I 1973 skrev Tove Ditlevsen (1917-1976) sin egen nekrolog i BT. Heri undrer hun sig over, at ”denne geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris”. Det kan man også undre sig over, men til gengæld har hendes værker vist sig at være langtidsholdbare, og på det seneste er hun også blevet kendt og anerkendt i udlandet.
Der har heller ikke været foretaget megen analytisk forskning i forfatterskabet, men det råder Lilian Munk Rösing nu bod på med bogen ”Tove Ditlevsens Veje”. Den er opdelt i syv afsnit, et for hvert af de steder, hvor hun boede, der fortæller om hendes liv dér og om det, hun skrev i den periode. Selv om den går i dybden litterært, kan den læses af et bredt publikum, da den er skrevet meget levende og i et uakademisk sprog. Hvor det er fundet nødvendigt at benytte faglige termer, gør forfatteren sig den ulejlighed at oversætte disse til forståeligt dansk for lægfolk.
Gennemgående øste hun af sine egne erfaringer, men set udefra, så de blev almene, samtidig med at hun havde en evne til at se andre mennesker indefra.
Ditlevsen kom til verden i en lille baggårdslejlighed i Hedebygade på Vesterbro. Faren var arbejder og socialist, læste gerne og skrev julesange om folkets håb om nye og retfærdige tider. Moren var hjemmegående, temperamentsfuld og humørsvingende. Datteren har nok arvet lidt fra hver af dem. Hun blev i skolen glad for lyrik, både folkeviser og salmer, og begyndte selv i en tidlig alder at skrive digte. Eget værelse var der ikke noget, der hed i den lille lejlighed. Hun måtte nøjes med vindueskarmen i soveværelset, hvorfra hun kunne betragte livet i gården og stjernerne foroven.
Da skolen var slut, arbejdede hun forskellige steder og skrev digte i fritiden. Det førte til, at hun mødte den 30 år ældre Viggo F. Møller, der var redaktør for lyriktidsskriftet Vild Hvede. Han havde til Toves fryd brusebad, så hun flyttede ind, og de dannede par.
Derpå fulgte et turbulent liv med ægteskaber, skilsmisser, afhængighed af stoffer og alkohol og gentagne indlæggelser. Uanset alt blev hun ved med det, der var det vigtigste for hende: at skrive. Selv under indlæggelserne, og udgivelse fulgte på udgivelse i en lind strøm. Digte, noveller og romaner. Gennemgående øste hun af sine egne erfaringer, men set udefra, så de blev almene, samtidig med at hun havde en evne til at se andre mennesker indefra. Desuden var hun udstyret med en sort humor, som forhindrede tilløb til sentimentalitet, og som præger hele forfatterskabet. Den kom tidligt til udtryk i et brev, hun skrev til sin bror, da hun var feriebarn i Jylland. Heri står der, at hun savner ham at slås med, og om han vil sende hende lidt steg og rødgrød i en konvolut.
Stilistisk var hun i modsætning til tidens modernister, som eksempelvis Klaus Rifbjerg, med hendes traditionelle versefødder og enderim og socialrealistiske indhold, men hun blev fuldt ud anerkendt også af dem, og hun trak læsere fra alle samfundslag. Da digtsamlingen “Blinkende Lygter” udkom i 1947, var det i et oplag på 10.000 eksemplarer. Hun sendte den til forfatteren Karin Michaëlis, som hun beundrede, og denne skrev tilbage i sit takkebrev, at digtene var pragtfulde og i stedet for kling og klang bestod af sjæl.
I 1976 var hun blevet træt af livets trængsler, eller måske var pennen løbet tør for blæk. Hun begik selvmord, og denne gang var det andre, der skrev nekrologerne.
Tove Ditlevsens Veje af Lilian Munk Rösing.
Gyldendal. 336 sider. 350 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
