Underbetalt arbejdskraft
Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme handler om vejen til socialisme. Bogen ser ud til at blive en bestseller, og det er i sig selv ikke blot interessant, men også uhyre glædeligt. For socialismen og vejen til socialisme har den toneangivende del af venstrefløjen i en lang årrække ikke villet stå på mål for i den offentlige debat. Det gælder også Enhedslisten, Pelle Dragsteds eget parti.
Jeg ser Nordisk socialisme som en velkommen vækning af en snorksovende socialismedebat på den danske venstrefløj.
Der findes givetvis mange (kritiske) tilgange til bogen, hvilket Pelle Dragsted også prøver at tage sine forbehold overfor: ”Jeg er sikker på, at bogens idéer og forslag vil møde kritik. Cepos og dele af højrefløjen vil opfatte mine forslag som venstreekstreme fantasier, der vil føre til totalitarisme og økonomisk deroute. Dele af venstrefløjen vil omvendt opfatte dem som reformistiske afvigelser fra socialismens rette lære” (side 12).
Pelle Dragsted ligefrem forventer en modlæsning og forkastelse fra højre- og venstrefløj, men jeg har valgt en tredje vej: en kritisk medlæsning.
Inspiration fra USA
Pelle Dragsted finder tiden moden til en diskussion af vejen til socialisme nu. Inspiration til at tage emnet op skal findes ’over there’ i USA i amerikansk politik, hvor henholdsvis Donald Trump har brugt de skandinaviske velfærdsstater som skræmmebilleder på ufrihed og ineffektiv marxistisk kommandoøkonomi, og Bernie Sanders modsat fremstiller de nordiske offentlige sektorer som en vision for bekæmpelse af fattigdom, inklusion og udvikling til gavn for den lavere middelklasse, arbejderklassen og minoriteterne i USA.
Pelle Dragsted tager udfordringen op og sætter fokus på de ’socialistiske’ lommer i de nordiske velfærdssamfund.
Trumps ’America First’ kombineret med klimafornægtelse og Sanders idolisering af resterne af blandt andet den danske socialdemokratiske velfærdsstat har altså fungeret som vækkeur for den slumrende socialismedebat i Danmark. Og det er godt, at den vågner nu, selvom debatten var ligeså relevant og nødvendig i nullerne og tierne. Det grundlæggende problem er det samme dengang som nu: menneskehedens fælles kurs mod klimakatastrofen.
Klimakatastrofen
Min forståelse er, at det er den globale industrielle produktion, distribution og konsumption udviklet over tid, der er årsagen til, at verden bevæger sig i en retning, hvor vores livsgrundlag forringes og måske helt ophører på grund af et klimasammenbrud for vores klode.
Hvis udviklingen frem mod klimakatastrofen skal ændres, kræver det et grundlæggende opgør med den kapitalistiske produktion.
Afledt af denne proces konfronteres verdens befolkning med andre store problemer:
- Ødelæggelse af naturgrundlaget fører til migration, som igen lægger forøget pres på naturgrundlaget.
- Øget migration skaber mere usikkerhed, konfrontation og vold. Derfor opstår der fra politisk side krav om øget sikkerhed for såvel individer som nationer, hvilket især kommer til udtryk i militær oprustning, som også forøger trykket på naturgrundlaget.
- Uligheden i adgang til ressourcer og servicer øges, og konfliktmuligheder forstærkes. Krige og væbnede konflikter fører til øget ødelæggelse ikke blot af naturgrundlaget, men også samfundsstrukturer nødvendig for eksistensen. Det fører også til øget migration og øget tryk på naturgrundlaget.
Efter Berlinmurens fald er det den kapitalistiske produktionsmåde, der er mest fremherskende og bestemmende globalt. Kernen i den kapitalistiske produktionsmåde er den private ejendomsret til produktionsmidlerne, produktionens organisering og produktionens resultat (den endelige vare). Den kapitalistiske virksomhed er i sin natur kannibalistisk, da den overlever ved at æde sine konkurrenter og inddrage nye områder under sin produktionsmåde. Det er nødvendigt, for at profitmaksimering og vækst i kapitaldannelsen kan udfolde sig.
Men uden afsætning og forbrug af varerne ingen kapitalistisk produktion, derfor fordrer kapitalismen et (frit) marked og et distributionssystem for alle slags varer herunder arbejdskraften. De forskellige elementer og etaper i varens rejse fra producent til forbruger udgør en værdikæde, som nok indgår i varens endelige pris, men som produktionsmådens og værdikædens klimaaftryk modsat ikke gør. Hvis dette var tilfældet, fandtes der for eksempel hverken Tiger-, Søstrene Green– eller Hennes og Mauritz-butikker, der bygger på billig arbejdskraft, dårligt arbejdsmiljø og transport af dingenoter på tværs af kloden.
Derfor: Hvis udviklingen frem mod klimakatastrofen skal ændres, kræver det et grundlæggende opgør med den kapitalistiske produktion, dets marked og den ulige konsumption som globalt determinerende (bestemmende) system.
Kan kapitalismen tøjles?
Med al ære og respekt for diverse klimagrupper så er det kun de socialistiske bevægelser, der har en vision om et opgør med kapitalismen. Socialismens ideologi drejer sig om frigørelse. Dens vision handler om et bevidst fællesskab, der sikrer lige muligheder for den enkelte, skaber diversitet, muliggør inklusion og dyrker frihed og fantasi, hvilket kun kan sikres gennem demokrati, mindretalsbeskyttelse og beskyttelse af naturgrundlaget i kraft af klima- og miljørigtig produktion, distribution og konsumption.
Derfor må virkeliggørelse af socialisme i min forståelse også fordre afskaffelse af den private ejendomsret primært til produktionsmidlerne, distributionsmidler og kritisk infrastruktur til sikring af fællesskabet og almenvellet. Det store spørgsmål er derfor, hvordan når vi derhen?
Pelle Dragsted har en mindre visionær forståelse.
”Mit mål med bogen er at genrejse debatten om demokratisk socialisme. Jeg er ikke i tvivl om, at de socialistiske idéer om en mere demokratisk økonomi er uomgængelig, hvis vi skal løse de enorme kriser, som menneskeheden står overfor. Eskalerende ulighed, truslen om ødelæggende klimaforandringer og den politiske tillidskrise, som truer folkestyrets fundament” (side 11).
Nordisk socialisme er Pelle Dragsteds forsøg på at omtænke den socialdemokratiske forestilling om at reformere sig til socialisme.
I traditionel socialdemokratisk forståelse tøjles kapitalismens kannibalisme i kraft af politisk regulering. Med udvidet medbestemmelse og ejerskab (for eksempel ØD/økonomisk demokrati) vil den kannibalistiske natur (næsten) forsvinde. Uden at ville genetablere det fejlede socialdemokratiske forsøg på klassekompromis argumenterer Pelle Dragsted alligevel for, at det vil være muligt gennem reformer at etablere en hybrid økonomi med en mangfoldighed af offentlig og andre demokratiske produktionsfællesskaber, som også vil kunne rumme en mindre kapitalistisk produktion. Altså, kapitalismen kan tøjles, hvis den gøres perifer i omfang og sektorer.
De forspildte muligheder
Sædekornene til denne ’hybride demokratiske økonomi’ findes allerede i den nordiske fællesskabsøkonomis rødder, beskriver Pelle Dragsted i bogens tredje del. De skal ikke opfindes, men genopfindes med udgangspunkt i vores erfaringer med andelsbevægelse og andelsselskaber, produktions- og konsumkooperativer, andelskasser, sparekasser og kreditforeninger, forsyningsselskaber og teleselskaber samt almene boligselskaber.
Det er Pelle Dragsteds teoretiske pointe, at de bedste argumenter for socialismens mulighed findes i arven af de demokratiske potentialer i denne herskende fællesskabsøkonomi. Derfor finder han det forfejlet, når den socialistiske venstrefløj opfatter både kapitalismen og socialismen som totale politisk økonomiske systemer.
Det er Pelle Dragsteds teoretiske pointe, at de bedste argumenter for socialismens mulighed findes i arven af de demokratiske potentialer i denne herskende fællesskabsøkonomi.
Hans politiske argument er, at med denne opfattelse har venstrefløjen forspildt muligheder for øget tilslutning til den socialistiske idé i Danmark. Der har ikke været troværdige og attråværdige revolutionære alternativer til vores eget politiske blandingsøkonomiske system at henvise til.
Pelle Dragsted skriver, at ”den revolutionære venstrefløjs forestillinger om et revolutionært systemskifte næppe er en attraktiv eller realistisk vej til forandring i demokratiske samfund med højtudviklede og komplekse økonomier.” (Side 157).
Det forbliver en påstand, når der ikke reflekteres over, hvad et revolutionært systemskifte egentlig kan betyde eller forstås i et samfund som det danske. Pelle Dragsted fraskriver sig det revolutionære perspektiv, afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed i min opfattelse et grundlæggende opgør med kernen i den kapitalistiske produktionsmåde. Hans strategi bliver marginalisering af kapitalismen. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Ti reformforslag
Pelle Dragsteds beskriver i bogens femte del ti reformforslag, som skal gøre et nyt fællesøkonomisk system fremherskende i en hybrid økonomi:
1. Ekspandér den demokratiske sektor, 2. En moderne fondssocialisme, 3. Tilbage til fællesskabet – nyt og demokratisk offentligt ejerskab, 4. Et demokratisk tokammersystem i store selskaber, 5. Demokratisering af finanssektor og investeringer, 6. Jord og boliger som brugsværdi – ikke markedsværdi, 7. Datasocialisme, 8. Fællesgørelse af nye offentlige goder, 9. Demokratisk doughnut-planlægning, 10. Fuld beskæftigelse og en offentlig jobgaranti.
På det teoretiske plan isoleret set vil reformerne kunne bringe os tættere på demokratisk planlægning i en markedsøkonomi, men spørgsmålet er, om vi som socialister bør stille os tilfreds med det?
Og næste spørgsmål: Hvordan vendes den eksisterende udvikling, som snarere er afvikling af demokrati? Bogen mangler en opdateret klasseanalyse for at kunne vise subjektive og objektive interesser i en sådan systemreform. Og ikke mindst statsmagtens rolle og ageren i en sådan udvikling.
For det er en teoretisk svaghed, at der mangler refleksion over, hvordan nævnte reformer vil kunne bidrage til den nødvendige demokratisering og omlægning af den internationale økonomi. Der er knap nok ansatser i bogen til analyse af distributionens, markedets og den globale ulighed i konsumptionen!
Den reformistiske position
Men ligesom den revolutionære position ikke har vist sig attraktiv for den danske befolkning, må man også konstatere, at den reformistiske position hverken har vist sig holdbar eller levedygtig. Den fællesskabsøkonomi, som Pelle Dragsted ser som kimen til udviklingen af en ny demokratisk økonomi, er jo netop blevet kannibaliseret og markedsgjort med aktiv socialdemokratisk medvirken uden de store sværdslag og kampe fra lønarbejderne generelt og afdelingsbestyrelser i boligforeninger, medarbejderrepræsentanter i forsyningsvirksomheder og tillidsfolk i fagbevægelsen specielt.
Den fællesskabsøkonomi, som Pelle Dragsted ser som kimen til udviklingen af en ny demokratisk økonomi, er jo netop blevet kannibaliseret og markedsgjort.
Hvorfor er lønmodtagerne og deres politiske repræsentanter ikke lykkedes med at mobilisere mod nyliberalismens markedsgørelse af offentlige arbejdspladser, boliger, infrastruktur med videre? Siden opbygningsfasen i 1960’erne og 1970’erne er det gået stejlt ned ad bakke med for eksempel beboerdemokrati i den almene boligsektor og med fagpolitisk opposition i fagbevægelsen.
Måske er det helt grundlæggende flertallet af den danske befolknings generelle tilfredshed med velstand og dermed angst for en omlægning af det herskende forbrugsmønster, der er den største materielle forhindring for opbakningen til overgangen til socialisme mere end den manglende overskudsdeling og demokratiske medbestemmelse på arbejdspladsen. På den korte bane er der mere at miste end at vinde. Den lange bane kan man slet ikke forholde sig til, fordi der mangler vision.
Pelle Dragsted forudsætter, at der findes potentialer i det danske civilsamfund for folkeligt politiske pres og nødvendigt demokratisk modspil til det repræsentative demokrati i Folketinget. Uden et sådant pres ingen afvikling af kapitalismen og indførelse af socialismen. Det er jeg enig i.
Et systemskifte er en nødvendighed jævnfør min indledende problemanalyse. Kan man reformere sig til det uden en vision om, hvad vi vinder på kort og lang sigt? Klimaforandringer, oprustning og øget ulighed vil tvinge os til forandringer i vores liv. Spørgsmålet er, hvor meget vi selv vil være aktive i forandringerne til vores eget bedste, eller om vi blot passivt bøjer nakken tvunget af omstændighederne og lader egoismen være vores ledetråd? Et reelt systemskifte betyder et opgør med den private ejendomsret i kapitalistisk forstand. Vil en hybrid økonomi være tilstrækkelig? Jeg tror det næppe.
Velkommen til socialismedebat
Jeg ser Nordisk socialisme som en velkommen vækning af en snorksovende socialismedebat på den danske venstrefløj. Forhåbentlig vil bogen blive brugt som oplæg i studiekredse i politiske partier og bevægelser til diskussion af ideologi og visioner. Der er brug for udvikling af nye politiske strategier og aktioner, som hjælper os med at ændre ikke kun Danmark, men verden i socialistisk retning. Det er en af bogens store styrker, at den prøver at være konkret for eksempel gennem de ti reformforslag.
Bogens svaghed er dens manglende forsøg på – i det mindste – at skitsere sammenhænge mellem vejen til socialisme i Danmark (Norden) og et internationalt perspektiv. Det er tæt på urovækkende, at EU svagt nævnes i denne bog – ikke et ord om frihandelsaftaler og opgør med ’den danske model’. FN er totalt fraværende.
Sikkerhedspolitikken og karakteren af Danmarks medlemskab af NATO berøres heller ikke, selvom en stigende militarisering af vores økonomi og samfundsstrukturer nødvendiggør refleksioner over, hvordan de militærindustrielle akademiske komplekser spiller ind i forhold til muligheder for samfundsforandringer. De analyser foreslås indskrevet i nye udgaver af bogen.
Lad de mange studiekredse blomstre, og lad os fordomsfrit diskutere veje til socialisme. Tak til Pelle Dragsted for at lade vækkeuret ringe.
Pelle Dragsted: Nordisk socialisme. På vej mod en demokratisk økonomi. 384 sider. 300 kroner. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
