Læserbrev
Stykket og historien åbner sig med skønmaleri på bagtæppet og skønsang til ørerne. Carl Nielsens toner flyder over den tomme scene, hvor kun nogle spredte stole bryder landskabet. Langsomt fyldes scenen med silhuetterne af en familie. Vi er vidner til den danske teaterklassiker Indenfor Murene i 2024-versionen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Stykket af Henri Nathansen er skrevet i 1912, langt hen ad vejen som en selvbiografisk skildring af Nathansens egen opvækst i en jødisk familie i Randers. Indenfor murene er blandt andet kendt for at være stykket, der markerede naturalismen ind i det danske teater, med duften af suppe der skulle sprede sig til hele publikum. Mange af de største skuespillere på Det Kongelige Teater har spillet stykket, blandt andre Poul Reumert, Ghita Nørby og Jørgen Reenberg. Stykkets dramatiske kvalitet ligger nok i temaet om at bryde ud af fastlagte normer og samtidigt holde fast i sine rødder og identitet.
Stykket er en anskueliggørelse af umenneskeligheden i ikke at sætte sig i andres sted. Ikke at ville forstå eller prøve at forstå.
Iscenesættelsen på Det Kongelige Teater anno 2024, med skuespilchef Morten Kirkskov som både instruktør og bearbejder, vælger at bibeholde den oprindelige historie, tekst og miljø. Teksten er ikke bragt op til nutiden, moderniseret. Ej heller er den oprindelige tematik og miljøskildring. I det lys kunne man jo tro, at det ville være en bedaget, støvet og uvedkommende oplevelse at se. Sådan var det overhovedet ikke. Forestillingen er blevet en fængende og vedkommende fortælling om familiesammenhold, fastlåste forestillinger, fordomme, generationsopgør, den nedarvede uretfærdighedsfølelse, antisemitisme og angst for at miste fodfæste.
Ved stykkets begyndelse træder fru Levin, den gamle Sara, frem på scenen og præsenterer, hvem publikum nu skal se og møde på scenen: den samlede jødiske familie Levin. De to sønner Jacob og Hugo, Patriarken, den gamle Adolf Levin, svigerdatteren Dina og barnebarnet, lille Sara. Desuden den trofaste medarbejder Meyer. Og datteren Esther. En åbning, der er helt Brecht’sk. Der spilles på, at vi måske kender historien, men ikke hvordan den udspiller sig og formidles. Familiemiddagen efter fredagsbesøget i synagogen tager sin begyndelse. Også her er det mere Brecht end naturalisme. Der vises det, der behøves for at anskue, at det er en familiemiddag. Og en stol står tom. Dramaet tager sin begyndelse, for hvorfor er Ester ikke kommet hjem til tiden? Spillet er afdæmpet, nærmest neutralt. Det skal senere vise sig som en kontrast til den konflikt, der vil eksplodere på scenen. En opadgående dramatisk kurve tager sin spæde begyndelse.
Skuespillernes spil
Som stykket begynder at folde sig ud, viser de forskellige figurer i fortællingen sig også mere og mere. Det gamle ægtepar Levin, spillet tæt og indlevet af Bodil Jørgensen og Jens Albinus, fylder flere og flere farver på. Humoren og komikken får mere og mere plads, i takt med at desperationen og den indestængte vrede tager til.
De to sønner tegnes ligeledes skarpere og skarpere op. Jacob spilles vellykket af Zaki Nobel som en hyldest til John Prices legendariske version af rollen i den gamle version på Det Kongelige Teater. Replikken “Lad dog barnet” kommer derfra. Den anden søn Hugo, spillet af Emil Prenter, er derimod tilsat en nutid desperation over ikke at kunne få alle enderne til at mødes i forståelse. Den centrale figur, datteren Esther, spillet af Emilie Koppel, har ligeledes en nutidig tone, men en gammeldags adfærd. Der tegner sig et persongalleri og forskellige spillestile, der på mange måder peger i mange retninger og tidsaldre, men på forunderlig vis er kortene blandede således, at forestillingen fremstår som en helstøbt fortælling, der giver lys og plads til temaerne om det svære liv uden for og inden for murene. Historiens udgangspunkt er det jødiske miljø i Danmark omkring det forrige århundredeskifte i en provinsby. Men blandingen af den klassiske historie og det indlevede spil især af Albinus og Jørgensen gør identifikationen og genkendeligheden stor i nutid. Et billede på, hvad der kan ske, når en familie (eller en gruppe) lukker sig om sig selv i værnet mod ydre fjender eller i angst for udfordringer og fremmedhed. Eller et indblik i hadets og nagets magt og stempling af uskyldige.
Hvorfor?
Men hvad er det, dette stykke kan nu i dag og i år? Og hvorfor nu efter Hamas’ terrorangreb på uskyldige israelere og midt under Israels barbariske hævntogt vendt mod det palæstinensiske folk? Fordi stykket ikke er et partsindlæg eller partisk. Men netop er en anskueliggørelse af umenneskeligheden i ikke at sætte sig i andres sted. Ikke at ville forstå eller prøve at forstå. Det stærke spil af skuespillerne gør netop, at man på publikumsrækkerne kan forstå, at man kan have det på den ene måde, men også på den anden. At dovenskaben i at se verden sort/hvid fjerner empatien og medmenneskeligheden og er vejen til destruktion. At tidligere generationers og personers forbrydelser aldrig kan være efterkommernes skyld, men heller ikke forpligtigelse.
Men vi ser også de kræfter, der på smukkeste vis åbner sig i den tætte relation mellem det gamle ægtepar Levin, når Adolfs uforsonlige nag slår over i ekstremistisk hysteri. Den gamle Sara finder instinktivt løvemoderen frem og forsvarer sin unge. Hun brøler: “Mit barn, smidt ud af mit hus!!!!“,og patriarken skræmmes af de ukendte kræfter fra sin livsledsager.
Man sidder tilbage med følelsen af at have været vidne til realistisk levet liv, så meningsfuldt behandlet og genkendeligt i alle dets menneskelige ansigter. Det er en stor bedrift af et klassisk stykke, af teatret og af skuespillerne ikke mindst.
Indenfor murene af Henri Nathansen på Det Kongelige Teater, Gamle Scene.
Iscenesættelse og Bearbejdelse: Morten Kirkskov.
Scenografi: Steffen Aarfing.
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Jens Albinus, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Prenter, Zaki Nobel, Jela Natius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton.
Stykket går frem til den 17. februar 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
