Amnesty kortlægger forhold for asylansøgere i ny rapport
Indtil 1854 var Japan et isoleret ørige. I 200 år havde Kina og Holland, der havde fået tildelt en lille ø i Nagasakibugten, været alene om at have tilladelse til at drive handel med landet. I begyndelsen af 1850’erne begyndte de vestlige lande og især USA imidlertid at gøre krav på også at komme ind på det japanske marked. USA sendte ligefrem en krigsflåde dertil og truede med at angribe, hvis man ikke ville tillade fri handel, og det skete så i 1854.
Men selv om Japan var isoleret fra omverdenen, udviklede det sig, og ikke mindst inden for billedkunsten, hvor især Hokusai (1760-1849) og Hiroshige (1797-1858) gjorde sig bemærket og skabte i tusindvis af helt fantastiske træsnit, som var meget anderledes end den billedkunst, man kendte til i den vestlige verden. På mange måder var de mere “moderne”, hvad angik form og indhold, for eksempel de dristige beskæringer og dagligdagsmotiver. De første træsnit var i sort-hvid, men i 1760’erne begyndte man at bruge flere trykblokke, så der kunne komme farver på. Teknikken betød, at træsnittene kunne trykkes i oplag på 1000 eksemplarer og dermed fik stor udbredelse, fordi de var billige at erhverve.
Enkelte træsnit var nået frem til Europa inden 1854, blandt andet i form af indpakningspapir, men derefter strømmede det ind med kunstgenstande til det europæiske og ikke mindst det franske marked. Malere som Manet, Monet, Van Gogh og Degas købte godt ind, og man havde mulighed for at se trykkene i butikker og gallerier, ikke mindst på Verdensudstillingen i 1867 i Paris. Der opstod en hel euforisk stemning, og begrebet japanisme fremkom som udtryk for fascinationen af japansk kunst. Især impressionisterne lod sig påvirke. Kunsthistorikeren Roger Marx gik så vidt i 1891, at han udtalte, at japanske træsnit var for impressionisterne, hvad antikken var for renæssancen.
En af de danskere, der var meget optaget af japansk kunst, var maleren og kunsthistorikeren Karl Madsen, som i 1885 udgav bogen “Japansk Malerkunst”, der fik stor betydning, da den var den første af sin slags i Norden. Han havde også købt japansk kunsthåndværk i Paris, som han senere solgte til Nationalmuseet.
Herhjemme dukkede der også japansk kunst op, blandt andet på den store “Nordisk Kunst- og Industrimesse” i København i 1888. Japan var ikke officielt repræsenteret, men det var lykkedes at få den tysk-franske kunsthandler Siegfred Bing, som drev en kunsthandel i Paris, til at levere et stort antal værker og ikke mindst træsnit. En del af de udstillede genstande lod Bing blive i København som en gave, og de blev senere overdraget til det nyoprettede Kunstindustrimuseum, hvor de i dag udgør grundstammen i den japanske samling. Både før og efter udstillingen var der i “Tidsskrift for Kunstindustri” regelmæssigt artikler om japansk kunst og kunsthåndværk.
Da Kunstindustrimuseet, i dag Designmuseum Danmark, åbnede i 1895, havde man også øjnene åbne for japansk kunst og kunsthåndværk og opkøbte mange genstande, keramik, tekstiler, metalarbejder, kurveflet og mange træsnit, der sjældent har været udstillet, da de er skrøbelige. Nu har museet valgt at vise en udstilling med 64 træsnit, hvoraf en del aldrig har været udstillet før, og som dækker en periode på 300 år fra 1600 til 1900.
Udstillingen hedder “I krig og kærlighed”, og i afsnittet om kærlighed er det kvinderne, der er i centrum. Man ser farvestrålende smukke kvinder i fint tøj og bliver budt indenfor i et bordel, og der er også vovede erotiske scener. Umiddelbart ser det flot ud, men i virkeligheden er det et idealiseret billede, for mange af de prostituerede var kvinder, der allerede som børn var blevet overgivet til bordellet med langtidskontrakter, som en slags pant for forældrenes gæld. De måtte ikke forlade bordellet, blev dårligt behandlet og fik kønssygdomme med det resultat, at en del begik selvmord. I det mest berømte bordel, Yoshiwara, der lå i Edo (Tokyo), arbejdede der 10.000 mennesker, heraf 2000 som prostituerede.
I afsnittet om krig er der især træsnit fra perioden efter 1868, og det kan nu ses, at de er blevet mere realistiske, og farverne er blevet kraftigere, fordi man brugte importerede syntetiske farver. Værkerne blev også større, ved at man satte tre standardtrykark ved siden af hinanden, og disse formater var netop velegnede til krigstræsnit med skildring af søslag. Temaerne var krigene mod først kineserne og senere russerne, og billederne blev direkte brugt som propaganda. Man heroiserede de japanske soldater i fine uniformer, mens kineserne fremtrådte tilbagestående og i usselt tøj.
Til udstillingen er udgivet et mindre katalog, og i juni udkom på Strandberg Publishers bogen “Begærets billeder. Visuel kultur i japanske træsnit”, skrevet af Gunhild Ravn Borggreen, der er en af kuratorerne på udstillingen.
Det er et stort værk både hvad angår størrelse, 32 x 24 centimeter, og hvad angår sider, 297. Dertil kommer, at det vejer næsten to kilo. Titlen “Begærets billeder” tages i en bred forstand, for eksempel seksuelt begær, begær efter billeder, magtbegær og begær efter at erobre andre territorier.
Det er ikke en samlet beskrivelse af japansk kunst og dets kunstnere, men er en række tematiske nedslag. Der er gjort meget ud af at beskrive enkelte træsnit detaljeret.
Bogen er gennemillustreret med over 100 træsnit, hvoraf de fleste tilhører Designmuseets store samling.
I krig og kærlighed. Designmuseum Danmark. Slutter 5. januar 2025.
Gunhild Ravn Borggreen: Begærets billeder. Strandberg Publishers. 288 sider. 400 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
