Denne bog, Kvinde kend din historie, skrevet af historikeren Gry Jexen, fortæller om 50 danske kvinder, som du måske – måske ikke – kender. De har alle levet indenfor de seneste 500 år, og fælles for dem er, at de på én eller anden måde har sat sig spor i Danmarkshistorien.
Da Gry Jexen for tre år siden blev færdiguddannet som historiker, så hun i øjnene, at hendes uddannelse ikke havde givet hende særlig meget viden om kvinders rolle i historien. Det besluttede hun at råde bod på – og at delagtiggøre andre i.
Vi er mange, der ligesom forfatteren har savnet at få meget mere at vide om kvinder, der har sat sig spor i Danmarkshistorien.
Bogen er en opfølgning af en Instagram-profil og en podcast med samme titel. Portrætterne af de 50 kvinder er opdelt i forskellige temaer. Ét af dem er ”Økonomi og iværksætteri”, og her læser vi blandt andre om Sophie af Mecklenburg, der var mor til Christian den 4, men blev enkedronning allerede som 31-årig.
Da Christian var gammel nok til at blive konge, blev enkedronningen skubbet væk fra hoffet. I stedet fik hun jord på Lolland-Falster, bosatte sig på Nykøbing Slot og gjorde en stor indsats for at udvikle landbruget på Sydhavsøerne, og som det hedder i bogen: ”Sophie var en ufattelig dygtig forretningskvinde. Hendes formue voksede betydeligt i løbet af få år, og derefter begyndte hun at gøre sig bemærket på ny. Sophie begyndte at låne penge ud til tyske adelsmænd og fyrster. Renten var på 6 procent, og det var en klækkelig forretning for hende.”
Småkager og colostomiposer
Under samme tema læser vi om bondepigen Karen Volf, der grundlagde småkagefabrikken af samme navn. Den eksisterer fortsat, ligger på Møn og har omkring 250 ansatte.
Vi hører også om sygeplejersken Elise Sørensen, der opfandt colostomiposen, som blev grundlaget for den store danske virksomhed Coloplast, der i dag har omkring 12.000 ansatte på verdensplan.
Endelig kan man læse om nationaløkonomen Ellen Andersen, der udviklede regnemodellen ADAM til at forudsige konsekvenserne af en bestemt økonomisk politik, og om modeskaberen Margit Brandt, der var med til at grundlægge den danske modeindustri, og som blandt andet designede tøjet til de danske deltagere ved OL i Barcelona i 1992.
Forskellige temaer
Som nævnt er bogen opdelt i en række temaer. Ud over ”Økonomi og iværksætteri” er det ”Uddannelse”, hvor vi blandt andre læser om Nielsine Nielsen, Danmarks første kvindelige læge. Temaet ”Arbejde”, hvor man kan læse om fagforeningskvinden Olivia Nielsen, i temaet ”Ægteskab og parforhold” portrætteres blandt andre husmoderen Lis Christiansen – der i parentes bemærket var forfatterens mormor.
I afsnittet om ”Seksualitet og køn” fortælles om Lili Elbe, der var født som dreng, men som én af de første i 1930 fik foretaget en kønsskifteoperation.
I afsnittet om ”At få børn” handler det så blandt andre om Inger Merete Nordentoft, der var skoleinspektør i København, og som ugift fødte et barn i 1946. Det skabte en vældig debat, sagen blev bragt op i Folketinget, hvor flere borgerlige politikere krævede hende fyret, mens Mogens Fog fra DKP pegede på dobbeltmoralen: ”Hykleri, når jeg ved, at hverken de ærede medlemmer, som har rejst forespørgslen her i dag, eller deres meningsfæller udenfor denne sal har løftet en hånd, når en mandlig lærer eller skoleinspektør har fået et barn udenfor ægteskabet.” Sagen førte til en afstemning blandt forældrene på skolen, hvor der var flertal for at bevare Inger Merete Nordentoft som inspektør. De forældre, der var imod, tog så initiativ til at etablere en privat skole.
Kan varmt anbefales
Endelig er der afsnit med titlen ”Magt og politik” med omtale af blandt andre den folkekære grevinde Danner, der donerede mange af sine midler til et børnehjem og en stiftelse for fattige kvinder.
Der er et afsnit om ”Sport”, der blandt andre fortæller om svømmeren Jenny Kammersgaard og endelig et afsnit om ”Kunst og litteratur”, der omtaler Inger Christensen, der af mange regnes som det 20. århundredes største danske digter, men som ikke blev fundet værdig til den danske litteraturkanon.
Som det vel er fremgået af det skrevne, er det en fremragende bog, Gry Jexen har præsteret. Vi er mange, der ligesom forfatteren har savnet at få meget mere at vide om kvinder, der har sat sig spor i Danmarkshistorien. Prøv at spørge dig selv: Hvor mange af ovennævnte personer kender du til og har hørt om før?
Oven i de skrevne fortællinger er der fremragende illustrationer af den grafiske designer Thit Thyrring, der er med til at levendegøre fortællingerne. Hun står også bag omslaget.
Bogen kan varmt anbefales.
Gry Jexen: Kvinde kend din historie: Spejl dig i fortiden. 336 sider. 250 kroner (vejl). Gyldendal.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.