden over, (mens Rusland i dag har en håndfuld i tidligere sovjetrepublikker, én i Syrien og en halv i Niger), og NATO’s massive ekspansion mod øst og omringning af Rusland. Og heller ikke krigen mod de russiske separatister i Donbass, som ønskede selvstyre efter Maidan-kuppet i 2014. Eller forbuddet mod prorussiske og venstre-partier, russisk kultur og sprog i Ukraine. Også Vestens dobbeltspil omkring Minsk-aftalerne i 2014-15 og en ny aftale i 2022 behandles. Wahl tydeliggør sin ovenstående pointe:
“For den herskende opinion er blot det at tematisere krigens internationale kontekst nemlig allerede ’whataboutism’, det vil sige en afledning fra det, som den antager at være krigens afgørende omdrejningspunkt: Ruslands eneansvar. Den, der ikke føjer sig her, risikerer at blive udelukket fra de tilladte diskurser.”
“Når det passer til den officielle krigsbegejstring at se bort fra krigens geopolitiske kontekst – alt andet ville undergrave moralen på hjemmefronten – så er det en intellektuel falliterklæring, når venstrefløjsfolk gør det samme. Det er en hån imod ambitionen i venstreorienteret tænkning og dens rødder i oplysning og kritisk samfundsteori. Det er, som om man ville tale om Første Verdenskrig og fortie de imperialistiske rivaliseringer i Europa”.
Imperialismen som konkret begreb
I sin gennemgang af de største geopolitiske magter refererer Peter Wahl til IMF, der – sammen med Brasilien, Indien og andre – klassificerer Rusland som en af de “vækstøkonomer, ud fra hvis akkumulationsdynamik, der ikke kan afledes territorial ekspansionstrang”. Det er et kapitalistisk land, som ikke økonomisk-finansielt umiddelbart kan forbindes med imperialisme, som især er karakteriseret ved massiv kapitaleksport, markedskontrol og finansiel udplyndring af tredjelande.
Omvendt er vestlig kapitals masseopkøb af landbrugsjord og af nationale virksomheder i Ukraine veldokumenteret og skjules ikke af de vestlige medier – Danmark undtaget. Senest har den polske præsident Andrzej Duda i et interview bekræftet en rapport fra Oakland Institute og sagt, at store virksomheder fra Vesteuropa og USA ejer det meste af den industrielle landbrugsjord og at “billige landbrugsprodukter fra Ukraine er ødelæggende” for polske bønder. Udsalget fremmes af Kyjiv-regimets forbud mod kollektive overenskomster, der har åbnet arbejdsmarkedet for udbytning.
Wahl støtter ikke Putin-regimets angreb i februar 2022, men afviser at acceptere det som “punkt nul” i konflikten. Han forbinder Ruslands militære indgreb med især eksistensen af store russiske mindretal i tidligere sovjetrepublikker, hvor de ofte – som i Ukraine – er blevet diskrimineret længe før 24. februar 2022.
I den sammenhæng er brugen af ordet ’territorial ekspansionstrang’ en tvivlsom betegnelse, hvis man anerkender FN’s charter om retten til national selvbestemmelse på ønsket om selvstyre i Luhansk og Donetsk – og Krim. Sådan som venstrefløjen ellers gør det i Baskerlandet, Catalonien og Rojava.
USA og EU slår hånden af Putin
I tilgift gennemgår Wahl indgående Putin-regimets forsøg på at indgå partnerskab med USA og EU, blandt andet ved logistisk støtte til USA’s ’krig mod terror’ efter 11. september 2001. I 2007 indgik EU og Kyjiv en aftale om associering, hvilket var et slag mod og ignorerede de tætte økonomiske bånd mellem Rusland og Ukraine og de to store befolkningsgrupper i Ukraine som følge af den administrative og sociale integration i den tidligere fælles sovjetstat. Året før havde NATO-topmødet i Bukarest åbnet døren for optagelse af Ukraine og Georgien. For at bane vejen for en formel optagelse i NATO fremlagde USA i august 2021 en strategisk forsvarsramme med Ukraine efterfulgt af en formel aftale om strategisk partnerskab.
Bruxelles afviste et kompromis, selv om Rusland endnu i 2010 gik ind for trilaterale projekter: EU, Rusland og andre lande af det østlige partnerskab. Da aftalen med EU kom ud i stormvejr, og Janukovitch i 2013 opsagde den, startede Euro-Maidan-protesterne. EU’s udenrigsordfører Ashton og den tyske udenrigsminister Westerwelle besøgte dem. “For at forstå betydningen heraf, må man forestille sig, at den russiske udenrigsminister Lavrov eller hans kinesiske kollega ville tale til en demonstration mod forbundsregeringen ved Brandenburger Tor!”, skriver Wahl.
Bogen refererer til en FN-generalforsamlings resolution i marts 2023, hvor 143 lande fordømmer den russiske invasion i februar 2022. Heri forpligtes parterne også til “fredelig løsning af konflikten gennem politisk, dialog, forhandlinger, mægling og andre fredelige midler”.
Men flertallet hos Europas erklærede venstrefløj kræver betingelsesløs russisk kapitulation. Både i Tyskland og herhjemme er venstrefløjspartiernes kritik af proxykrigen i Ukraine næsten fraværende eller erstattet af krigsbegejstring i kor med magteliten og medie-mainstream. Det står i skarp kontrast til massedemonstrationerne mod Vietnam-krigen og opstillingen af mellemdistanceraketter i Europa i 70’erne og 80’erne. I 2019 opsagde USA INF-aftalen om forbud.
Krigen i Gaza og på hjemmefronten
Dobbeltmoralen i forhold til Ruslands invasion versus Israels folkemord i Palæstina er også til at føle på. Herhjemme har regering og folketing næsten énsidigt støttet Israel, mens tusinder af mennesker demonstrerer for et frit Palæstina flere gange ugentligt. Trods skrupelløs brug af antisemitisme-anklager er det ikke lykkedes at gøre krigsbegejstringen stor. I Tyskland mener 61% af befolkningen, at Israels krigsførelse i Gaza ikke kan retfærdiggøres, noterer Wahl.
Krigen i Ukraine, som Wahl stempler som Vestens proxykrig mod Rusland, støttes fortsat af Enhedslistens ledelse med våbenhjælp og sanktioner. Og udmeldingen om, at der p.t. ‘ikke findes alternativer´ sikkerhedspolitisk til NATO, og heller ikke til EU, gælder stadig.
Men først efter et halvt års tøven – og pres nede- og udefra – besluttede hovedbestyrelsen 20. marts i år, kort før det netop afholdte Ø-årsmøde, at de landsdækkende demonstrationer mod folkemordet i Gaza kunne anbefales. Et tidligere forslag om at støtte en Boykot Israel-kampagne, som føres af flere lokalafdelinger, blev afvist af hovedbestyrelsen, men fik nu flertal på årsmødet.
Det har også vakt røre, at såvel Pelle Dragsted som udenrigsordfører Trine Pertou Mach, udover at “fordømme Hamas’ terror”, øjensynligt har retfærdiggjort besættelsesmagtens og Netanyahus ret til militær aktion mod de fordrevne palæstinensere – for “at forsvare sig selv”. Såfremt det sker “i overensstemmelse med krigens love”. (Udtalelser på Facebook og i Debatten 12. og 14. okt. 2023).
På årsmødet lød kritik af en meget fraværende kobling af Hamas-angrebet 7. oktober til fordrivelsen af hundredetusinder af palæstinensere og massemord på titusinder siden Nakba i 1948. Nu vedtog årsmødet en udtalelse om, at zionismen er “racistisk og diskriminerende”, og at zionismen har været “et redskab til at kolonisere det historiske Palæstina”. Krav om økonomiske, politiske og andre sanktioner, herunder stop for al våbenhandel, vandt også tilslutning.
Men hvad siger Ø-politikerne på Borgen? I sin tale sagde ordfører Pelle Dragsted, at han søger regeringsdeltagelse: “Grundlæggende handler det om at søge indflydelse – og samtidig stå fast på vores grundprincipper”. Samtidig afviser han ikke en mulig tiltrædelse af forsvarsforliget…
En ny verdensorden
Wahl taler for, at venstrefløjen ser fagligt, geopolitisk og realistisk på situationen. At USA’s positioner undersøges grundigt som eksponent for en truet unipolær verden. BRICS-foraet udfordrer nu USA-imperialismen. De fem kernelandes BNP overstiger allerede G7’s. Og på G20-topmødet i New Delhi i 2023 måtte Vesten fravige et krav om fordømmelse af Rusland og acceptere, at en videooptræden med Zelenskij blev afvist. Alt sammen for at mødet ikke skulle blive afbrudt og for ikke at støde “vækstøkonomierne”.
På første BRICS-topmøde i 2009 formuleredes målet: ’en multipolær verdensorden, der er mere demokratisk og retfærdig, og der for alle stater baserer sig på anvendelsen af folkeretten, gensidig respekt, samarbejde, fælles handling og fælles afgørelser´.
“Dette er naturligvis først og fremmest en hensigtserklæring. Skulle den blive virkelighed, ville det faktisk være en ny verdensorden, som fortjener venstrefløjens støtte”, skriver Wahl.
Han tilføjer:
“Når man ser på situationen fra en internationalistisk synsvinkel og holder sig for øje, hvilke positioner det globale syd indtager, bliver det klart, at konsekvent fredspolitik for det 21. århundrede på ingen måde er tabt land”.
Man må spørge, om venstrefløjen i dette lys fortsat vil tilhøre – og tilmed støtte, med militærblokken NATO som spydspids og ’beskytter’ – den unipolære orden?
Fred og demokrati?
Den velskrevne og dybdegående lille bog udmærker sig ved at forbinde demokrati og menneskers mulighed for selvrealisering med deres velfærd. Og ikke snævert med eksistensen af et parlament og en (formel) stemmeret. Her er Kina et godt eksempel, hvor hundereder af millioner mennesker på få år er bragt ud af armod. Holder modstillingen af autokrati versus (vestligt) demokrati vand her? Eller i USA? Og Frankrig? Og Danmark?
Men hvad er den egentlige definition på demokrati? Kan socialismen virkeliggøre den – og hvordan? Og kan man forestille sig en fredsaftale i Ukraine, der sikrer de ukrainske mindretal i Donetsk og Luhansk både deres personlige ejendom, hus og jordtilliggender og deres ligestilling med russerne, politisk, socialt, økonomisk og kulturelt? Og ophæver apartheiden mod russerne i Ukraine? Og gør Ukraine neutralt i forhold til NATO?
Og hvilken rolle spiller våbenindustrien, ikke mindst i USA og Vesteuropa, som profiterer af krigen? Af USA’s netop vedtagne våbenpakke til Ukraine på 61 milliarder dollars vil cirka 37 milliarder gå til ordrer til det militærindustrielle kompleks. Som indflydelsesrig magtfaktor og lobbyist har våbenindustrien vel en selvstændig interesse i krig, uanset parterne i den. Denne rolle og drivkraft diskuteres ikke i bogen.
Noter:
Peter Wahl: Krigen og Venstrefløjen, oversat af Rolf Czeskleba-Dupont, John Graversgaard, Flemming Larsen, Ellen Egerskov, Niels Rosendal Jensen, Klaus Schulte, Eigil Waagstein. Forlaget Solidaritet, Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh. N. Redaktion: Reinout Bosch. www.solidaritet.dk forlag@solidaritet.dk ,126 sider. Pris: kroner 120,- (vejledende)
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
