Udtalelse
Forfatterens prolog som digt:
Taliban kan bombe, myrde og terrorisere.
Men de kan ikke tage magten.
Vi har svære dage, måneder og år forude.
Men NATO vil holde kursen.
Vi vil aldrig tillade,
At Taliban tager magten med magt.
Vi vil aldrig tillade,
At al-Qaeda har et sikkert tilflugtssted
I Afghanistan igen.
Og vi vil aldrig støtte
nogen politiske aftaler, der ofrer
menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder,
Som er nedfældet i den
Afghanske forfatning
Anders Fogh Rasmussen, NATO’s generalsekretær, i 2010
‘Glemmer du – så husker jeg’ sang Liva Weel som en påmindelse om, at som tiden går, poleres minderne, og traumerne gemmes væk. Men hvor Liva Weel husker ord for ord for at mindes alt det gode, minder en velskrivende og skarp Puk Damsgård os om, at Danmark som krigsførende nation i Afghanistan ikke må ‘glemme’ og henfalde til polerede minder. Bogen kan stærkt anbefales til den, der vil lære.
“I 2004 drog jeg som studerende til Afghanistan og skrev mellem Taliban og fremtiden. Nu er jeg voksen, og Taliban er blevet fremtiden. Jeg finder mine gamle notesbøger frem. Over årene oplevede jeg, hvad krigen gjorde ved Afghanerne. Jeg må skrive igen. Nedslag og øjeblikke, der kan være sigende om de tyve års krig. I sporet af Vestens historiske kollaps i Afghanistan, hvor avancerede hære led samme skæbne som dragen Shamar i pashtunenes kærlighedsmyte. En epilog fra en krigsmartret nation og danske soldaters endestation, hvor hellige krigere nu sidder på kontorstole. Nogle kun med et enkelt øje tilbage.
Hvad ser de?
Hvad så vi?” (s. 38-39).
Sådan begrunder Puk Damsgård sin nye bog DRAGELAND Taliban er blevet fremtiden. Så jeg må skrive igen.
Hun rejser derfor ind i Afghanistan et halvt år efter, at USA og dets allierede, heriblandt Danmark, hovedkulds flygter ud efterladende et kaos af fysiske og psykiske traumer og angst.
I 16 korte letlæste kapitler med start i Kabul kører vi nu ‘sikkert sammen med Puk ad Helvedes hovedvej’ og besøger provinserne Logar, Wardak Ghazni, Kandahar, Helmand, Balkh og Farah, hvor vi møder så forskellige personer som den unge kvindelige psykolog Heela, der arbejdede i præsidentpaladset og hendes veninde studinen Salome fra Kabuls universitet, den unge talibaner Abdul, den kvindelige borgmester Zarifa Ghafari, den kvindelige gynækolog og tidligere parlamentsmedlem Roshanak, handicaphjælperen Naseer, den danske sprogofficer Jamal, uddannelsesaktivisten Matiullah, min gode ven og tidligere chef i Kosovo den danske programdirektør i amerikansk tjeneste Stig Marker Hansen og talibanere på flere niveauer. De skal ikke refereres her. Dem skal man glæde sig til at læse. I det næste blot nogle få eksempler, som jeg vil forsøge at komplementere.
Jeg har selv mødt Puk Damsgård et par gange, da jeg arbejdede med og i Afghanistan i perioden 2006-2014. Hun er en dedikeret og modig journalist, der gennem den 20 år lange krig forsøgte at give en splittet afghansk befolkning stemme i den danske offentlighed som et korrektiv til den officielle STEMME fra Afghanistan, som de danske medier med få undtagelser lod lyde i et ekkokammer for USA, Anders Fogh og Helle Thorning. ‘Alt går efter planen,’ lød det.
Jeg kan tilføje, at få i ekkokammeret spurgte, hvad går planen ud på? Kritik af den danske indsats, som jo primært var militær (1 milliard kroner om året) med vedhæftet civil bistand til genopbygning (ca. 3-500 millioner årligt) og humanitær assistance (ca. 45-50 millioner årligt), blev betragtet som upatriotisk og en uforskammethed mod soldaterne og deres pårørende. Militariseringen af det danske samfund var allerede dengang godt i gang med bl.a. reklamefilm i biograferne om, at man som professionel soldat kan komme ud og opleve verden og ‘gøre en forskel’. Man kan få en lederuddannelse, som kan bruges i det danske erhvervsliv sidenhen – hvis man altså overlever. Den risiko nævnte man ikke i reklamefilmene.
For Puk Damsgård har Highway 1 eller Helvedes hovedvej allegorisk betydning:
“(…) Da USA, Storbritannien og Danmark for alvor rykkede ind i Kandahar og Helmand i 2006, mødte NATO-soldaterne voldsom modstand. Taliban udnyttede også Highway 1 til at angribe styrkerne. Den blev så farlig at færdes på, at diverse ledere og vip’er blev tvunget til at flyve.
Derfor blev Kabul som en isoleret ø. I 2010 og 2011 spillede jeg volleyball i min have i hovedstaden (f.eks. sammen med mig et par gange/AMV), pressede granatæblekerner til saft og gik til fester med Madonna på storskærm (ikke med mig/AMV). Hvis jeg forlod Kabul ad Highway 1, var det mod skælvende territorier. Zoner så røde som havens granatæbler, hvor talibanerne var mere magtfulde end de vestligt støttede lokale distriktschefer.
Forsyningsruten mellem Kabul og baserne i syd blev i folkemunde omdøbt fra det officielle NH0101 til det mere præcise Helvedes hovedvej.” (s. 45)
Gennem persongalleriets beretninger og udsagn og forfatterens egne refleksioner udfoldes Afghanistans kulturelle og politiske konfliktlandskab. Her ridses den kontekst op, som man i den vestlige koalitions politiske kontorer ikke har forstået eller blot ikke gidet forholde sig til: periferi vs. centrum; tradition vs. fornyelse; fundamentalisme vs. oplysning; tvang vs. frihed; klientisme vs. professionalisme; korruption vs. god regeringsførelse; vold vs. forhandling osv. Som Stig Marker Hansen citeres for:
” – Vesten tvangsfodrede afghanerne med dollars.” (s. 102) Og jeg tilføjer: for strategien var at købe afghanernes hjerter og hjerner: ‘vi bygger en skole her og laver en sundhedsklinik der og lige pludselig er Taliban millionær’. Det blev kaldt ‘samtænkning’.
“Udenrigsministeriet havde ellers hyret den afghanske ingeniør Abdul Wakil til at følge byggerierne i Helmand. Modsat ambassadøren (den danske, AMV) vidste han en del om bestikkelse. Han fortalte om, hvordan bygherrerne var nødt til at betale krigsherrer og Taliban for at kunne bygge i fred. For så snart de lokale bygherrer, som havde fået kontrakten af det afghanske undervisningsministerium, gik i gang, mødte Taliban op og forlangte beskyttelsespenge. Bygherrerne måtte også – ligesom NATO-konvojerne langs Highway 1 – betale for, at materialer nåede sikkert frem til Helmand.
-Det er svært og dyrt at bygge skoler i Helmand. Deraf den høje pris på skolerne, forklarede Abdul Wakil.” (s. 171-172)
Skolebyggeri var mit eget gebet i Afghanistan som chef for Danish Assistance to Afghan Rehabilitation and Technical Training (DAARTT). Ingeniør Wakil var oprindelig ansat hos DAARTT, men da vi afslog den danske ambassades ’tilbud’ om at stå for skolebyggeriet i Helmand med henvisning til, at samarbejde med militæret ville være et brud på vores humanitære mandat, påtog Wakil sig opgaven at være tilsynsførende på vegne af den danske ambassade, der finansierede byggerierne gennem det afghanske Undervisningsministerium.
Det kunne være en farlig opgave at konfrontere en entreprenør, når han forsøgte at snyde på kvaliteten. Hvis Wakil påpegede, ‘at fundamentet for skolen var for svagt blandet, kunne det jo forstærkes ved, at han selv blev blandet i cementen’. Det var ikke kun Taliban, der levede godt af anlægsopgaverne, der var mange led fra bevilling over licitation til byggeplads, der forsøgte (ofte med snilde og succes) at få deres del af kagen.
“Entreprenørerne tjente millioner af dollars på kontrakterne, der forgyldte familier til den afghanske regerings topfolk. Et af de private firmaer, NCL, var ejet af forsvarsministerens søn. Et andet, Watan Risk Management, af præsident Karzais fætre. Firmaet dominerede langs hovedvejen til Kandahar på grund af forbindelser til en lokal krigsherre.
I 2009 fortalte en kvindelig entreprenør til det amerikanske ugeblad the Nation, at det sikkerhedsfirma, hun benyttede, samarbejdede direkte med Taliban for at undgå angreb.
“To talibanere er nok. En foran og en bag ved konvojen. Ellers kan du ikke arbejde. Det er simpelthen ikke muligt,” udtalte hun.
Korruptionen langs vejen var den største offentlige hemmelighed i Afghanistan i de år. Men ingen, og slet ikke Vesten, havde en løsning på problemet.” (s. 124-125)
I Drageland får vi nu at vide, hvordan afghanske mænd og kvinder ser på os og sig selv efter 20 års krig, men Puk Damsgård spørger også: hvad så vi – altså Vesten – danskerne?
Mit svar er: Alle der hævdede, at det gik efter planen, så intet, da man enten som soldaterne havde travlt med at holde sig selv i live, eller man så det, man ville se som diplomaterne inde bag ambassadernes høje mure, pigtråd og i pansrede køretøjer. Dengang kunne man ikke råbe dem op. Der skulle en tabt 20-års krig til, før der kunne lettes på glasklokken, som Puk Damsgård får lov til.
Læs bogen.
Puk Damsgård: Drageland – Taliban er blevet fremtiden. Så jeg må skrive igen.
224 sider. 300 kroner. Politikens Forlag
Anmelderens konklusion:
NATO kunne bombe, myrde og terrorisere.
Men de kunne ikke holde magten.
De havde svære dage, måneder og år bag sig.
Men NATO holdt ikke kursen.
De tillod,
At Taliban tog magten med magt.
De tillod,
At al-Qaeda har et sikkert tilflugtssted
I Afghanistan igen.
Og de støttede
den politiske aftale, der ofrer
menneskerettighederne, herunder kvinders rettigheder,
Som er nedfældet i den nu glemte
Afghanske forfatning
NATO og Vesten har forladt
Den afghanske befolkning
I en humanitær katastrofe
Og
NATO og Vesten har glemt
Løfterne
Til den afghanske befolkning.
Allan Mygind Vokstrup, tidligere udviklingsarbejder, 2023.
Fakta 1.
– De første danske soldater blev indsat i Afghanistan i januar 2002.
– Omkring 12.000 danske soldater har haft ca. 21.000 udsendelser til Afghanistan.
– Danske soldater har været indsat i Kabul, Helmand, Kandahar, Feyzabad, Chagcharan og Mazar-e Sharif. Flyvevåbnets bidrag i den første fase af indsatsen var placeret i Manas i Kirgisistan.
– 44 danske soldater har mistet livet i Afghanistan. 37 er faldet, mens 7 er døde som følge af sygdom, ulykker eller anden årsag.
Fakta 2.
I følge en artikel fra Børsen estimerer Forsvarsministeriet, at den danske indsats i Afghanistan fra 2002 til 2020 har kostet 12,1 milliarder kroner. En artikel fra Berlingske beskriver derimod, at Danmark i perioden 2002 til 2015 brugte 13 milliarder kroner på militære udgifter i Afghanistan.
Fakta 3.
Allan Mygind Vokstrup arbejdede i og med Afghanistan fra 2006-2014. Han var leder af Dansk Folkehjælps internationale afdeling, hvorfor han i samme periode sad i bestyrelsen for DACAAR (www.dacaar.dk). I samme periode havde han det overordnede ansvar for DAARTT (www.daartt.org), hvorfor han besøgte Afghanistan flere gange om året og var udstationeret i Kabul 2011-2013.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
