Analyse
Sonja – russisk jøde, dansk kommunist er titlen på en såkaldt doku-roman, som udkom i november 2021.
Den er skrevet af Salli Besiakov, som er årgang 1928. Han er uddannet arkitekt, vokset op i Danmark og søn af kasketmager Zalmen Besiakov og hustru Sonja, som var russiske jøder, indvandret til Danmark før Første Verdenskrig.
Salli Besiakov beskriver en særlig del af den danske arbejderhistorie, som det er godt at få fortalt.
I bogen fortæller han sin mors historie, fra hun blev født i 1897 i Hviderusland “i det område, som zarstyret havde tilladt jøderne at bosætte sig i”, til hun ender sine dage i 1977 – efter at have tilbragt sine sidste år som pensionist i en lejlighed på ellevte etage i Bellahøj i København.
Kulturhistoriker Morten Thing har skrevet forordet. Han har beskæftiget sig med jødernes historie i Danmark og fortæller om, at der i en kort perioden mellem 1905 og 1914 kom op mod 10.000 russiske jøder til København. Mange af dem rejste videre – eller tilbage efter revolutionen. Men omkring 3.000 blev i Danmark. De fleste var arbejdere og boede i Københavns billigste lejligheder.
Barndom i Hviderusland
Salli Besiakovs mor Sonja var en af dem. Besiakov har ud fra gamle breve, fotos og kasettebånd stykket hendes historie sammen, og han lader hende selv fortælle historien – eller rettere som han forestiller sig, hun ville have fortalt den.
Og hvilken historie. Den starter helt tilbage i Sonjas barndom i Vitebsk, hvor hun blev født i 1897. Sonja fortæller om sin familie, mor, far og seks søskende, farmor Sore og farfar Leiser, der som ung var ansat som førstekusk i fyrst Mensjikovs palads i Skt. Petersborg. Leiser var en fri mand, mens alle de andre tjenestefolk i paladset var fyrstens livegne. Til gengæld skulle farfar Leiser skjule, at han var jøde, for at han kunne arbejde som kusk.
Det var en barndom med fattigdom og hårdt arbejde – blandt andet for de rige jøder. Og en barndom, hvor pogromerne fra de kristne naboer var tilbagevendende begivenheder – især ved påsketid.
Da Sonja var 13 år, kom hun ud at tjene. Og lærte at læse og skrive – og senere at sy, som mange jøder beskæftigede sig med. Allerede som 17-årig fulgte hun i sin bror og søsters fodspor og rejste til Danmark.
Til Danmark
I København flyttede Sonja i første omgang ind hos sin bror og svigerinde, men fandt hurtigt et arbejde via den jødiske arbejderforening og flyttede på værelse ude i byen.
Arbejdet var hos en jødisk skrædderfamilie med to mindre børn, som boede og arbejdede i en to-værelses lejlighed i Hummergade. Fritiden tilbragte Sonja i de adskillige jødiske foreninger, hvor der også kom andre unge fra Rusland – og her mødte hun også Zalmen, som hun blev gift med.
Nogle af de jødiske foreninger “var for de meget religiøse, andre var for bundister, der ville skabe et socialistisk, klasseløst samfund, andre igen for zionister, der agiterede for et jødisk hjemland”.
Zalmen og Sonja var tiltrukket af socialismen, og da de i 1927 havde fået dansk indfødsret og pas, meldte de sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP.
Senere blev de medlem af Rote Hilfe, hvor de aktivt understøttede de mange tyske emigranter på flugt fra nazisternes forfølgelse. Samtidig fulgte de engageret med i udviklingen i deres hjemland Sovjetunionen – både gennem partiet og via breve fra den tilbageværende familie, som Sonja også besøgte – første gang i 1934.
Under besættelsen flygtede flygtede Zalmen og Sonja til Sverige i 1943, hvor de ret hurtigt fik arbejde på en svensk tekstilfabrik. Her levede de et aktivt flygtningeliv sammen med svenske kommunister og klarede sig godt, indtil de vendte tilbage til København i juni 1945. Her var de dog husvilde, da deres lejlighed var blevet genudlejet.
Et særligt miljø
Til sidst fik de dog en lejlighed og kom igen i gang med at producere skihuer og skindhatte på deres lille værksted. Det blev deres levebrød, frem til at de blev folkepensionister.
Helt frem til sin død som 97-årig i 1988 fulgte Zalmen udviklingen i Sovjet – ikke mindst via Radio Moskva. Han var, som Sonja udtrykker det, “den sidste stalinist, selv om hans store helt var død flere år tidligere”. Sonja selv døde i 1977. Hendes begejstring for det socialistiske fædreland var knap så stor.
Salli Besiakovs bog er en fin fortælling om en stærk kvinde og et særligt indvandrermiljø, som de færreste sikkert kender til. Det er også en del af den danske arbejderhistorie, som det er godt at få fortalt.
Som Morten Thing skriver i forordet: “På et tidspunkt, hvor hele første generation af de russisk-jødiske indvandrere er døde, vækker Besiakov dem til live med sin bog. Det tror jeg, de ville være meget tilfredse med, selv om de nok ville have ændret eller tilføjet detaljer her og der”.
Salli Besiakov: Sonja – russisk jøde, dansk kommunist. Doku-roman. 268 sider. 299 kroner (vejl.) Forlaget Republik. Udkom i november 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
