World Socialism Forum 2024
Dejligt at Jens Birkholm får opmærksomhed for sine malerier. Det har han nemlig fortjent!
Log ind for at svareNår man taler om fynbomalerne, så drejer det sig som regel om Peter Hansen (1868-1928), Fritz Syberg (1862-1939) og Johs. Larsen (1867-1961), mens en anden væsentlig fynbomaler, Jens Birkholm (1869-1915), kun nævnes sporadisk, måske fordi han adskiller sig fra de andre med sine socialrealistiske motiver.
Det er også sjældent, man har haft lejlighed til at se hans arbejder på større udstillinger. Sidst var i 1976 på Tranegården i Gentofte, og ved samme lejlighed udkom den første større biografi om ham, Jens Birkholms to byer, skrevet af Hans Helge Madsen (1936-2008), der også stod for udstillingen.
Faaborg Museum, der har den største samling af hans værker, 49, viser nu udstillingen ”Jens Birkholm – Fynbomaleren i Berlin”, som omfatter 90 arbejder ud af en skønnet samlet produktion på cirka 400.
Sine motiver hentede han, når han bevægede sig rundt i byens slumkvarterer og på den måde oplevede de håbløse og fornedrende forhold, som proletariatet levede under.
Jens Birkholm blev født i en skipperfamilie i Faaborg og kom som 14-årig i lære som maler. Allerede i 1882 kom han i kontakt med Fritz Syberg og Peter Hansen i sidstnævntes fars malergård og på teknisk skole, hvor han havde Peter Hansens far, malermester P. Syrak Hansen, som lærer, og her udførte han mange tegninger af gipsmodeller.
I modsætning til de tre andre fynbomalere tog han, da han var udlært, ikke til København for at gå på Zahrtmanns malerskole, men for at arbejde som håndværksmaler. Da der ikke var meget arbejde her, tog han i 1888 på valsen til Tyskland og Schweiz, og efter et års tid kom han tilbage til Faaborg.
Til Berlin
I 1891 tog Jens Birkholm atter afsted, først til Hamborg og bagefter til Berlin, hvor han slog sig ned de næste 10 år.
En af grundene til, at han forlod Danmark, var, at han ikke kunne finde arbejde, men også for at undgå at blive indkaldt som soldat, da han var pacifist.
I Berlin lejede han et usselt værkstedsrum på 3. sal i baghuset til en fabriksbygning, hvor han både havde atelier og bolig.
Det lykkedes ham at få arbejde som maler og på et tidspunkt også som plakatmaler, men der blev også tid til at lave billedkunst.
Sine motiver hentede han, når han bevægede sig rundt i byens slumkvarterer og på den måde oplevede de håbløse og fornedrende forhold, som proletariatet levede under.
Det blev til værker som ”Sult” (1892), ”Sækkelappesker” (1894) og ”Varmehallen i Berlin” (1896).
Stor udstillingsaktivitet
Birkholm gjorde et stort arbejde for at få solgt sine malerier. Sin debut havde han hos ”Verein Berliner Künstler” i 1893, hvor han udstillede blandt andet ”Sult” og ”Ved sengetid i herberget” (1893), som begge tilhører Faaborg Museum i dag. Senere blev de vist på ”Grosse Berliner Kunstausstellung”, hvor han også udstillede flere gange de følgende år.
Han havde gode kontakter til kunder i Berlin og sendte også malerier til talrige udstillinger rundt om i Tyskland, hvor de blev godt modtaget. Samtidig sendte han regelmæssigt værker til Charlottenborg og fortsatte med det i 1903, da han var kommet hjem til Faaborg. De fleste malerier blev solgt til bekendte og mæcener, men ikke så få af dem er forsvundet, fordi mange købere var jøder eller socialister, som enten flygtede fra nazismen i 1933 eller endte i koncentrationslejre.
I Berlin havde Jens Birkholm omgang med mange personligheder og kunstnere og fik besøg af blandt andre Georg Brandes og Kristian Zahrtmann. Martin Andersen Nexø mødte han hos sin ven og mæcen Lauritz Lassen (1860-1914), der havde købt 14 malerier af ham, blandt andet flere portrætter af sig selv, konen og datteren. Selvom Lassen var snedkermester med omkring 30 ansatte, blev han ved med ”at være den han var, underklassemanden”, som Nexø skrev i en nekrolog.
Et af Jens Birkholms omdiskuterede værker er ”Fattigdommens evangelium” (1900), som viser en forsamling, hvor en agitator står og taler, og hvor man i baggrunden kan se en buste af Karl Marx. Som udtryk for de politiske forhold i Tyskland sidder der bag taleren politifolk, for at kontrollere hvad han siger.
Det er nærliggende at antage, at det var opholdet i Berlin, der gjorde Birkholm til socialist, ”vel nok med et anarkistisk islæt”, som Otto Gelsted har skrevet. Hans kontakter med socialdemokrater og folk fra fagbevægelse var medvirkende til, at han i 1902 blev indbudt til at deltage i en udstilling i et nyt fagforeningshus i Berlin sammen med blandt andre Käthe Kollwitz. Bygningen står der stadig, men i dag er der indrettet ejerlejligheder i den.
Hjem til Faaborg
Den usle levevis, han bød sig selv, medførte, at han i 1901 blev indlagt på hospitalet i to måneder på grund af tuberkulose, den mest udbredte sygdom blandt de fattige i Berlin.
Efter hospitalsopholdet vendte han hjem til Faaborg for at komme til hægterne, men han tog regelmæssigt tilbage til Berlin i kortere og længere tid indtil 1911, ligesom han fik besøg i Faaborg af venner fra Berlin.
Mens malerierne fra Berlin var mørke og dystre, blev de, efter at han var vendt hjem til Faaborg, mere lyse. På grund af hans helbred opholdt han sig gerne ude i den friske luft, og det resulterede i mange landskabsmalerier, især fra Svanninge Bakker og omegn, men han holdt ikke op med at male socialrealistiske billeder, for eksempel ”Frelsens Hær i fattiggården” (1904) og ”Til bords” (1904), som ikke var så mørke som Berlinbillederne.
Næsten hvert år holdt han en udstilling på Rasmussens Hotel i Faaborg, og i 1903 vistes en soloudstilling i Kunstforeningen, som også havde en mindeudstilling i 1915 og en til minde om 25-året for hans død i 1940.
Faaborg Museum
Birkholm har en fortjeneste i forbindelse med oprettelsen af Faaborg Museum. Det var ham, der fik museets stifter, konservesfabrikant Mads Rasmussen, til at købe malerier af fynbomalerne.
Idéen om at stifte et museum var kommet fra Mads Rasmussens bror, Jens Rasmussen, under en middag i København i februar 1910, hvor Jens Birkholm og en række andre fynbomalere deltog. Der gik nogle måneder, før det blev indrettet i Mads Rasmussens lejlighed, for i 1915 at flytte til den nuværende museumsbygning ved siden af hans bolig. Både museumsbygningen og indkøbet af malerier blev betalt af Mads Rasmussen.
Birkholm engagerede sig i tidens samfundsdebat, skrev læserbreve, digte og rejsebeskrivelser og havde en drøm om at blive journalist, og han fik en del artikler trykt i de lokale blade. At han havde journalistiske evner kan man tydeligt se i bogen ”Breve fra Tunis”, som udkom i 1986, og hvori han fortæller levende om sine oplevelser fra et to måneder langt ophold i Tunis. Nogle af brevene blev også trykt i en lokalavis. Bogen er fint illustreret med tegninger, og på rejsen malede han også nogle billeder, som er med på udstillingen.
I 1914 blev Birkholm igen alvorligt syg, opholdt sig 10 måneder på Vejle Sanatorium og kom hjem igen til Faaborg i maj 1915, hvor han døde den 11. maj og således ikke nåede at deltage i indvielsen af den nye museumsbygning den 10. juli 1915.
Eftermæle
I 1925 fik museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, Leo Swane, af Faaborg Museum i opdrag at stå for en ny ophængning af dets samling. Da han ikke værdsatte Birkholms arbejder, blev de nærmest gemt væk i et mørkt rum, så de ikke kom til deres ære.
Birkholms søster, Thea, blev så vred over ophængningen, at hun tilbød at købe alle billederne tilbage, når man ikke værdsatte dem. Hun udtrykte det så stærkt som: ”Hellere på loftet end offentligt i en skammekrog”. Tilbuddet blev afvist, og enkelte malerier fik en bedre placering i lysere omgivelser.
Leo Swanes vurdering af Birkholm står i stærk kontrast til Kristian Zahrtmanns udtalelse i 1911, da han købte Birkholms maleri ”Søndagsskole i asylet” (1906): ”De er i sandhed storartet, og det er deres billede også, … Jeg regner dem for min elev, jeg ved godt, at jeg ikke har spor af ret.” Da han købte billedet, betalte han Birkholm det dobbelte af, hvad denne havde forlangt. Maleriet hænger i dag på Faaborg Museum.
Thea Birkholm kæmpede i øvrigt en hård kamp for at få sin brors arbejder ind på museerne, men uden det store resultat. Ud over Faaborg Museums 49 værker er der på andre museer kun 14. Statens Museum for Kunst købte i 1941 to styk, og først i 2005 købte man maleriet ”Undersøgelse i herberget” (1907).
Som sagt findes der i dag 49 værker på Faaborg Museum. Det startede med 6 i 1910, voksende til 13 i 1925, og i perioden frem til 1985 kom der yderligere 8 værker til. Siden da er antallet fordoblet.
Der har været mange vurderinger af Birkholms malerier, ikke mindst af de socialrealistiske. Den, der har udtrykt sig klarest om ham, er Hans Edvard Nørregård Nielsen, som i sin bog ”Dansk kunst” skriver, at han er ”blevet stående som en af de få betydelige socialrealister i dansk kunst”, og fremhæver billedet ”Søndagsskole i asylet”, som Zahrtmann købte.
Med denne udstilling er Birkholm, som han fortjener, blevet placeret som en af de centrale skikkelser i kredsen af fynbomalere.
Til udstillingen er der udgivet en rigt illustreret publikation med bidrag af tyske og danske kunsthistorikere, der belyser Jens Birkholms liv og virke i Berlin og Faaborg.
Faaborg Museum: Jens Birkholm – Fynbomaleren i Berlin. Slutter 30. maj.
Jens Birkholm – Fynbomaleren i Berlin. Faaborg Museum. 144 sider. 179 kroner.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 2, maj 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
