Ikke med i FN-forbud
Under min læsning af Aksel V. Carlsens nye bog, IMRD – Min arbejdsplads i Moskva, men også under læsning af hans artikler i Arbejderen står det mig klart, at vi her har at gøre med en person med høj faglig og personlig integritet.
I kraft af sin opvækst, uddannelse og akademiske virke i det daværende Sovjetunionen, har han en indsigt i og besidder en viden om et samfund, som kun en mikroskopisk del af den danske befolkning kan matche, mens det store flertal fortsat stiller sig tilfreds med den kolde krigs dæmonisering af kommunismen som et på alle planer undertrykkende system.
- Aksel Vladimir Carlsen, født 1945 i København i en dansk-ukrainsk familie.
- Boede fra 1956 til 1991 i Sovjetunionen.
- Ph.d. i historie (Moskva) og ph.d. i statskundskab (Aarhus). Han er pensioneret universitetslektor fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet (Nuuk).
- Forfatter til bøger og artikler om politiske forhold i Norden, Sovjetunionen og de tidligere sovjetrepublikker.
- Mangeårig skribent i Arbejderen
Hvor ville det være politisk frigørende, hvis vi engang imellem kunne se Aksel V. Carlsen i DR2’s Deadline, TV2 NEWS eller høre ham i P1 Orientering analysere hændelser i Rusland, Ukraine og/eller Hvide Rusland. Gerne i clinch med det anti-russiske fætter/kusine panel af politikere og journalister af diverse observanser der dyrker fjendebilleder.
Ligesom andre personer med ubekvem viden er Aksel V. Carlsen offer for ’fortielsens politik’.
Ligesom andre personer med ubekvem viden er Aksel V. Carlsen offer for ’fortielsens politik’, som er blevet magthavernes middel til at forhindre offentligheden i at få indsigt i baggrunden for tvivlsomme beslutninger.
Erindringsbog
IMRD – min arbejdsplads i Moskva er en erindringsbog. Aksel V. Carlsen skriver i forordet:
“Jeg har med denne bog ingen ambitioner om at give et samlet billede af det sovjetiske samfunds storhed og fald. Hensigten er mere at fastholde og fortolke et stykke samtidshistorie på min egen måde, uden at det er en selvbiografi i traditionel forstand med forfatteren i fokus. Jeg har valgt både at skildre en række forløb, jeg har været tilskuer til eller impliceret i, primært som biperson og som borger og forsker i datidens Moskva”. (s. 8)
Bogen er inddelt i tre dele med i alt 11 kapitler. I den første del fortæller Aksel V. Carlsen om sin ansættelse ved IMRD, Det Akademiske Institut til forskning af International Arbejderbevægelse, og udviklingen fra ’avislæser til seniorforsker’.
I helikopterperspektiv introduceres hans chef T.T.T. og den helt centrale betydning tidsskriftet Fredens og socialismens problemer, som blev udgivet i Prag fra 1959 frem til 1990 (i Danmark Tiden/Verden rundt), har haft for ikke blot den akademiske debat i Sovjetunionen, men også for mange forskeres faglige og politiske løbebaner. Vi introduceres også til modsætninger mellem de intellektuelle og partiapparatet.
I anden del lander vi tilbage på gulvet, hvor vi hører om Aksel V. Carlsens egen faglige løbebane og forskningsfelter i takt med udviklingen fra ’afstalinisering’ over Sergej Trapeznikovs forsøg på genindførelse af jernhandsken, forskningens relative autonomi frem mod og under perestrojka.
Tressergenerationen i Sovjet
I tredje del fortælles om personligheder og menneskeskæbner, og Aksel V. Carlsen vover et øje med at lave både en definition og en beskrivelse af “tressergenerationen”, som er den postrevolutionære generation, som 1970’er og 1980’ernes intelligentsia runder af.
“I perestrojkatiden blev begrebet især brugt af de intellektuelle fra ’tøbrudsgenerationen’ (også kaldt ’børn af 20. partikongres’). Khrusjtjov beretning ved 20. partikongres (1956) om Stalins ugerninger blev i den brede befolkning ikke entydigt accepteret. For de fleste var beretningen et slag i ansigtet. Mange ældre blev såret på egne og Stalins vegne. Men blandt dem, der i 1950’erne havde været unge intellektuelle, og som jeg har omtalt, skabte afsløringerne forventninger om, at socialismen skulle få en ny start, som flere af dem havde forventet straks efter verdenskrigens afslutning. Det var nu disse forventninger, Mikhail Gorbatjov og hans nærmeste kreds i perestrojka-årene hentydede til, når de lejlighedsvis også betegnede sig som en del af denne ”tressergeneration”.” (s. 201-202)
Kapitel 11 bliver meget væsentlig, da Aksel V. Carlsen her beskriver det teoretiske og politiske opbrud og dele af intelligentsiaens følgagtighed under Gorbatjovs kollaps og Boris Jeltsins statskup.
For en ikke-historiker, men interesseret læser, der også har været i Sovjetunionen under den såkaldte stagnationsperiode under Breznev og den begyndende spiring under Andropov, er Aksel V. Carlsens bog uhyre interessant, men ikke let læsning.
Den kræver både forhåndsviden, en for-forståelse af nomenklatura (betegnelse for en del af parti- og statsfunktionærene/embedsmænd på alle niveauer, der var ansat efter godkendelse af en partiinstans) og en medlæsning.
Jeg har måttet se bort fra at få styr på mangfoldigheden af miniportrætter. For fag filosoffer, som har beskæftiget sig med russiske filosoffer, må bogen være en guldgrube.
Teoriudvikling og forskning
Selv har jeg fået en forståelse af, at SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti) på trods af mange forsøg IKKE kunne styre teoriudvikling og forskning. Det er her spændende at følge konflikten om sociologi er forenelig med marxistisk teori? Netop de forskellige karismatiske institutledere, der alle på én eller anden måde har været med omkring tidsskriftet Fredens og socialismens problemer, har været i stand til at skærme også ’afvigerne’, hvor en del ikke falder så heldigt ud siden hen.
“De potentielle fornyere af socialismen betegner jeg i bogen under et som ”tressergenerationen” – en samlebetegnelse for de ”revisionister”, der formedes i kølvandet på Krutsjovs halvhjertede afstalinisering. Tressergenerationen var muligvis perestrojkaens åndelige drivkraft. Men de var oppe mod et hierarkisk system, præget af traditionalisme. De havde intet fælles projekt og nok så vigtigt, deres indsats var løsrevet fra det brede samfund. Dette er en del af forklaringen på, hvorfor socialismefornyelsen mislykkedes.”
(…)
“Jeg vil gerne advokere for begrebet ”sovjetborgere”. Hverken som det nedsættende begreb ”sovok”, som flittigt blev brugt i 1990’erne, da man i Rusland var enige om at hovere over Sovjets opløsning. Eller som formel betegnelse for statsborgerstatus eller som partipolitisk idealtype (homo sovieticus). Jeg anvender det som en betegnelse for en faktisk fælles referenceramme og overordnet selvidentitet. Selvfølgelig fandtes der egoister, bagstræbere og plattenslagere. I øvrigt ligesom i Danmark.” (s. 258)
Selvom sproget er let tilgængeligt, så kræver indholdet et minimumkendskab til marxisme og videnskabsteori, og en kondensering af så meget stof på 300 sider kræver aktiv læsning for fuldt udbytte.
Er man indstillet på det, bliver man godt klædt på til at forstå, hvorfor det gik som det gjorde og måske bedre forstå, hvad der sker lige omkring os.
Aksel Vladimir Carlsen: IMRD – Min arbejdsplads i Moskva. Erindringer. 304 sider. 260 kroner (vejl.). Fås også som E-bog (159 kroner). Forlaget Mellemgaard. Juni 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
