Læserbrev
En af idéhistoriens store tragedier er, at marxismen er blevet så tæt forbundet med totalitarisme, når alle, der har læst hans værker med et minimum af seriøsitet, ved, at Karl Marx først og fremmest var en frihedsfilosof. Marx diagnosticerede undertrykkelsen af arbejderklassen, arbejdernes fremmedgørelse fra deres arbejde, såvel som fremmedgørelsen af alle mennesker, der lever under kapitalismen, fra deres eget autentiske selv, og hævdede, at det var objektivt muligt, at emancipationen, den sande befrielse, ville komme en dag. Som Levy del Águila Marchena udtrykker det, er den marxske tænkning (i modsætning til den marxistiske) et “radikalt emancipatorisk” projekt, der “positivt antager de politiske bestemmelsers rolle for frihedens sag” (1). Marx’ politiske ” satsning” var, at menneskeheden havde evnen og værktøjerne til at skabe “et organiseret samfund, hvor mennesker frit kan udfolde deres evner og tilfredsstille deres behov” (2).
I bogen Communism, Political Power and Personal Freedom in Marx undersøger del Águila ikke kampen for frigørelse fra kapitalistisk hegemoni, hvilket har været hovedinteressen for marxistiske revolutionære tænkere fra Rosa Luxemburg til Lenin, Mao og Che Guevara, men friheden som den realiseres i det kommunistiske samfund, der opstår ud af den nuværende verdens ødelæggelser. Del Águila er godt klar over, at Marx ikke formulerede det kommunistiske samfund på nogen systematisk eller fuldstændig måde, at “indholdet af fænomener som afskaffelsen af privat ejendom, forsvinden af klasseskel” og så videre “ikke er videreudviklet” i Marx’ arbejde (side 32). Ikke desto mindre mener han, at en dybdegående analyse af den marxistiske kanon giver tilstrækkelige ledetråde til at samle, om end ikke i alle detaljer, en sammenhængende fornemmelse af Marx’ opfattelse af frihed på dette stadie af menneskets udvikling – “ikke kun negationerne ved bruddet [med kapitalismen], men også de positive betingelser, der karakteriserer det kommunistiske samfund, som ville opstå ud af kapitalens civilisation” (side 33).
Bogen er et stykke akademisk detektivarbejde. Den dykker ned i velkendte tekster som Økonomiske og filosofiske manuskripter og især Kritik af Gotha-programmet for at få indsigt i, hvad Marx mente med menneskelig frigørelse. Del Águila undgår at diskutere disse begreber med Marx’ intellektuelle tilhængere (herunder, for det meste, Engels) eller med forskere, der både er modtagelige og kritiske over for marxismen. Det er således en strømlinet, stramt fokuseret monografi, som ikke desto mindre byder på nogle overraskende konklusioner og masser af stof til fremtidig debat.
Kritikere af marxismen har længe hævdet, at selv hvis Marx virkelig forsøgte at befri menneskeheden fra udnyttelse og fremmedgørelse, ville hans teoretiske tilgang uundgåeligt føre til diktatur af sovjetisk tilsnit – det vil sige til et system, der slavebinder sine undersåtter i frihedens navn. Andrzej Walicki argumenterer for eksempel for, at selvom “frihed var det organiserende princip i hele [Marx’] historiefilosofi”, så gjorde dens “dogmatiske”, “utopiske” og “pseudovidenskabelige” kvaliteter det uundgåeligt, at de mest forfærdelige politiske forbrydelser ville blive begået under dække af “springet til frihedens rige” (Walicki 1997: 1-2). På samme måde hævder Leszek Kolakowski, at Marx ikke var interesseret i individuel frihed, men kun i frihed på niveauet for “menneskelivets kollektive, generiske karakter”, og derfor tillod han sig at overse “antagonismen mellem individuelt og kollektivt liv” (Kolakowski 2005: 104). Del Águila er opmærksom på begge disse forfattere, men forholder sig ikke direkte til deres argumenter eller andre, der er eksplicit fjendtlige over for marxismen. Selvom det strømliner analysen, begrænser det også rækkevidden for den.
Del Águila præsenterer sit synspunkt i de tre lange kapitler, der udgør bogens kerne (afbrudt af væsentligt kortere indledende og afsluttende afsnit). Først skitserer han sin fortolkning af Marx’ vision om frihed. I denne læsning abonnerer Marx slet ikke på en “kollektivistisk, anti-individualistisk” kommunisme. Snarere “skitserer den marxistiske kommunisme et samfund af frie og (gensidigt) forskellige individer, dedikeret til udfoldelsen af deres personlighed som associerede producenter, der muliggør deres fælles reproduktion” (side 50). “Det kommunistiske samfund” ville for første gang i menneskets historie give mulighed for, at “udbyttet af det sociale arbejde [kunne] tilegnes direkte af producenterne”, men ville også fremme “en konkret frihed, hvor vi reelt kunne overveje de forhold, der konstituerer, hvad disse producenter er: subjekter med forskellige kapaciteter og behov, som kun kan høstes og tilfredsstilles på behørig vis, når der tages højde for den partikularitet, der definerer dem” (side 61).
Del Águila fremhæver kontinuiteten mellem den liberale tradition for oplysningstænkning, fra John Locke over Immanuel Kant og John Stuart Mill, og Marx, som “tager et skridt fremad fra liberalismen gennem sin opfattelse af frihed fra og for konkrete individer” (side 17), samtidig med at han tilbyder “et radikalt engagement i individuel frihed, som får ham til at gå ud over den liberale horisont og dens forståelse af politisk magt” (side 5). I denne fortælling var Marx’ drøm, at der ville opstå et menneskeliv, som ville tilegne sig kapitalismens positive resultater og realisere liberale forhåbninger, men selvfølgelig uden at være hæmmet af kapitalismen. Interessant nok identificerer Del Águila forbindelserne mellem Marx og Mills On Liberty med dens uforbeholdne forsvar for ytrings- og handlefrihed. Men der siges ikke nok om de komplicerede overgange fra “proletariatets diktatur”, hvor borgerskabets kultur formodentlig udryddes for at åbne døren for den genopdragelse, der er nødvendig for at omforme den menneskelige natur, og de subjektiviteter, der er specifikke for kommunismen.
Del Águilas fremgangsmåde er at tage Marx’ kryptiske udtalelser som en skarpt tegnet teoretisk konstruktion. Det gør det muligt for ham at tage det næste skridt og spørge, om Marx’ plan ville resultere i et ægte og bæredygtigt frit menneskeligt samfund. Del Águila svarer benægtende, hvilket er overraskende i betragtning af hans åbenlyse tilknytning til marxistisk tænkning. Dette er bogens mest interessante del, forudsat at man tager Marx’ utopier for pålydende. Hans største anke er, at Marx forestillede sig en verden, hvor individuelle og kollektive behov ville være fuldstændig synkroniserede og overflødiggøre behovet for staten eller nogen form for politisk styring. Marx’ “reduktion”, hævder han, “instrumentaliserer det politiske” og er således “uden redskaber til at tænke forvaltningen af det fælles ind i en kontekst, hvor den revolutionære aktivitet mod kapitalen ville have været succesfuld” (side 134). Marx’ begreb om kommunisme “viser et fundamentalt tomrum og afslører et uopfyldt teoretisk behov” (side 142).
Der er noget paradoksalt ved en forsker, der ivrigt omfavner Marx’ utopisme, men derefter kritiserer den for at være for utopisk. Selvom De økonomiske og filosofiske manuskripter og Kritik af Gotha-programmet tilhører to forskellige stadier af Marx’ tænkning, deler de ikke desto mindre begge ideen om, at den menneskelige natur er uendeligt formbar, altid en funktion af historisk kontekst og samfundsstruktur. Hvorfor skulle det så være utænkeligt at nå et punkt, hvor individuelle og kollektive behov ville være i en sådan harmoni, at det ville betyde enden på staten eller enden på politik som kampplads for antagonistiske sociale interesser? Del Águila vil simpelthen ikke gå så langt. Marx’ tanker, konkluderer han, udviser “en fundamental begrænsning”, som “kompromitterer selve projektet om et menneskeligt frigjort samfund”. Begrænsningen er, at Marx i sidste ende ikke tilbyder en realistisk plan: “Forestillingen om, at de individuelle og kollektive modsætninger, der påvirker forvaltningen af det fælles liv, vil forsvinde i et kommunistisk samfund, er en utopisk forestilling, og den kan kun mislykkes” (side 257).
Bogen vil kort sagt primært være af interesse for dem, der forsker i Marx og marxisme, og i mindre grad for aktivister, der søger råd om, hvordan man fremmer frihedens sag i den nuværende verden. Men som et videnskabeligt analyseværk er den stærkt anbefalelsesværdig. Del Águila er åben og kritisk over for originale Marx-tekster, og hans argumenter præsenteres klart. Der er et øjeblik meget tidligt i bogen, hvor det ser ud til, at læseren vil blive tvunget til at udholde abstrakt prosa af den slags, som postmarxistiske kritiske teoretikere foretrækker – “den bestemmelse, der gør politik til en uundgåelig dimension af den kommunistiske satsning, ligger i den progressive udvikling af sociale relationer og forholdet mellem menneskearten og naturen inden for rammerne af den ontologiske endelighed, der er iboende enhver teknisk ressource, der kan bruges til at viabilisere dem” (side 1-2). Men heldigvis er dette blot et uvelkomment indslag, og størstedelen af manuskriptet er skrevet i et tilgængeligt og ligefremt sprog (dygtigt oversat fra spansk af Luis Felipe Bartolo Alegre).
Del Águila er langt fra optimistisk med hensyn til udsigterne til kapitalismens nederlag: “Der findes simpelthen ikke noget alternativ på den globale scene i vores tid”. Men, som han med rette hævder, bør dette ikke forhindre os i at overveje alternativer, i at udfordre den eksisterende “monolitiske ideologiske tillid” og erstatte den med “de retningslinjer, der bør definere vores sociale organisation […] under en voksende følelse af at tilhøre en enkelt menneskehed med en fælles skæbne” (side 6). På trods af fejlene i hans tænkning, og på trods af den tragiske misbrug af hans kritik, forbliver Marx den afgørende vejviser, der markerer begyndelsen på dette arbejde.
- Kolakowski, Leszek 2005 Main Currents of Marxism (W.W. Norton & Co.)
- Walicki, Andrzej 1997 Marxism and the Leap to the Kingdom of Freedom (Stanford University Press)
Anmeldelsen er oversat fra engelsk på Arbejderens redaktion. Originalteksten kan læses på Marx & Philosophy
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
