I ét af Göteborgs forstadskvarterer findes en idrætsklub, der hedder Proletären FF – og den har for et par år siden haft 50-års-jubilæum og i den anledning udgivet en meget flot bog om klubbens historie og aktiviteter gennem de 50 år.
Medlemmer af det kommunistiske parti KFML(r) var drivende i forbindelse med stiftelsen og har gennem alle årene været meget aktive i klubbens utrolig mange aktiviteter, men det har aldrig været et krav, at man skulle være politisk organiseret, og også mange andre har bidraget.
Det politiske arbejde har både handlet om lokalpolitiske indsatser, for eksempel at arbejde for idrætsanlæg til breddeidrætten og for at trække unge, herunder indvandrere, til sportens verden. Ligesom man har arbejdet aktivt mod stofmisbrug. Allerede tilbage i 1970’erne fik man – ved frivillig arbejdskraft – bygget et klubhus, som gennem alle årene har været omdrejningspunkt for et hav af aktiviteter. Klubbens motto er “Idræt for alle”, og det gennemsyrer arbejdet.
Klubhuset har gennem alle årene været omdrejningspunkt for et hav af aktiviteter. Klubbens motto er “Idræt for alle”, og det gennemsyrer arbejdet.
Men de politiske aktiviteter rakte langt videre: I 1980’erne var klubben aktiv i protesten mod et amerikansk krigsskib, der lagde til i byens havn, og det har gennem alle årene været fast tradition, at Proletären FF deltog i 1. maj-aktiviteter. Og tilbage i 1970’erne samlede man ind til de strejkende engelske kulminearbejdere.
Men jeg tror, man kan sige, at ikke mindst det internationale solidaritetsarbejde har haft en stor plads i foreningens politiske aktiviteter. I starten var det i høj grad solidaritet med den sorte befolkning i Sydafrika og støtte til befrielsesbevægelsen ANC. Som et led i solidaritetsarbejdet afslørede man svenske idrætsfolk, der brød boykotten af Sydafrika.
Også Palæstina var været genstand for støtte fra Proletären FF gennem årene. For eksempel inviterede man et palæstinensisk fodboldhold til fodboldturneringen Göteborg Cup i 2005.
Måske er klubben allermest kendt for den årlige afvikling af Fredsløbet i Göteborg. Det blev første gang afviklet i 1985 under mottoet “Norden som atomvåbenfri zone” og afvikles stadig hvert år med flere hundrede deltagere. I løbet deltager også en række sportsfolk fra andre lande, heriblandt Cuba, ligesom der har været deltagere fra Danmark. Overskuddet fra løbet doneres til forskellige formål; det gennem årene har været for eksempel ANC i Sydafrika, PLO i Palæstina, til palæstinensiske og kurdiske flygtninge og til sygehuset Al Awda i Gaza.
Gennem årene er det selvfølgelig gået op og ned. Der har været år, hvor det har været svært at skaffe ledere, hvor økonomien har været udfordret, og medlemstallet har ind imellem været vigende. Men Proletären FF lever fortsat i bedste velgående, og herfra skal lyde et stort tillykke.
Skulle du have lyst til at læse mere om Proletären FF, kan bogen købes her.
“Proletären FF – en del av världen” er på 400 sider.
Bogen koster 300 svenske kroner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.