Læserbrev
Bogen “Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra” kan læses uden at acceptere forfatterens grundpræmis: At Danmark har brug for et effektivt og veldrevet militær.
For det går som en rød tråd gennem bogen, at militærets tilstand ikke er undtagelsen, og at det også står slemt til inden for eksempelvis Skat, dele af sundhedsvæsenet, kollektiv trafik og så videre. Engang solide institutioner og etater, der i dag har ledelser, der ofte kun har et spartansk fagligt fundament at stå på. Det er ikke “kun” i militæret, hvor “vi har at gøre med beslutningstagere, som bygger på den ene fejlslutning efter den anden”.
Peter Ernstved Rasmussen er journalist og har været udsendt til Bosnien og Irak. Han vedgår, at bogen er et partsindlæg. En beskrivelse af at det militær, han holder af, er kørt i sænk af centraliseringsivrige politikere og bureaukrater, der nok kan læse excel-ark, men intet ved om, hvordan en hær fungerer i en mudret træningslejr, eller når den er udsendt til for eksempel Mellemøsten.
Centralisering og elendig planlægning
Skandalerne har løbende været beskrevet, uden at det har ændret stort. Flere af de ansvarlige sidder stadig i systemet.
Noget af forfaldet skyldes centraliseringen. Skal en rude udskiftes, skal det ske via Militærets Materielindkøb i Hjørring, og det kan godt tage måneder – i stedet for at ringe efter den lokale glarmester. Printerpapir og kuglepenne skal også bestilles i Hjørring, men er det sidst i regnskabsåret, så er der ikke altid penge til den slags.
Andre kan med rette spørge, om et land af vores størrelse og geografi overhovedet kan forsvares?
Der mangler ammunition, geværer, artilleri, kampvogne og alskens udstyr. Kasernerne forfalder, vinduesrammer rådner, det regner ned i sovesalene, og skimmelsvampen giver soldaterne astma. Arbejdstilsynet har udstedt flere straks-påbud.
På flådebasen i Korsør må tunge lastbiler ikke køre på kajen, da denne kan skride ud i havnen. Skibene i Arktis sejler med kanoner, der ikke kan skyde. Og da en fregat blev indsat i Det Røde Hav, efter at houthierne (Ansar Allah, red.) havde angrebet skibsfarten, da kunne heller ikke den klare opgaven. Ved hjemkomsten blev togtet dog fejret som en succes.
Hver fjerde soldat mangler. Det betyder, at øvelser aflyses, også i NATO-regi, blandt andet fordi der ikke er råd til nattillæg. Samtidig med at der er ansættelsesstop, kører en hvervekampagne for at få flere til at melde sig – til lønninger, der ligger langt under det civile arbejdsmarked.
Alt dette skulle læsere af Arbejderen jo hilse velkomment, for det bekræfter os i, at militæret er en dyr rodebutik. Men hold nu skadefryden lidt i ave. For hvad vi end mener om militæret, så er der solid opbakning til det i befolkningen.
Hvad foretrækker vi så? Et militær, der hænger i laser, og hvor uduelighed, nepotisme og ineffektivitet er dagens orden. Eller at vi accepterer, at når militæret nu er her, så skal det også være effektivt og koste mindst muligt. Dårlig planlægning er dyr, uanset hvor den finder sted.
Nej, vi acceptere ikke NATO under nogen form, men derfor kan vi jo godt støtte, at det enorme sløseri stoppes, og at en smule fornuft indfinder sig.
“Fredsdividenden“
Med Murens fald, opløsningen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten sluttede Den Kolde Krig, og NATO var nu arbejdsløs. Medlemslandene erklærede, at så var der heller ingen grund til at have så store hære; en mindre territorialstyrke var nok, så de fleste begyndte at skære ned.
Snart opdagede USA/NATO, hvor svækket det opløste Sovjet, nu Rusland, var, og det udnyttede man til at udvide NATO østpå – trods et løfte til Sovjets generalsekretær Gorbatjov om, at hvis de to Tysklande skulle genforenes, så måtte dette ikke ske.
Det forarmede Rusland kunne intet stille op. På få år blev “østens barbari” erstattet af eviggyldige vestlige værdier. Til disse hører blandt andet det hovmodige Vestens “ret” til udvide frem til Ruslands grænser. Samt “Vesten behøver ikke tage hensyn til Ruslands krav om en europæisk sikkerhedsarkitektur”, som Uffe Ellemann erklærede.
Østudvidelsen lagde grunden til krigen i Ukraine. Det var der dog ikke mange politikere, der forstod. De troede på skrønen om, “at den sejrende liberalisme var historiens endelig”. De kunne ikke forestille sig, at Rusland 10-15 år senere blev en slagkraftig nation, økonomisk, politisk og militært.
På NATO-topmødet i Bukarest i 2008 gav George W. Bush Georgien og Ukraine tilsagn om, at de kunne blive medlem af NATO. Det var, skriver Ernstved, en åbenlys fornærmelse af Putin.
Da Georgien kort efter invaderede en russisk grænseregion, i tiltro til at NATO ville komme til undsætning, invaderede Rusland Georgien i en uge. Der var grænser for, hvad Rusland ville finde sig i.
I dag er den begivenhed vendt på hovedet. Nu hedder det, at den russiske reaktion var en forprøve på invasionen i Ukraine, og at Putin nok snart vil angribe et NATO-land.
Hvem bestemmer, politikerne eller bureaukraterne?
Folketinget viste ikke, indtil invasionen i Ukraine, militæret den store interesse. Det gik jo meget godt, og lod NATO blot være med at snakke om de to procent af BNP, så opdagede ingen, hvordan det stod til. De officerer, der sagde fra, blev enten forflyttet, fyret eller latterliggjort.
Umiddelbart skulle man tro, at borgerlige regeringer ville give militæret alt, hvad det bad om. Tværtimod.
Politikerne er besat af New Public Management – længere på literen for færre penge. Det tog fart i 90’erne, men med militærforliget i 2004 skete der en svækkelse af de militære kapaciteter, som militærfolk og Ernstved anser for at være nødvendige, hvis landet skal kunne forsvares. Andre kan med rette spørge, om et land af vores størrelse og geografi overhovedet kan forsvares?
Ændringerne sås ikke så meget i de årlige finanslovsbudgetter, de var ret konstante. Det var de organisatoriske ændringer, der ramte militærets selvforståelse på de mest ømme punkter. Den øverste ledelse blev djøficeret, placeret i Krigsministeriet (Forsvarsministeriet, red.) og befolket af skrivebordsgeneraler uden operative erfaringer, og som aldrig havde været udsendt til Afghanistan med videre. De sang med på admiralens vise: “Stå aldrig til søs! Lad de andre stå. I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!”
Den øverste militære chef, der tidligere havde refereret til ministeren og været dennes nærmeste militære rådgiver, blev degraderet til styrelseschef under departementschefen. Der blev oprettet et antal styrelser (personel, økonomi, indkøb, materiel, stabsfunktioner med videre). Dét betød manglende koordination, ineffektivitet og interne stridigheder.
De militære chefer skulle have politisk tæft og afstå fra at debattere, hvilket militær landet skulle have. Det var politikernes sag, og af dem vidste mange kun det, de havde fået at vide fra de militære hånddukker, der så det som deres opgave at beskytte ministeren mod ubehageligheder.
Ministrene skal til en vis grad være undskyldt, for de kom og gik i ét væk. Ti krigsministre på 12 år – kun overgået af Skatteministeriets otte ministre på fem år.
Slingrevalsen var total. Da Claus Hjorth var finansminister, bremsede han købet af nye F-35-fly. Da han få år senere blev militærminister, så kunne det ikke gå stærkt nok med at få købt flyene.
I 2021, da sammenbruddet i Afghanistan var nært forestående, ville Jægerkorpset lave en evakueringsplan for at redde såvel de danskere, der var i landet, som de tolke, der havde bistået de danske soldater, og som ville være i livsfare, når Taleban kom til magten. Ikke nødvendigt, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod.
Men så kom McKinsey
Embedsværket fik besked på at spare og bruge eksterne konsulenter til at se på det med friske øjne. McKinseys unge statskundskabere blev tilkaldt. Med deres laptop og tempoprægede tilgang til emnet endevendte de et område, de intet kendte til. De fejlfortolkede og drog urealistiske konklusioner for at finde frem til de krævede besparelser på 15 procent.
Der blev skåret ned på vedligehold. Det udstyr der lå i depoter, og som skulle bruges ved en mobilisering, var unyttigt – sælg det! Konstabler og sergentelever skulle ikke mere have løn under uddannelsen, men skulle på SU. Officersuddannelsen blev reduceret til det halve. Lederen af hærens officersskole protesterede – og fik sparket.
Alt dette er og mere til er udtryk for, hvad Ernstved kalder for “Folketingets og ministeriets syge kultur”. I hans optik handler det om, at hvis beslutningstagerne og befolkningen vil have et militær, så må man også have noget, der fungerer, og som kan løse de opgaver, beslutningstagerne vil have militæret til at klare. Hvis ikke, så kan man lige så godt nedlægge det hele og lade være med at bilde befolkningen en hel masse ind.
Søren Pind ramte vist ret præcist, da han til Weekendavisen udtalte:
– Jeg tror, at en lille kreds af embedsmænd og politikere har kendt til problemets omfang. Men i en blanding af pres fra Finansministeriet, afmagt og frygt for karrieren lod de stå til […] Vi, der var kritiske, blev kaldt forrædere […] for militærets øverste chef, Peter Bartram, havde jo sagt, at der ikke er noget at komme efter.”
“Ministeriet er ikke sin opgave voksen“
År efter år kritiserede Stats- og Rigsrevisionen militærets regnskaber. I maj 2023 kunne Troels Lund ikke gøre rede for manglende 38 milliarder kroner. Det vakte ikke særlig opsigt, folk var efterhånden blevet immune over for de mange skandaler.
Statsrevisorernes rapport fra 2023 kritiserede ministeriet for ikke at leve op til de almindelige principper for statslig økonomistyring. Revisionsfirmaet Deloitte gik endnu videre og erklærede, “at ministeriet ikke er sin opgav voksen, man vidste for eksempel ikke, at der ikke skulle betales moms af F-35-flyene.”
Selv almindelige håndværkerregninger blev ikke betalt til tiden. I 2023 fik militæret over 42.000 rykkere, og 238 gik til inkasso.
Muligt, at officererne føler, at de bliver udsultet. Men de bærer selv en del af skylden for de mange skandaler, der slog skår i politikernes tillid. Det var tydeligt, at mange dækkede over hinanden. Det er i det lys, man skal forstå det politiske ønske om at få større kontrol med det militær, der mente sig hævet over almindelig vandel og respekt for skatteydernes penge.
For at rette op på forholdene foreslår Ernstved en klar ansvarsfordeling: En politisk chef – ministeren – og en militærchef og ikke alle mulige mellemlag. Der skal være åbenhed som i Norge og Sverige, hvor befolkningen deltager i debatten om militæret. I Norge kritiserede officerer stationeringen af amerikanske tropper – uden at blive fyret, hvad de ville være blevet her i landet.
Skandaler i stribevis
Bogens oplistning af de mange tilfælde af skandaler, nepotisme og ulovligheder er deprimerende læsning.
Skandalerne omfattede blandt andre departementschefen, militærchefen, finans- og personaledirektøren, stabschefen i Specialoperationskommandoen og chefen for Frømandskorpset. Flere blev fyret, forflyttet, degraderet eller søgte selv væk. To chefer i Ejendomsstyrelsen røg i fængsel. Det samme gjorde hærchefen, der siden har fået et fedt job på en våbenfabrik.
(I 2021 skrev jeg i Socialistisk Information: “Hvad laver generaler, når de bliver pensioneret? Mange af de generaler, der har været involveret i skandalerne, kom ikke til at lide nød. Våbenfabrikker og lobbyfirmaer stod parate med lukrative jobs og skatteyderbetalte lønninger.”)
De fleste afsløringer skyldtes Ernstveds netmedie olfi.dk, der gravede sig ned i det moralske skred. Det fik Claus Hjorth til at erklære, at de presseetiske grænser var overskredet.
Skandalerne har været mulige, fordi regeringerne i deres iver efter at effektivisere har fjernet de kontrolmekanismer, der tidligere fangede uregelmæssigheder og ulovligheder i opløbet. For nylig fjernede Troels Lund ministeriets interne revision. Ikke betryggende – nu hvor der skal postes måske op til 300 milliarder kroner i militæret.
Mange mennesker er utrygge efter invasionen af Ukraine, og med en statsminister der i ét væk pisker til russerfrygten, da er der kun få, der for alvor rejser tvivl om fornuften i at blive ved med at hælde enorme summer ind i det militære vanvid.
Det skal siges til Ernstveds ros, at han ikke bidrager til russofobien. For det “provokerede mig, at man slet ikke kunne nævne andre muligheder end russerne […] ikke alt ondt kommer derfra.” Da Nord Stream blev sprængt i luften, skrev han, at USA kunne være den skyldige, og henviste til Bidens udsagn om, “at USA kunne og ville gøre det, hvis Rusland invaderede Ukraine.”
Territorialforsvar eller aktivistisk udenrigspolitik
Ernstved er dog så meget NATO-tilhænger, at han ser Rusland som den konkrete trussel, hvis det skulle komme så vidt, og sådan en trussel skal vi kunne værne os mod. Hellere det end at sende det militære grej til Ukraine, som, han vist mener, må klare sig selv. Han ser helst, at territorialforsvaret styrkes, da det, i Ernstveds optik, er slidt ned af den aktivistiske udenrigspolitik.
Når nu Ernstved er så åben i sin kritik af militære forhold og ikke er bange for at træde navngivne personer over tæerne, da er det ærgerligt, at han ikke blander sig i debatten om de amerikanske baser her i landet. Det havde været nyttigt med hans skarpe blik på regeringens voldsomme brud med dansk sikkerhedspolitik.
Bogen er velskrevet og velresearchet. Anmelderen savner dog et emne- og navneregister. Endnu mere savner jeg en drøftelse af fredsskabende og fredsbevarende styrker til indsats i væbnede konflikter.
For at en FN-styrke (og det er det, dansk militær burde bruges til!) kan være fredsbevarende, skal der også være en fred. Hvis ikke, må den skabes, og hertil kan det af og til være nødvendigt at bruge militære midler. Kun når det sker på et tydeligt FN-mandat, kan brugen af magt legitimeres.
Peter Ernstved Rasmussen: Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra. 2024, 392 sider.
Lindhard og Ringhof, 300 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
