Boganmeldelse
I det fjerde bind i serien om forfatteren Erik Ponti og efterretningsofficeren Carl Hamiltons meritter konstaterer Jan Guillou alias Erik Ponti, at man bliver langsommere med alderen, men ikke dummere. Right, som Hamilton ville sige, og netop derfor kan det undre, at den ellers så politisk klartskuende forfatter har forvildet sig ind i den tågebanke, hvor Putins Rusland fremtræder i skikkelse af det store dyr i Johannes Åbenbaring.
Bogen er som de tidligere bind en blanding af autofiktion, politiske betragtninger og krimi tilsat en god portion humor og selvironi. Livet går sin sædvanlige gang for Ponti, der sidder alene ude på gården i ugens hverdage og skriver på en TV-serie, udtænker klummer til Aftenposten og holder sig á jour med verdens skæve gang via aviser og fjernsyn. I weekenden kommer fruen, der er forlægger, ud til ham med lækkerier, som indtages med dertil passende dyre dråber. Ude i ”volieren” , en omdannet staldlænge, huserer Hamilton med sine rekrutter, der uddannes til efterretningsarbejde. Navnet kommer af, at rekrutternes kodenavne er hentet i fugleverdenen.
Ponti/Guillou er jo egentligt langt inde i pensionistalderen, har passeret de 80 år, men skriveåren er bestemt ikke tørret ud.
Hvad verdens gang angår, er det Israels folkemord i Gaza og Ruslands krig med Ukraine, der vejer tungt. Også Sveriges medlemskab af NATO, der er købt af Tyrkiet på de svenskboende kurderes bekostning, indbyder til indignerede kommentarer. I et forfatter- og forlagshjem hober bøgerne sig selvsagt op, og i ledige stunder rydder Ponti op i bunkerne, hvad der giver anledning til ros og ris til forfatterkolleger.
Men en dag afbrydes det stille liv af en overskrift i Pontis yndlingsaversion, avisen Expressen, hvor det antydes, at det kunne være ham, der har skudt en litteraturjournalist fra Dagens Nyheter, da han er indehaver af et jagtgevær af samme slags som mordvåbnet. Der sker også en anden, i første omgang ubetydelig hændelse. På vej hjem i sin bil rammes Pontis forrude af en sten, som ved nærmere udforskning af gutterne i volieren viser sig at være noget andet. Dermed indledes flere spændingshistorier, der ydermere bliver sat i ornitologisk perspektiv af, at Ponti gentagne gange observerer en mystisk sort rovfugl, som han aldrig har set før. Kan det være en russisk høg?
Hamilton er samtidig i gang med at uddanne et nyt hold rekrutter med henblik på, at de skal blive specialister i en særegen form for forsvarskrig, hvor der ikke tages fanger, og som skal foregå i overensstemmelse med Hamiltons moral, der er lig med operativ analyse. De inddrages i Pontis problemer, og han giver også dem en hånd med. Som læser er der nok at holde styr på, for der sker mange sære ting, og så opstår der også lige en faderskabssag midt i det hele.
Ponti/Guillou er jo egentligt langt inde i pensionistalderen, har passeret de 80 år, men skriveåren er bestemt ikke tørret ud. Alligevel antyder forfatteren, at der kunne trænges til nogen fornyelse, og der er måske også gået lidt skabelon i formen. Han er inde på noget med en jagthistorie som grundlag, men ud fra den, der indgår i dette bind, er jeg skeptisk. Mig kunne den i hvert fald ikke rigtig fængsle, men jeg har også kun oplevet jagt som klapper, sådan en der går og slår på træerne for at skræmme dyrene op, mens godsejeren og hans venner plaffer løs på dem.
P.s. der optræder i bogen et par gange ordet östergrenarere, som ikke er oversat. Via en svenskkyndig veninde kan jeg oplyse, at det betyder svinkeærinde/sidespring.
Jan Guillou: Ikke krig og ikke fred
Oversat af Jakob Levinsen
Modtryk. 316 sider. 300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
