Et år senere
Her i september ville arbejderen, kommunisten og forfatteren John Max Pedersen (1942-1992) være fyldt 80 år. Selv om hans liv blev kort, nåede han meget og efterlod sig en større produktion af politiske tekster, digte, noveller og romaner.
John var født i Nyborg. Faren var ufaglært arbejder og klunser, siden produkthandler. Det var fattige kår, og barndommen var inspirationskilde til flere af hans senere romaner og noveller, som ofte er henlagt til Middelborg.
Allerede fra barnsben af slugte John al den litteratur, han kunne komme i nærheden af. Og det fortsatte resten af livet. Han ville lære det hele, forstå det hele og ofte tog han natten til hjælp.
Han lærte sig selv engelsk. Han tilbragte et par år af sin fritid med at læse Kirkegaard og klassisk filosofi. I en ferie på fire uger pløjede han sig igennem Lenins samlede værker.
Agitator og organisator
John Max Pedersen blev kommunist i en tidlig alder. I 1956, kun 14 år gammel, meldte han sig ind i DKU. Som så meget andet, han gik i gang med, skete det med hud og hår, og han blev kendt som en brændende agitator og organisator.
Efter en omflakkende ungdom fik han arbejde på Lindø Værftet i 1970. Her deltog han ihærdigt i de politiske og faglige kampe frem til 1973, hvor han flyttede til Århus. Også her blev han værftsarbejder og fagligt aktiv. Det fik dog en ende, efter at han havde været en af drivkræfterne i arbejdsmændenes strejke i 1977. Kort efter fulgte fyringerne af de politisk aktive, og John røg ud.
Forfatter
Det blev indledningen til en ny epoke i hans liv. Han begyndte at skrive – først noveller og senere romaner. Samtidig var han sprøjtemaler på et maskinværksted. Hans første seks bøger blev således skrevet om natten, mens han om dagen var på arbejde.
Det var ikke sundt for helbredet at være sprøjtemaler, og derfor blev han efter nogle år fuldtidsforfatter. Som 43-årig blev han ramt af sin første blodprop. Det blev begyndelsen til år med stadigt dårligere helbred.
Kommunist
John var kommunist hele livet, selv om han partimæssigt levede et omskifteligt liv.
Allerede i 1967 forlod han DKP. Der var politiske uenigheder, som ledelsen i DKP klarede ved at nægte ham at betale kontingent.
Efterfølgende blev han en kort periode medlem af det daværende KFML, som dog hurtigt blev ham for studentikos. Senere blev han dybt optaget af maoismen, indtil han også skrottede den.
I 1982 blev John medlem af DKP/ML, men i 1989 begyndte han at være utilfreds med partiets udvikling. På grund af sygdom syntes han, det var svært at kæmpe for sine synspunkter, i stedet valgte han at forlade DKP/ML. Han var dog på ingen måde fjendtlig overfor det, men stærkt kritisk overfor partiets daværende ledelse.
Arbejdspladsernes sprog
John tilegnede sig igennem livet et godt greb om den marxistisk-leninistiske teori, som det blandt andet kan ses i en række af hans politiske tekster. Han lavede også analysearbejde og skolingsmateriale, blandt andet bogen “Marxisme og leninisme for begyndere”.
Bogen viser hans store styrke i at forklare teorien på en lettilgængelig måde. Hans skole havde været arbejdspladserne, og det afspejler sig i hans sprog – også når han skrev skønlitteratur.
Det er livet på arbejdspladserne og i arbejderklassen, som først og sidst er det gennemgående tema i hans romaner og noveller. Men også solidariteten og kampen for at forandre – i det små som det store – kampen for socialismen.
John Max var også en særdeles habil maler, som vi dog aldrig nåede at se ret meget til. Mange af billederne kasserede han selv. I sine sidste år, hvor han var alvorligt syg, gav han sig igen til at male, i en stil som han selv kaldte fabulerende realisme.
Da John Max Pedersen døde i 1992, overtog DKP/ML rettighederne til hans forfatterskab, som i dag varetages af Kommunistisk Parti.
John Max Pedersen (1942-1992) dansk forfatter, arbejder og kommunist.
- Novellesamlinger:
Et ualmindeligt dumt svin, 1979
Den 22. torsdag, 1980
Kølhaling, 1981
Vi skraber os med potteskår, 1983
Livet på afbetaling, 1983
Den store fagforening og andre fortællinger, 2002 - Romaner:
Her fra til enigheden, 1979
Slusen, 1979
Stedsegrønt, 1980
Impotens, 1980
Slotsyngel, 1982
Loven og Bølgerne, 1985
Den tredje front (1995 – udsendt efter hans død)
- Digte:
At leve er at kæmpe, 1981
Dertil kommer en række tekster, blandt andet til revyer, samt lejlighedssange til strejker og lignende. - Politiske tekster:
Den Røde Tråd, udvalgte tekster 1969-1983
Marxisme og leninisme for begyndere (1994 – udsendt efter hans død) - Oversættelser:
Den døde hærs general (roman af albanske Ismail Kadare)
Manden med kanonen (roman af albanske Dritero Agolli) - Om forfatterskabet:
Finn Barlby: Billeder af et liv (indeholder et stort interview med John samt diverse boganmeldelser) - Lydbøger og E-bøger:
Forlaget Lindhardt og Ringhof har inden for de sidste år genudgivet en del af John Max Pedersens bøger som lydbøger og E-bøger.
Tre sonetter
Nedenstående tre sonetter er hentet fra John Max Pedersens digtsamling “At leve er at kæmpe”, udgivet af Nexø Forlag i 1983.
Borgerskabets hukommelse
De husker, at det skæppede i kassen
en halv snes profitable rustningsår.
De husker ikke mere det med gassen
og det med filt af dræbte fangers hår.
De husker, der var penge i eksporten
den hidsende og gyldne gullasch-rus
men de har glemt den skæbnesvangre torden
når bomberamte byer sank i grus
De husker krigen fyldte pengesækken
som freden havde ladet løbe tør
og nu forsøger de at stoppe lækken
med rustningsmilliarderne som før
for der er mer at tjene på fascismen
og krigen end på freden og turismen.
Frihed
Prøv selv engang at snuse til de løgne
hvormed de gøder vores apati
og se derefter på den splitternøgne
forvredne skrøne om at vi er fri:
I frihed kan du sagtens få de kvaler
der følger med den første million
hvis blot de passer på den første daler
og har den rette rigmands-ambition.
I frihed kan du arbejde for føden
– hvis du da ikke bliver arbejdsløs
i frihed har du ret til heltedøden
når verdenskrigen atter bryder løs.
Nå, kort fortalt: Her er kun rige frie
– hvor der er frihed, er de fri for rige.
Kloakarbejderne
Jeg synes, kammerat, at du nu bør
forsøge dig som undergrundens digter
og ordforrådet fra en lokumsdør
kan hjælpe dig, ifald din muse svigter.
Så rejs dig blot fra din Pilatus-plads
vask hænder, men husk på, vi har problemer
med industriens gifte, slam og gas
med bylder, smitsom gulsot og eksemer
med rottevrimlen i kloakens dyb
og ovenfor med alskens andet kryb
som pampere og hovne skrankepaver
der siger NEJ bag statens plexiglas
og skider på os gennem statens das
fordi vi er kloaksystemets slaver.
Lejlighedssang: Strømernes sang
Denne sang blev skrevet af John Max Pedersen til en revy, opført af de strejkende på Hurtigruten Århus-Kalundborg i 1978. Melodien er “Vi lister os afsted på tå” af Thorbjørn Egner.
Her kommer stadens ordenskorps
med hjelm, visir og stave.
Vi gør, hvad vi får ordre til,
hvad vi så end skal lave.
Vi banker en blokadevagt
med kniplerne i samme takt:
:Dansk orden skal holdes,
dansk lov er på vej.
Den får løn og pension for at banke dig.:
Når folk, de spytter efter mig
og kalder mig en bøddel,
så bli’r jeg somme tider bleg;
men hjælper det en tøddel?
Jeg spiller borgerskabets spil,
gør kun hvad jeg får ordre til.
:Dansk orden skal…
Arbejderklassens sikkerhed
er fantasiens foster;
men vi får hjelm og skjold og stav,
så skidt med, hvad det koster.
Vi spiller borgerskabets spil,
så sikkerhed, det er der til.
:Dansk orden skal…
Vi værner folkets ejendom,
så folk kan være trygge.
Men folk der ikke ejer noget,
dem skider vi et stykke.
En arbejder har ingen ret,
at indse det er ganske let.
:Dansk orden skal…
I industrien sker det tit
en kuli mister livet;
men hvis du kræver sikkerhed,
så si’r de, du er pivet,
som knippel-suppe kok jeg får
et arbejde i trygge kår.
:Dansk orden skal…
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
