Instruktøren Jafar Panahis film har alle det til fælles, at de indeholder kritik af det iranske styre, hvad der har kostet ham dyrt i form af arbejdsforbud, udrejseforbud og fængselsdomme. I 2022 blev han indsat til afsoning af en dom på seks år, men efter syv måneder og en sultestrejke blev han i 2023 løsladt. For ufortrødent at fortsætte i samme spor med at kritisere det repressive samfund i en film, hvori flere af personerne er inspireret af hans medfanger. I 2025 blev den tildelt Guldpalmen i Cannes, og den er af Frankrig blevet indstillet til en Oscar.
“It Was Just an Accident” (Det var bare et uheld, red.) hedder den meget tilforladeligt, men er en politisk gyser, der ikke bare anklager styret og dets håndlangere, men også behandler den konflikt, der kan opstå mellem hævntørst og moral. Et alment tema, som også er blevet vendt hertillands i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen.
Normalt bliver der uroligt i en biografsal, så snart rulleteksterne begynder at køre ned over lærredet, men i dette tilfælde var der blikstille lige til lyset blev tændt.
Filmen begynder med, at et ægtepar og deres lille datter på vej hjem i bil en mørk aften kommer til at køre en hund over. Det medfører en motorskade, men heldigvis i nærheden af et bilværksted, hvor faderen går ind for at låne et stykke værktøj, så han selv i første omgang kan udbedre skaden. Hermed indledes et drama for familien og en lille gruppe mennesker, der får revet op i deres sår og stilles over for et svært valg.
Mekanikeren genkender mandens stemme og den knirkende lyd af hans benprotese. Ikke hans ydre, for han har aldrig set ham, da han havde bind for øjnene under den tortur, han blev udsat for under en arrestation i forbindelse med en fredelig demonstration. Den følgende dag lykkes det ham at få slået manden bevidstløs for derefter at ville lade ham dø en pinefuld død. Men undervejs gribes han af tvivl om mandens identitet, og han får samlet en lille gruppe mennesker, der også har været under bødlens behandling, for at få bekræftet sin formodning. Problemet er, at ingen af dem har set ham, da de også havde bind for øjnene, men til sidst er der en af dem, der mener at kunne genkende hans lugt.
De fem, som gruppen består af, har hver deres mening om, hvad der skal ske med ham. Nogle er mere traumatiserede end andre og derfor mere hævntørstige, nogle har eller har haft et personligt forhold til hinanden, og i ophidselsens hede begynder der også at vælte private skeletter ud af skabene.
Mod hvad man kunne forvente ud fra filmens tema, er den fortalt med masser af absurd humor. Bare sådan noget som at to af dem, et par, der var ved at få taget bryllupsbilleder, da de blev inddraget i sagen, filmen igennem optræder i det dertil hørende store skrud. Også da de må ud for at skubbe bag på varevognen, som de kører rundt i med den bevidstløse mand, fordi den er løbet tør for benzin. Desuden er der groteske eksempler på, hvordan korruptionen stortrives i landet.
Henimod slutningen, da der skal ske en slags domsafsigelse, er det imidlertid fuldstændig slut med morsomhederne. Det er ifølge instruktøren et bevidst træk. Humoren er tilsat, for at publikum skal kunne holde den uhyggelige historie ud, mens manglen på samme til sidst er med henblik på, at den skal sætte sig så fast i tilskuernes hoveder, at den bliver ved at rumstere også bagefter.
Det virker åbenbart efter hensigten. Normalt bliver der uroligt i en biografsal, så snart rulleteksterne begynder at køre ned over lærredet, men i dette tilfælde var der blikstille lige til lyset blev tændt.
It Was Just an Accident
Manuskript og instruktion: Jafar Panahi
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
