World Socialism Forum 2024
Tak, jeg vil skynde mig at få den købt
Log ind for at svareVidste du, at den daværende VS’er, Steen Folke, i 1980, anlagde et civilt søgsmål for injurier, fordi en overlæge Lademann i Politiken havde anklaget ham for at være antisemit? Overlægen påstod, at Folkes kritik af Israel, som erklæret antizionist, var lig med antisemitisme – det vil sige had mod alle jøder. En byretsdom i Aalborg året efter, kendte overlægens udtalelser ubeføjede. Han fik en mindre bødestraf.
Denne dom er øjensynligt ikke en del af Mette Frederiksens, ‘eksperternes’ og mediernes selektive historieviden. For sammenstillingen af antizionisme med antisemitisme kører i dag på højtryk på Christiansborg og omegn – vendt mod de tusindtallige daglige demonstrationer i Danmark og verden over for våbenhvile i Gaza og et frit Palæstina.
Bogen bidrager til at give håb om, at holocaust ikke længere kan retfærdiggøre, hvad der gentages og fortsættes med omvendt, zionistisk, fortegn i dag.
Chefredaktør på Politiken var den af bedsteborgere ombejlede Herbert Pundik. Længe inden dommen fastholdt han i avisen, at antizionisme måtte sidestilles med antisemitisme, at “antisemitten stempler jøden som non-menneske” og VS stempler “jøderne som en non-nation”.
Selv om en antizionist ikke nødvendigvis frakender jøderne ret til en stat, er det mest groteske, at Pundik ikke med ét ord nævnte palæstinenserne og Israels voldelige fordrivelse af dem.
Hvorfor en bog om Israel?
Morten Thing genopliver og vurderer skarpt historiske fakta. Ovenstående aktuelle danske indfaldsvinkel til anmeldelsen af hans nye bog, Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat, er ikke det mest grufulde ved hele historien om dét, der foregår i dag i Gaza og på Vestbredden. Og under Nakba (Katastrofen) i 1948. Nakba udløstes kort efter FN’s delingsplan blev vedtaget 29. november 1947. Og Pundik og senere overrabbiner Bent Melchior deltog som frivillige.
Morten Thing, kulturhistoriker, født 1945, har jødiske aner på moderens side. Hun og en søster flygtede under 2. Verdenskrig fra Polen til Danmark, hvor han voksede op og fik en positiv holdning til Israel. Som mange danskere tog han på kibbutzophold som ung, men forstod efter 1967, Seksdageskrigen, hvordan Israel var blevet til og “det medførte en enorm skam i mit sind”.
Han har skrevet mange bøger og artikler om jødedom og jødernes historie. “Og da jeg blev gammel, tænke jeg så: Hvad nu? Jeg har aldrig skrevet en bog om Israel, så det gør jeg nu”, siger han. Og ikke mærkeligt, at den har taget tid:
For den går ikke alene tilbage til ‘det bibelske jødiske hjem’ efter diasporaen (spredningen) for 2000 år siden – og frem til i dag. Den rummer også en kompleks beskrivelse og sammenstilling af begreber knyttet til jødernes historie. Men også af de forskellige opfattelser og strømninger blandt dem i løsningen af ‘jødespørgsmålet’ i forskellige lande og regioner, hvor pogromer har vekslet med assimilations- og integrationsbestræbelser blandt dem selv og deres omgivelser.
Kompleks og faktamættet
Indledningsvis forsøger Thing i otte punkter at beskrive de forskellige svar, der blev givet – og betrådt af jødiske grupper – på ‘løsning af jødespørgsmålet’. Derefter følger et historisk forløb, med spring tidsmæssigt, for at karakterisere de jødiske strømningers og begrebers udspring og udvikling i relation til centrale verdenshistoriske og regionale begivenheder.
Alene dette mangfold af politisk-sociale strømninger, deres talsmænd og påvirkning, kan gøre det svært at overskue den store mængde af information, fakta og omhyggelige kildehenvisninger i bogen. Og, når strømningerne dukker op i det mere nutidige historiske forløb, kan det være svært at identificere dem ved at slå tilbage til de otte punkter. Bogen er alligevel fremragende og både forklarende og skarp. Nedenfor er slået ned på nogle hovedpunkter. Men læs, og genlæs, selv!
Alene ‘jødespørgsmålets’ brogede historie viser, at talen om jøderne som ét folk ikke holder vand. Den borgerlige revolution i primært Europa i 17-1800 tallet havde sat det nationale spørgsmål på dagsordenen, og dette blev fællesnævneren for de jødiske strømninger. Det ideologiske afsæt var Theodor Herzls bog, ‘Der Judenstaat. (1896): Zionismen, kravet om en jødisk stat.’
Det jødiske Bund skilte sig i starten ud som en socialistisk strømning, der ønskede integration i det fremtidige Sovjetunionen efter Oktoberrevolutionen, dog som en føderalistisk organisation med ‘kulturel autonomi’. Strømningen blev dog opslugt af zionismen, som siden brugte de første jødiske arbejder-bosætteres kibbutz-kollektiver som lokkemad.
Et ‘folk’ i imperialismens sold
1. Verdenskrig var en omfordelingskrig mellem de imperialistiske magter, der fulgte med kapitalismens udvikling til imperialisme. Og den erfarne britiske kolonialistmagt, tog med Balfour-deklarationen (1917) – i tråd med den forudgående Sykes-Picot aftale om britisk-fransk deling af Mellemøsten med vilkårlig grænsedragning – zionisterne under deres vinger.
Jøderne blev tilstået ret til et “nationalt hjem”. Og selv om andre områder, så som Argentina og Uganda var på tale, blev biblens og Thoraens (Mosebøgernes) land udvalgt af Herzl og hans mæcener. Som bekendt blev Balfour-deklarationens ord om, at den “eksisterende ikke-jødiske samfunds rettigheder ikke måtte krænkes”, tilsidesat.
“Jødernes Længsel spændt for Englændernes Krigsvogn”, skrev avisen Socialdemokraten kort efter deklarationens offentliggørelse.
Både zionister og ortodokse jøder opfattede “jøder som et folk som: alle jøder i hele verden”. Men forskellene i udseende, i historie, i sprog, i opfattelse af religion, i geografi og så videre, redegør Thing for. Det officielle sprog, hebraisk, er ikke 2.000 år gammelt, men er en nyere konstruktion, som har meget lidt til fælles med rituelt bibelsk-hebraisk.
Thing kalder den zionistiske forestilling og lov om ‘ret til at vende tilbage’ til Israel som det bibelske ‘jødefolk’ for “det mest abstrakte politiske projekt i det 20. Århundrede”.
Delingsplanen og Nakba
Palæstinensernes modstand mod immigrationen af bosættere fortsatte i 20’erne og 30’erne. Efter Nazisternes afskyelige holocaust under 2. Verdenskrig besluttede det nydannede FN, nu med Sovjetunionens støtte, en delingsplan (1947). Herom skriver Morten Thing:
“Man kan undre sig over delingsforslaget al den stund princippet om folkenes selvbestemmelsesret blev grundlaget for FN. Det var jo en klar fordelsbeslutning for zionisterne”. Jøderne udgjorde knapt en tredjedel af folketallet i Palæstina, men fik cirka 58 procent af jorden.
Inden sin underskrivelse af delingsplanen fortalte zionisternes ‘fader’, Ben Gurion, der 18. maj 1948 udråbte staten Israel, sine medarbejdere, at der er “ingen territoriale grænser for den fremtidige jødiske stat”. Begrundelsen var, at palæstinenserne var modstandere af delingsplanen, og også Den Arabiske Liga boykottede FN-forhandlingerne.
Terrorgrupperne Haganah, Lehi og Irgun optrappede deres aktiviteter. Allerede i februar startede de etnisk udrensningsproces. Den overskred siden langt delingsplanens grænser. Større byer blev invaderet og palæstinenserne dræbt, såret eller drevet på flugt. Næsten halvdelen af over 800 palæstinensiske landsbyer blev udslettet, ejendommene plyndret eller beslaglagt og jorden stjålet.
Morten Thing dokumenterer, hvordan FNs charter mod at begå folkedrab blev tilsidesat, og i beskrivelsen af myrderierne, voldtægterne og lemlæstelsen af tusinder af civile palæstinensiske mænd, kvinder og børn, er dokumentationen også her så omfattende og detaljeret, at man i afsky og lede glemmer alt andet. Massakren i Deir Yassin var og er kun ét eksempel.
Han afslører løgnene om, at over 700.000 mennesker flygtede frivilligt eller på de arabiske staters opfordring. Titusinder var allerede flygtet, før arabiske frivillige overskred grænsen til Palæstina/Israel. Og palæstinensernes styrke var fåtallig og dårligt udrustet. I 1967 fulgte Israels aggressive Seksdages-krig, som også tvang flygtninge i de erobrede syriske Golanhøjder væk igen.
Dobbelt apartheid
Lederne af de zionistiske terrorgrupper, Begin, Yitzhak Shamir og Moshe Dayan, blev for deres dåd siden alle udnævnt til premierministre. Og FN’s resolution 194 om i dag over 5 millioner palæstinenseres ret til tilbagevenden til deres jord, ignoreres af Israel og dets mæcén: USA.
Oprørende er også den dobbelte apartheid i det Israel, hvor ikke alene palæstinensere og arabere diskrimineres groft politisk, socialt og økonomisk og forfølges, fængsles og tortureres systematisk. Det er dem forbudt at købe jord, opnå familiesammenføring og meget mere. På Vestbredden er de underlagt vilkårlig militær lov. Et mindretal af ’hvide’ azhkaiske jøder har et statsligt magtmonpol.
Men også den jødiske arbejdskraft fra Nordafrika, Mellemøsten og Asien, som skulle erstatte de vesteuropæiske azhkaisk-jødiske ofre for holocaust, diskrimineres. Nogle flygtede efter antisemitiske pogromer udløst af de zionistiske overgreb i Palæstina. Disse såkaldte mizrahim blev også opkøbt af det israelske regime eller flygtede efter zionistisk intervention i nabolandene.
Emigrerede yemenistiske jøders børn blev frarøvet deres mødre og solgt til rige azhkaiske jøder. Op mod 100.000 marokkanske børn blev underkastet forsøg med dødbringende og invaliderende radioaktiv bestråling. Etiopiske kvinder blev mødt med tvangs-prævention.
De interne modsætninger i Israel har Morten Thing kaldt lige så skarpe og akutte som modsætningerne til palæstinenserne. Denne eksistensielle krise for “en mislykket stat” næres også af ‘verdslige’ jøders masseprotester mod Nethanyahus indgreb mod Højesteret, og af de ultra-racistiske og ultra-patriarkalske ortodokse jøder, hvis fødselsrate er den højeste i staten.
Som Thing skriver i bogen har dens skrivning medvirket til hans indsigt i, at “konstruktionen af hele den israelske stat hvilede på racisme, den opfattelse, at ikke blot palæstinenserne, men også de arabiske jøder stod på et lavere civilisationstrin end os europæiske jøder”. De arabiske jøder, ofte kaldet mizrahim, udgør formentlig den største andel af jøder i Israel.
Bogen bidrager til at give håb om, at holocaust ikke længere kan retfærdiggøre, hvad der gentages og fortsættes med omvendt, zionistisk, fortegn i dag.
Noter:
Morten Thing: Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat. 224 sider. Pris: kr. 100,- (vejl.)
Solidaritet, Griffenfeldsgade 41, 2200 Kbh.
Solidaritetsbutikken (IF): Samme sted. Åbent ma. og ons.-fre. kl 14.00-17.00 info@internationatforum.dk
Eller Demos, Elmegade 27, 2200 Kbh. N. Åbent ma., ons. og tors. kl. 17-19.00. demoskontakt@gmail.com Tlf. 35 35 12 12.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
