Bøger og filmatisering
I august 2024 udkom Thomas Bobergs roman ”Insula”, og den blev modtaget med begejstring af anmelderne, men ikke af en del af beboerne på Fejø, der følte sig genkendt og udleveret og blevet påduttet gerninger, de ikke havde foretaget sig. I flere måneder bragte aviser, radio og TV den ene kommentar efter den anden, der enten støttede forfatteren eller øboerne. Forfatteren, der i tre år havde boet på øen, udtalte, at han dér havde hentet inspiration, men at han havde anonymiseret alle, og at han havde digterisk frihed, da der var tale om en roman. Dog rettede han nogle småting i andet oplag efter en samtale med en af de berørte.
Al balladen endte med, at restauratøren Frank Strathe anlagde sag imod forfatteren og forlaget Gyldendal for injurier i henhold til straffelovens § 267 og forlangte en erstatning på 90.000 kroner. I december frikendte retten i Nykøbing F. både forfatter og forlag med den begrundelse, at man må have ”vide rammer for at inddrage eller referere til bestemte personer, der mere eller mindre åbenlyst kan identificeres.” Dog gav man Strathe ret i, at der var sket en krænkelse af hans ære i strafferetslig forstand, men retten satte ytringsfriheden højere end lovens injurieparagraf, fordi der var tale om en skønlitterær roman og ikke et dokumentarisk værk. Den krænkede appellerede på stedet sagen til landsretten, så nu bliver det spændende, hvad den når frem til.
Et lignende røre, som på Fejø, opstod i 1938 blandt beboerne i Tibirke, da Hans Scherfigs bog ”Den forsvundne fuldmægtig” udkom. Det skyldtes også, at personer i bogen var genkendelige og følte sig såret, og det lykkedes dem i første omgang at få nedlagt et fogedforbud mod bogen, men det varede kun kort tid.
Scherfig havde fra 1936 til 38 sammen med sin kone, Elisabeth Karlinsky lejet to værelser i Tibirkes gamle skole, som var ejet af skovfoged Balslev (i bogen Hageholm). Her skrev han bogen, og ”det var uundgåeligt, at stedet og beboerne kom til at påvirke romanens sceneri. Noget blev måske genkendeligt, og vakte fortrydelse. Det var praktisk at flytte til en anden egn, da bogen skulle udkomme”, som han senere skrev. En af dem han skildrer er hans vært Balslev og dennes husbestyrerinde, som følte sig trådt over tæerne, fordi han udleverede deres privatliv. Skovfogeden har uden tvivl fortrudt lejemålet.
Men det var ikke kun beboerne i Tibirke der reagerede. I programmet til filmatiseringen af romanen i 1971 skrev Scherfig, at der ”fra forskellige byer i landet kom breve, hvor man påstod, at den forsvundne fuldmægtig fungerede i den lokale offentlige administration. Nogle skrev, at han var et prægtigt menneske, som det var skændigt at forulempe i en nøgleroman. Andre syntes, at det havde han rigtig godt af. En fremmed mand i Ålborg, som mente sig karikeret, beskrev udførligt, meget uhyggeligt, hvordan det vil gå en smædeskriver i helvede, når han var død. Og en landsretssagfører i Køge har på en klients vegne forlangt skadeserstatning og under henvisning til lov nr. 140, § 17, krævet, at romanen om fuldmægtigen skal tilbagekaldes fra boghandlerne og destrueres tilligemed det eksisterende lagre af bogen.”
Det kan absolut anbefales at læse bøgerne og at se filmatiseringen fra 1971, hvor Ove Sprogø spiller Theodor Amsted og Karl Stegger Hageholm.
Thomas Boberg: Insula. Gyldendal. 382 sider. 300 kroner.
Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig. Gyldendal. 192 sider. 200 kroner
Filmen kan købes på nettet eller lånes på biblioteket
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
