anmeldelse
Johannes Anyuru er en svensk forfatter med rødder i Uganda, der i 2022 blev hædret med August-prisen for romanen Ixelles. Handlingen kunne have udspillet sig i Sverige, men forfatteren har valgt at flytte den til Antwerpen i Belgien, som er herostratisk berømt for sin nådesløse imperialisme, og hvor der i byen stadig er kvarterer med forretninger, der handler med diamanter hentet i Congo.
I romanen er der også et kvarter, der bare kaldes 2070 efter sit postnummer. Det er en betonghetto, hvor der især bor flygtninge, indvandrere og deres efterkommere, og som er præget af vold, kriminalitet og stofmisbrug, og hvor drengene går med kniv. Her vokser Ruth og Mio op. Ruths mor var flygtet fra Congo, og Mio stammer fra Irak. I Mios familie lever der en myte om, at dens forfædre var bibliotekarer, og det lokale bibliotek spiller en central rolle i romanen.
Stilistisk bevæger den gribende fortælling sig mellem socialrealisme og poesi.
Det er på biblioteket, at Ruth og Mio møder hinanden. Ruth er stamkunde og har her stiftet bekendtskab med digtekunsten, er selv blevet lidt af en digter og har ugentlige oplæsningsaftener, mens Mio er ny på stedet. De bliver kærester og lever som de andre unge i en hård verden, der blødes op med euforiserende stoffer og gensidig kærlighed, indtil katastrofen indtræffer.
Mio bliver knivdræbt i en tunnel, måske fordi han har gæld til leverandøren af varerne, og senere bliver hans lillebror også dræbt. Ruth så aldrig liget af Mio, og hvad der egentlig foregik, står hen i det uvisse, men Mio bliver kvarterets martyr, og flere år efter begynder der at komme mystiske livstegn fra ham.
Tilbage sidder Ruth med sorgen og spiren til deres barn, Em, der i bogens nutid er blevet 10 år. Hun har i mellemtiden forladt bydelen, er flyttet til et hus ved havet og arbejder i et agentur, hvis produkt består af at skabe og sælge falske identiteter, der kan bruges til at manipulere med. Som da kommunen vil rydde 2070 til fordel for et nyt vejanlæg og søger hjælp hos agenturet til at gøre folkestemningen positiv i forhold til projektet. Dermed kan man slå to fluer med et smæk: få det ønskede vejnet og komme af med ghettoen.
Ruth har forladt sin fortid, for at Em kan få en anden opvækst, end hun havde. Hun går endog så vidt, at hun også manipulerer med den og opdigter en anden til sin søn, hvori indgår, at Mio og hans familie blev dræbt ved en trafikulykke. Em er optaget af rollespil, men han er især optaget af, hvem hans far var, og han er en skarp iagttager.
Krimiplottet har udgangspunkt på biblioteket, hvor en vagt i forbindelse med noget ballade skubbede en dreng ned ad trappen. Drengen kommer på hospitalet og ligger i lang tid i koma, og her dukker der nogle CD-optagelser op med Mios stemme, der siger, at han ikke er død, men sidder på taget i afdelingen for ingenting. Er Mio stadig i live, eller er optagelsen fup og hvorfor?
Romanen spænder vidt. Der er kolonialisme, klassebevidsthed og klasseflugt. Fiktion og virkelighed. Kunstens og litteraturens betydning. Familiens og den etniske baggrunds betydning. Mange stemmer kommer til orde, og der er ingen fordømmelse, men blot konstatering af at sådan er virkeligheden, også for dem, der ikke vil se den. Stilistisk bevæger den gribende fortælling sig mellem socialrealisme og poesi.
Johannes Anyuru: Ixelles
Oversat af Andrea Fehlauer
Klim. 385 sider. 300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
