Fredag den 22. august danner Rådhuspladsen i København ramme om en særlig mindebegivenhed for de over 17.400 palæstinensiske børn, som Israel har myrdet i Gaza.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) står sammen med en lang række forfattere bag arrangementet “100 forfattere giver stemme til de dræbte børn i Gaza”.
I løbet af ti timer vil forfattere på skift læse tusinder af de dræbte palæstinensiske børns navne op.
Dagen indledes klokken 10 med en åbningstale af forfatteren Kirsten Thorup, der var DPV’s første formand ved foreningens etablering i 1988.
Hele dagen igennem vil forfattere stå frem med oplæsninger. Blandt de medvirkende er forfatterparret David Trads og Rikke Viemose, som læser klokken 17.
Klokken 18 tændes lys for de dræbte børn. Her vil forfatteren Carsten Jensen holde en tale, inden oplæsningen fortsætter med blandt andre Mogens Lykketoft og Mette Holm omkring klokken 18:30.
Arrangementet vil blive et oplæsningsmaraton, hvor fokus vil være på at ære børn dræbt under det israelske folkemord mod Palæstina. Der vil ikke være politiske taler eller demonstrationer, men derimod stille musikalske indslag, digtoplæsning og mindestunder.
Arrangørerne inviterer alle til at deltage i løbet af dagen. På Facebook skriver DPV:
“Du skal være stille når børn sover ikke – ikke, når de bliver slået ihjel!”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.