Ulovlig krig
Der er flygtninge, og så er der bekvemmelighedsflygtninge, hvor den sidste betegnelse må siges at være en eufemisme (ifølge ordbogen: en forskønnende omskrivning af et nedsættende ord). I filmen Souleymane’s Story hører titelpersonen til i denne kategori, men der er mildest talt ikke noget bekvemt over hans tilværelse.
Souleymane er rejst fra sit hjemland Guinea, sin familie og sin kæreste til Paris i håb om der at kunne tjene så meget, at han kan betale for at få sin syge mor behandlet. Indtil hans asylsag er afgjort, må han ikke arbejde, så han har lejet en app-konto af en anden immigrant og knokler rundt i Paris dag og aften i al slags vejr som Wolt-bud. Sent på aftenen tager han den sidste bus til et herberg, hvor han kan overnatte.
Filmen blev på sidste års Cannes-Festival hædret med Juryens Pris.
Vi følger ham bagfra, via kameraet, på hans hæsblæsende ridt. Der skal hentes og bringes meget for at tjene de par håndører, det kan blive til, når app-lejen er betalt. Og der skal tåles meget i form af skældud og nedsættende bemærkninger fra leverandører og modtagere.
Et sammenstød med en bil kommer han også ud for, for hans koncentrationsevne er ikke helt på toppen. Filmen foregår i de to sidste dage, før han skal til samtale på asylkontoret, så hans hjerne er optaget af at memorere den historie, som en immigrant, der lever af den slags, har digtet for ham, selvfølgelig mod betaling. I et pusterum ringer han til sin kæreste og får nyheder, der også giver ham grubleri.
På asylkontoret bliver han udspurgt af en venlig kvinde, han lirer sin historie af, og hun modtager den tålmodigt for efter et stykke tid at bede ham om at fortælle den virkelige historie. Den første kender hun alt for godt.
Det er en flot fotograferet film med byernes by som baggrund og med en indholdsmæssig rå realisme om mennesker, der nedbrydes i det kapitalistiske system, og de bliver ikke færre efter USA’s, Englands og Frankrigs drastiske nedskæringer i deres ulandshjælp.
Den viser privilegerede europæeres syn på mennesker med en anden hudfarve, og at der indbyrdes i det afrikanske immigrantmiljø ikke er plads til megen solidaritet. I kampen for at overleve er det ikke noget at give af.
Der er dog lyspunkter, som når de venskabeligt driller hinanden, og som da Souleymane bringer en pizza op til en gammel mand, der bor på 5. sal uden elevator og efter denne klatretur alligevel tilbyder sin hjælp og tager sig tid til en lille snak med den ensomme mand.
Filmen blev på sidste års Cannes-Festival hædret med Juryens Pris, og Abou Sangaré, der spiller Souleymane, og som er mekaniker, blev kåret som den bedste skuespiller. De øvrige medvirkende er alle, undtagen Nina Meurisse der spiller sagsbehandleren, amatører, og de gør det godt og overbevisende.
Ligesom man kender det fra Ken Loach, der også arbejder med amatører, er det med til at øge troværdigheden. Han har med filmen Sorry We Missed You behandlet samme tema, men fra en anden vinkel. Her var det en hvid englænder, der kørte budkørsel og blev kvast i systemet.
Her til lands har vi jo også Wolt-bude, nogle af dem også illegale, der finder sig i hvad som helst af nød, og som bringer færdigretter ud til velbjærgede, der ikke selv gider bevæge sig ud efter dem, når man kan få folk til at gøre det.
Souleymane’s Story
Instruktion: Boris Lojkin
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
