Udtalelse
Blandt Walt Disneys tegnefilm er Bambi nok den mest elskede, og i USA blev den i 2011 udvalgt til nationalklenodie. Den er nu blevet fulgt op af en fransk film, hvor figurerne er rigtige dyr, der lever i den virkelige natur, men lad os gå let hen over den og i stedet benytte anledningen til at fortælle om baggrunden for den gamle tegnefilm. Den historie stødte jeg på, tro mig eller ej, i Florian Illies’ bog om den tyske, romantiske maler Caspar David Friedrich (1774-1840), hvis drømmeagtige landskabsbilleder har været til inspiration for mange senere malere.
Det er velkendt, at Disney hadede fagforeninger og kommunister, men måske mindre kendt, at han ikke led af berøringsangst over for nazister, og at den store stygge ulv i hans første film om de tre små grise (1933) var udstyret med umiskendelige jødiske træk, hvad der dog blev ændret senere. I 1938 var han den eneste i Hollywoods filmverden, der ville modtage Hitlers yndlingsinstruktør Leni Riefenstahl, da hun var på besøg i byen. I 1935 var han i München for at opleve modtagelsen af en Mickey Mouse-film, og under opholdet støvsugede han boghandlerne for illustrerede værker om tegne- og malerkunst, heriblandt nogle med Friedrichs malerier, som senere blev til inspiration for naturtegningerne i Bambi.
Romanen udkom i Danmark i 1930 og er i 2022, 100 år efter sin tilblivelse, blevet genudgivet både på forlaget Ti Vilde Heste og forlaget Virkelig.
I 1938 blev Thomas Mann og Walt Disney udnævnt til æresdoktorer ved Harvard, og ved en middag i den anledning nævnte Mann over for Disney en roman, der måske kunne være en idé til en tegnefilm. Det var Felix Saltens Bambi – En livshistorie fra skoven. Disney blev begejstret for den og fik erhvervet sig filmrettighederne til den.
Felix Salten (1869-1945) var en jødisk, østrig-ungarsk forfatter, der havde taget navneforandring og var konverteret til katolicismen, fordi antisemitismen i Østrig fik stadig bedre grobund, og som i 1938 flyttede til Zürich. I 1922 var hans roman om Bambi, der var skrevet for voksne, blevet udgivet i Wien, og den blev meget populær. Den fortæller om et råkid, der vokser op i skoven og bliver skærmet af sin mor, for der er mange farer. Den største af dem er en, der går på to ben og som kan dræbe på afstand, men der er også leg og munterhed sammen med de andre dyr. En dag bliver Bambis mor skudt, og nu må han klare sig selv, men i periferien vogter hans far, der er skovens store, ensomme prins, over ham. Bambi vokser op, kæmper sig til en mage, for sådan er vilkårene, får børn og ender med at overtage sin fars rolle i skoven som den ensomme prins.
Romanen er en allegori over menneskeverdenen på det tidspunkt. Skildringen af dyrene er i karaktertegningen og gennem deres replikker ofte meget morsom, men deres liv er ikke ren idyl. Ikke alle dyrene er rare, vintrene kan være hårde at komme igennem, og så er der ham den tobenede, som dyrene bare kalder HAN, fordi han er en overnaturlig trussel. De drømmer derfor om en farefri skov, hvor de kan føle sig sikre. Som man kan forstå, var Salten zionist og dyrene symboliserer jøderne.
I 1942 kunne Disney lancere sin film om Bambi, der afveg en del fra forlægget og var blevet til en børnefilm, hvor det politiske indhold var strøget. Samme år sad Hitler i sin hjemmebiograf på Berghof og blev dybt rørt over filmen, hvis baggrund åbenbart var forbigået hans opmærksomhed: At den var en roman, der var skrevet af en jøde, og som den 10. maj 1933 blev smidt på bålet og senere forbudt.
Romanen udkom i Danmark i 1930 og er i 2022, 100 år efter sin tilblivelse, blevet genudgivet både på forlaget Ti Vilde Heste og forlaget Virkelig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
