Opbakning til strejkende
“Klima og Klasse” er en vigtig bog og et fremragende indspark i klimadebatten i en tid, hvor klimakampen og -bevægelsen har oplevet en stor tilbagegang, og med et bidrag til at forstå højrepopulismens fremgang sat i sammenhæng med en forfejlet grøn omstillingspolitik.
Klima og klasse
“Vi kalder bogen Klima og Klasse, fordi vores overordnede pointe er, at en ny retning kræver en meget stærkere bevidsthed om de indbyggede sociale klasseaspekter af den grønne omstilling“.
Og videre, at “hvis en klimahandlingsplan ikke medtænker en klassedimension, når den søger folkelig opbakning, risikerer den at løbe panden mod en mur af social uretfærdighed”.
Det undrer mig imidlertid, at den aktuelle militære oprustning ikke nævnes med et eneste ord i bogen.
Bogen bruger tid på at opstille en klasseanalyse, som bliver brugt til at tegne et kort over “klimakampens klasselandskab”, som forfatterne kalder det. Her inddrages blandt andet FH’s store undersøgelse i 2022, En Retfærdig Grøn Omstilling, som en væsentlig del af datamaterialet.
Der kan altid diskuteres store og små hjørner i klasseanalyser, men bogens analyse af klimakampens klasselandskab – hvor klassetilhørsforhold, ressourcer, uddannelse og ansættelse i forhold til afhængigheden af henholdsvis grøn omstilling og fossil afhængighed sammenkædes – giver en god mening til at orientere sig i klimakampen.
Når politikerne laver “grøn politik”, grøn omstilling uden at have blik for, hvem der profiterer, og hvem der taber i processen, mister de den folkelige opbakning til projektet og overlader den politiske bane til blandt andre en Inger Støjberg og hendes jernmarker, hvor klimaet bliver taget som gidsel i hendes politik.
Den sorte og grønne kapitalisme i Danmark
Bogen er bygget op om fem kapitler, som forfatterne synes, at man kan læse hver for sig. Det synes jeg dog, de hænger for godt sammen til, så det ville være synd.
Efter min mening er kapitel tre og fire de mest interessante. Beskrivelsen af samarbejdet mellem de såkaldte “grønne og sorte kapitalister”, Vestas kontra Aalborg Portland, er yderst interessant. De er begge forenede i en konsensus om, at der må sikres afkast på deres investeringer, og at en grøn omstilling må og skal beskytte de mest klimaskadelige industrier, som selvfølgelig skal kompenseres, hvis det er nødvendigt.
Den Grønne Trepart bliver beskrevet som et eksempel på denne konsensus, hvor regningen ender ude hos skatteborgerne og i dette tilfælde med landbruget som den store vinder. Prisen er for skatteborgerne på mindst 40 milliarder kroner og forventes at stige, ligesom kompensationen til minkavlerne gjorde.
Kapitel fire handler om, at den grønne kapitalisme ganske enkelt ikke virker, hverken som traditionel kapitalisme eller som et middel til at sikre en grøn omstilling.
Den grønne kapitalisme handler om at forsøge at skabe et erhvervseventyr med ny teknologi i den grønne omstilling. Problemet har imidlertid været de begrænsede afkast i grønne projekter. Hvis afkastet ikke er stort nok, holder kapitalisterne sig fra projekterne.
Eksemplerne er utallige, særligt inden for havvind. Cheføkonom i den europæiske storbank Uni Credit udtaler:
“Markedernes rolle er at allokere kapital og placere den, hvor de forventer, at afkastet er størst eller sikrest, og det er bare ikke i grønne virksomheder. Så markedet kommer ikke til at redde den grønne omstilling, hvis politikerne trækker sig fra den. Tværtimod”.
Men så bliver det svært
Det sidste kapitel, “Koalitionen der kan vinde”, handler om dels at formulere en bred grøn politik, hvor det er de brede skuldre, der skal betale prisen for den grønne omstilling og sikre en opbakning fra en bred befolkningsgruppe.
Her mister bogen nok lidt sin forbindelse med sig selv. I starten præciseres det, at “den grønne omstilling først og fremmest handler om at forandre det økonomiske system grundlæggende og ikke bare privatpersoners forbrugsvalg”. At forandre det økonomiske system grundlæggende er et temmelig revolutionært standpunkt og har nok stor sympati blandt læserne af denne avis. Men hvordan?
Bogen stiller spørgsmålet: Hvordan kunne en ambitiøs grøn omstilling se ud, hvis den skulle foregå på de folkelige klassers præmisser?
Godt spørgsmål, og bogen bruger også de sidste 75 sider på at finde svar. Til spørgsmålet om den folkelige koalitionsbygning kommer bogen med et par bud. Ved flere lejligheder omtaler bogen den danske alliance af andels- og arbejderbevægelsen samt den danske model som drivkraft bag udviklingen af demokrati og velfærd i det 20. århundrede.
En anden reference er til New Deal, Roosevelt i 30’ernes USA. Omhandlende et program med velfærdsforbedringer, jobskabelse og infrastruktur, og som senere har inspireret til “Green New Deal” fra Demokraternes venstrefløj i 2018.
Om forfatterne tror, at disse eksempler på en folkelig koalitionsopbygning ville kunne bære en “grundlæggende forandring” af det økonomiske system, er nok desværre tvivlsomt.
Resten af bogen er et forsøg på at præsentere nogle pejlemærker, som kan danne grundlag for en klimapolitik, nemlig arbejdsmarkedet, velfærden, ejerskabet og forbruget.
Der er meget inspiration at hente her, og de tre forfattere skal roses for at sætte lighedstegn mellem klima- og klassekamp, selv om det ikke er helt konsekvent hele bogen igennem. Bogen bør læses af alle, som interesserer sig for klimakampen.
Det undrer mig imidlertid, at den aktuelle militære oprustning ikke nævnes med et eneste ord i bogen, som er fra i år. Godt nok bliver militærets store CO2-udledninger ikke talt med i de globale klimaregnskaber, men det burde ikke afholde forfatterne fra at kommentere på dette. Ifølge Rådet for Internationale Konfliktløsning (RIKO) svarer den samlede CO2-udledning fra militæret til at være den fjerdestørste udleder – efter landene USA, Kina og Indien.
Ligeledes vil de danske udgifter til den militære oprustning lægge beslag på det såkaldte økonomiske råderum, hvilket vil give betydelige problemer med at finde økonomiske midler til en grønnere omstilling.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
