EU's stormagtsambitioner og oprustning tiltrækker lobbyister
I år er det 100 år siden, at billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924) døde. Det er ikke tilfældigt, at to museer, Glyptoteket og Faaborg Museum, markerer det med to parallelle udstillinger med den fælles titel “Kai Nielsen – Født af hverdagen“.
Begge museer har en stor samling af hans arbejder, og begge har ved indgangen et stort værk af ham. På Glyptoteket “Vandmoderen” og på Faaborg Museum en kæmpe skulptur i sort granit af museets stifter, Mads Rasmussen, kaldet Madstomat, fordi han ejede byens konservesfabrik.
Trods Kai Nielsens korte levetid skabte han mange værker og var en af tidens største billedhuggere.
Kai Nielsen voksede op i Svendborg og var først i malerlære. På teknisk skole havde han billedhuggeren Edvard Eriksen som lærer, kendt for den lille havfrue, og der lærte han at modellere med ler, og det blev han grebet af.
I 1901, da han var udlært, rejste han til København og arbejdede som malersvend, og samtidig forberedte han sig til Kunstakademiet. Han blev optaget på billedhuggerskolen i 1902, men forlod den i 1906 sammen med kollegaen Einar Utzon-Frank (1888-1955), fordi de var utilfredse med undervisningen.
I stedet for gik de i gang med at studere skulpturer på Glyptoteket, blandt andet af franskmanden Rodin (1840-1917) og belgieren Meunier (1831-1905). Påvirkningen fra dem, ikke mindst Meunier, kan man se på skulpturerne “En gammel mand” og “Blind almuepige”, som var det første værk, Glyptoteket købte af Kai Nielsen. I modsætning til Meuniers skulpturer, hvoraf flere kan ses rundt om Glyptoteket, hælder Kai Nielsen mod det mere sentimentale, mens Meunier skildrer stolthed.
Kai Nielsens sociale holdninger holdt han fast ved hele sit liv, og det ses tydeligt på Blågårds Plads.
FOTO: Anders Sune Berg/Glyptoteket
Gennembrud
Allerede mens Kai Nielsen studerede, skabte han en række skulpturer, men det var ikke noget, der skæppede i kassen. Han debuterede i 1903 på Kunstenernes Efterårsudstilling, men sit gennembrud fik han først i 1906, og så kom der også gang i produktionen.
Han blev blandt andet kendt for skulpturer af nøgne kvindekroppe og gerne erotiske. Der kom også en række bestillingsopgaver af buster af kendte kulturpersonligheder, blandt andet arkitekten Thorvald Bindesbøl, som i dag står i Designmuseum Danmarks skønne have.
Kai Nielsen havde lært de såkaldte Fynbomalerne at kende, og gennem dem kom han i kontakt med Mads Rasmussen, der sikrede, at der blev købt 13 skulpturer af ham til det nye Faaborg Museum.
Den første var “Marmorpigen”, der blev erhvervet på Den Fries udstilling i 1910. I 1912 fik han af Rasmussen til opgave at skabe en skulptur, der skulle stilles op på torvet i Faaborg, og det blev til den både hadede og elskede “Ymerbrønd”.
FOTO: Anders Sune Berg/Glyptoteket
Blågårds Plads
Mest kendt er Kai Nielsen for udsmykningen af Blågårds Plads 1913-19. Københavns Kommune havde i 1898 købt et nedlagt jernstøberi på det indre Nørrebro for at rive det ned og skabe mere luft i det tæt bebyggede arbejderkvarter, som senere blev kaldt den sorte firkant.
Bygningerne blev revet ned i 1903, men først i 1910 gik man i gang med at planlægge pladsens udformning. Den første ide var at opføre et springvand, som forestillede to bryggeriarbejdere, der bærer en øltønde. Det protesterede blandt andre afholdsbevægelsen imod, og den blev opgivet, da maleren Theodor Phillipsen, som havde udarbejdet udkastet, sprang fra.
I 1913 mødte arkitekten Ivar Bentsen op med en anden plan for pladsen. Den skulle sænkes en meter i forhold til omgivelserne, og Kai Nielsen skulle stå for udsmykningen, som skulle være i øjenhøjde.
Det skulle være en plads til folkelige fester og politiske møder, men også med plads til børnene. Der er da også blevet holdt mange kommunistiske møder på pladsen gennem tiderne. I et brev til Ivar Bentsen fra 1913 skriver Kai Nielsen, at “pladsen bliver for arbejderne og mere endnu stadig væk for de nye, der kommer, deres børn, forstår du. Vel den første i hele verden, reserveret “Socialisten” og unger”.
Der er i alt 22 figurer på pladsen, hvoraf de 16 repræsenterer forskellige håndværksfag, blandt andet skræddere, tømrere, bagere, bødkere, brolæggere og skomagere. Det var en hyldest til arbejderklassen, og første gang at anonyme arbejdere blev portrætteret i dansk kunst. De øvrige figurer er mødre med deres børn. I det hele taget vrimler det med børn i håndværkerskulpturerne, og tanken var netop, at børn skulle kunne kravle op på dem og røre ved dem.
Oprindeligt var det planlagt, at skulpturerne skulle stilles op i løbet af to år, men på grund af at Kai Nielsen påtog sig mange andre opgaver, blev han først færdig i 1919.
Udsmykningen var omstridt og blev kritiseret af en række kunstnere, blandt andre Harald Slott-Møller, som skrev, at “den tale disse stene fører, er ikke til at misforstå, farvet, som den er, af sentimental medlidenhed med arbejderne, virker den som et socialdemokratisk agitationsnummer. Mon virkelig vor “veloplyste”, i hvert fald velklædte regeringsparti vil genkende sig selv i disse i værgeløs armod krumbøjede, halvnøgne trælle og livsslaver. Mon ikke den avisartikel i sten vil forekomme selv DEM lovlig hul.”
Det var ikke den eneste gang, han kritiserede Kai Nielsens værker. For øvrigt var han heller ikke på god fod med Fynbomalerne, som han havde kritiseret under den såkaldte bondestrid i 1907. Med tiden blev pladsen mere populær, og i 1998 blev den fredet. På Glyptoteket udstilles nogle af forarbejderne, som tilhører Faaborg Museum.
FOTO: Anders Sune Berg/Glyptoteket
Statuetter
Allerede i 1908 begyndte Kai Nielsen at skabe figurer i et lille format, de såkaldte statuetter, som var velegnede til at stå i private hjem, og som kunne købes for en rimelig pris. De blev fremstillet på forskellige fabrikker og keramiske værksteder i fajance, gips og bronze. Statuetterne var en form for demokratisering af kunsten, som billedhuggeren Svend Rathsack skrev “nåede netop ud til hele folket”. Man kan på sin vis sammenligne dem med grafiske arbejder, der kom i store oplag.
Den første aftale var med Fajancefabrikken Aluminia om produktionen af de bemalede fajancefigurer med titlerne “I skoven skulle være gilde” (1908), der kan ses på Glyptoteket, og “Aftenselskab” (1910). Her gøres der tydeligt grin med kultureliten og de højere klasser, der er klædt ud som fugle med fornemme miner. Man kommer til at tænke på Daumier.
I et brev til brygger Jacobsen i 1903 skrev Nielsen, at kunst ikke kun skulle findes på museer, men også anbringes, hvor folket færdes og dagligt har den for øje. Mange af hans skulpturer findes i ni byer på pladser og i parker, blandt andre i hans fødeby Svendborg, hvor der er fire, og dermed opfyldes hans ønske.
Allerede som barn begyndte han at tegne, og det blev han ved med hele livet. Det var oprindeligt hans plan at bliver kunstmaler, og eksempler på hans malerier og tegninger kan ses på udstillingerne.
Tidlig død
Kai Nielsen døde i 1924, kun 41 år gammel, af et blødende mavesår. Hans dårlige helbred stammede allerede fra hans unge dage, hvor han ikke havde råd til ordentlig mad. Trods hans korte levetid skabte han mange værker og var en af tidens største billedhuggere.
Da meddelelsen om hans død kom frem, ryddede aviserne forsiderne, og de kunne referere, at et fakkeltog havde fulgt hans kiste til Vestre Kirkegård, hvor Johs. V. Jensen talte. Denne havde også ligesom Tom Kristensen skrevet et mindedigt til ham. I november 1925 afholdtes en stor mindeudstilling på Charlottenborg, og året efter skrev Wilhelm Wanscher en stor biografi om ham. Derefter har der kun været få udstillinger med hans værker, på Glyptoteket i 1982 og Faaborg Museum i 1995, så det er godt, at denne fremragende billedhugger nu bliver hentet frem i lyset igen.
I forbindelse med udstillingerne har museerne udgivet en bog om Kai Nielsen indeholdende 13 artikler, som koster 299 kroner og er på 256 sider. Hvis man vil vide mere om Blågårds Plads, kan man i Arbejderhistorie 2023-2 læse Anja Sandreids artikel “Under lindetræerne – Udsmykningen af Blågårds Plads”.
Glyptoteket arrangerer omvisninger på Blågårds Plads torsdag den 5. og torsdag den 12. september klokken 17 med udgangspunkt i Kai Nielsens værker på pladsen. De vil senere blive annonceret på Glyptotekets hjemmeside i kalenderen: https://glyptoteket.dk/kalender/.
Kai Nielsen – Født af hverdagen. Glyptoteket og Faaborg Kunstmuseum. Begge slutter 5. januar 2025. Dele af begge udstillinger vil i 2025 blive vist på Vigelandsmuseet i Oslo.
FOTO: Anders Sune Berg/Glyptoteket
EFTERSKRIFT: Slaget på Blågårds Plads 1935
En af de begivenheder på Blågårds Plads, der er gået over i historien, var, da Konservativ Ungdom (KU) provokerende havde valgt at lægge et møde på pladsen den 29. september 1935, i en af de rødeste valgkredse i København.
I ugerne op til mødet begyndte kommunisterne og antifascistiske grupper at planlægge demonstrationer, der skulle foregå under parolen “Vis de grønne fascister, at København er rød”.
På selve dagen hang der røde faner ud af vinduerne i hele kvarteret, og et par timer før mødets start samledes 750 demonstranter på pladsen, for at forhindre at det blev gennemført. Men det lykkedes 250 politibetjente at rydde pladsen, så mødet kunne finde sted.
En af talerne var folketingsmedlem, generalauditør Victor Pürschel, som få dage før var vendt hjem fra Nürnberg, hvor han havde været gæst på det tyske nazipartis kongres. Under mødet forsøgte demonstranter at trænge ind på pladsen, men blev standset af politiets knipler. Men mødet gik alligevel ikke stille af, for udenfor begyndte demonstranter at råbe, kaste ting mod højtalerne og synge Internationale. Efterhånden var der uden for pladsen forsamlet over 2.000 demonstranter, som marcherede rundt i gaderne.
Alt tydede på, at det skulle ende fredeligt uden sammenstød, men pludselig angreb KU’ernes stormtropper demonstranterne, men det blev standset. Det kom dog senere til håndgemæng i Baggesensgade, da KU’erne i et demonstrationstog med ridende politi og udrykningsvogne i spidsen forlod området, og i den forbindelse blev Pürschel væltet omkuld og slået med stokke. Flere deltagere måtte på hospitalet bagefter.
Selvom det ikke lykkedes at forhindre mødet, var det en sejr, fordi det, med stor støtte fra lokalbefolkningen, lykkedes at vise, at KU’erne ikke var velkomne på Nørrebro.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 2, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
