hvordan anser vi historien?
Dette er anden artikel ud af to, hvor filmaktivist Arturo Fabbro kommenterer på årets udgave af filmfestivalen CPH:DOX.
Helsinki, 1975. Verdens ledere samles for at udarbejde en skriftlig bekræftelse af Østeuropas grænser efter Anden Verdenskrig. På den ene side står Leonid Brezhnev, leder af Sovjetunionen. På den anden side står Gerald Ford, USA’s præsident og leder af den frie verden, bistået af udenrigsminister Henry Kissinger. Konferencen er kedelig og for det meste ubrugelig og minder mest af alt om en spionhistorie skrevet af Franz Kafka.
Halvtreds år senere er dette stykke historie udgangspunktet for den satiriske arkivdokumentar “The Helsinki Effect” instrueret af finnen Arthur Franck, som havde verdenspremiere på dette års CPH:DOX i hovedkonkurrencen “DOX:AWARD”.
Den finske instruktør Arthur Franck, som indtil videre har lavet fire film, arrangerer optagelserne fra dengang på en bevidst subjektiv måde og lader sin egen stemme fortælle om begivenhederne. Han ønsker at modbevise alle, der måtte kalde konferencen “kedelig”, og prøver alle kneb for at få seeren til at forstå de mange historiske dokumenter ved hjælp af alt fra grafik til AI-genererede stemmer.
Hurtig klipning og humor forvandler arkivoptagelserne til en underholdende, men samtidig stringent rekonstruktion af verdenspolitikken i første halvdel af 1970’erne. I sidste ende fremstår denne rekonstruktion klar, funktionel og pædagogisk, og den lægger vægt på formidling af information frem for blot følelser.
Krig og højrenationalismens fremmarch i mange vestlige lande opfattes ikke som en anledning til at se kritisk på vores nylige fortid. Facaden af politisk neutralitet bruges som dække for et ønske om at skabe et stærkere sammenhold i en krisetid.
Fjorten år efter Helsinki-konferencen blev “Verdens Ungdomsfestival” afholdt i Pyongyang, Nordkoreas hovedstad. Kommunistiske unge fra hele verden samledes for at deltage i festivalen. Ingen af dem kunne forudse den historiske transformation, der ville udfolde sig i de kommende år.
I juli 1989 havde den kinesiske regering allerede udløst sin voldelige undertrykkelse af studenterprotesterne på Den Himmelske Freds Plads, en begivenhed, der blev anfægtet på ungdomsfestivalen i Pyongyang af nogle få delegationer af unge kommunister, som alle kom fra vestlige imperialistiske stater (blandt andet Danmark).
Den rumænske arkivforsker og producer Andra MacMasters har fundet og redigeret de videobånd, som blev optaget af et medlem af den rumænske delegation på festivalen. “Bright Future”, som blev vist på DOX i konkurrencen “BACKSTORY”, er hendes første film. I modsætning til Francks rekonstruktion af Helsinki-konferencen vises billederne fra Pyongyang-festivalen uden instruktørens kommentarer. Alligevel er de i stand til at tale stærkt for sig selv.
Den levende kommunisme
Lenin ligger ned med ansigtet opad og et reb bundet om halsen. Statuen er netop blevet væltet og ligger på en offentlig plads i Bukarest. Folk samles for at overvære scenen. Sammen med andre lignende begivenheder blev disse billeder et symbol på afslutningen på de kommunistiske regimer i hele Østeuropa. Pludselig, men støt, rejser Lenin sig igen.
Statuen hænger i et reb over pladsen, indtil den til sidst bliver lagt til hvile på sin sokkel. I en kæk, kustnerisk manøvre havde MacMasters spillet optagelserne baglæns. Ikke for at gøre op med fortiden, men snarere for at invitere os til fordomsfrit at modtage de billeder, der nu følger, og som viser, hvordan livet, ideerne og drømmene var under en levende kommunisme.
Stedet skifter fra Bukarest til Pyongyang. Og måske bliver vi overraskede over at se, at dagliglivet og aktiviteterne under ungdomsfestivalen virkelig så glade ud. Kommunismens sidste dage var hverken dystre eller kedelige, og de glimt af nordkoreansk hverdagsliv, vi får, virker fremmede i forhold til den frygtelige totalitarisme, der ofte skildres på film.
Der er ingen spor af de ideologiske automater, vi forventede at finde. Faktisk besvarer koreanerne kameraets blik med spontanitet og nysgerrighed. Hungersnøden i 1990’erne havde endnu ikke ramt befolkningen.
Socialistisk optimisme og glæde
Nogle billeder fra festivalen virker ekstravagante og endda barnlige: Folk holder hinanden i hænderne, danser i cirkler, de smiler og vifter med farverige lommetørklæder og drømmer om den kommende socialistiske verdensutopi. Et vedvarende lag af optimisme dækker hele festivalen. Alligevel er det svært at se ned på denne ungdom. I den forstand er en scene i filmens første halvdel særligt imponerende.
Under festivalens åbningsceremoni paraderer delegationer fra over 170 lande med deres nationers flag, deres partiers symboler, iført nationalt tøj eller opfører traditionelle danse, holder protestbannere eller tegn på fred, venskab og solidaritet. Hele scenen optager ikke mindre end 10 minutters skærmtid. Verdens mange farver marcherer sammen mod en lysere fremtid, fra syrerne, der viser billedet af deres store leder, til cubanerne, fra monegaskerne til kineserne, fra somalierne til to ensomme færøske kvinder, der ser lidt desorienterede, men glade ud.
Det er svært ikke at blive ramt af en bølge af opstemthed ved at se på denne parade. På trods af deres formodede dogmatisme, på trods af deres forsinkede kortsynethed, føler vi i sidste ende, at disse mennesker besad noget, som i dag ikke synes at findes.
Instruktørens brug af lyd er også bemærkelsesværdig, da en række stemmeoptagelser kører parallelt med filmens billeder. Teksterne, der læses op, kommer fra en række forskellige historiske kilder: partiudtalelser, nyhedsartikler, pamfletter, lederartikler… Stemmerne taler på over et dusin sprog: Rumænsk og italiensk, koreansk og serbisk, dansk og arabisk, og mange af dem er genskabt ved hjælp af AI-teknologi.
Den inderligt internationalistiske ånd, vi ser under festivalen, afspejles således i filmens stil. Oplæsningerne beriger den historiske kontekst og giver et indblik i festivaldeltagernes overbevisninger, med deres egne ord.
Som man kunne forvente, bliver vi først mødt af en hård marxistisk-leninistisk jargon, hvoraf intet ville leve op til nutidens politiske standarder for respektabilitet. Og alligevel er der mere, meget mere i det. Forskellige stridspunkter – som i dag er så levende som nogensinde – blev seriøst fremført af unge kommunister i 1980’ernes Pyongyang: palæstinensernes frihed, miljø, pacifisme, feminisme, feminisme i islam, LGBT-rettigheder, handicaprettigheder og så videre.
Ambivalens, ikke nostalgi
Tag ikke fejl: Der er ingen nostalgi i “Bright Future”. Der er ingen idealiseret fortid at vende tilbage til, hvor nutidens fragmenterede politik føltes hel under ledelse af den kommunistiske bevægelse. Der er snarere tale om en grundlæggende ambivalens. På den ene side skaber den kommunistiske ungdoms overvældende naivitet en kritisk distance mellem os og dem.
Vi er godt klar over, at deres historiske optimisme var helt malplaceret. De tog fejl. Men på den anden side trækker deres glæde og entusiasme os tættere på. Vi ønsker at blive en del af den. Så opstår der en let melankoli som den eneste mulige reaktion på visionen om en fremtid, der aldrig blev til noget.
I sidste ende forbliver den konflikt, der ligger i fremstillingen af kommunismen, uløst. Og måske er det derfor, at filmen er i stand til at tale så stærkt om vores politiske nutid. I lang tid blev debatten om kommunismens arv let lukket af dens modstandere, som blot behøvede at nævne kerneideerne revolution, proletariat og parti for at vise, at historien for længst var gået forbi dem. Men indholdet af en politik er ikke det, denne film beskæftiger sig med. Selvfølgelig får vi et billede af, hvilke ideer der var populære dengang.
Men de ligger der bare som en slags artefakt, som noget, man kan se på, men ikke engagere sig i. Vores fokus er i stedet rettet mod udtrykket for denne politik, mod engagementet, deltagelsen, solidariteten. I modsætning til indholdet kan politikkens udtryk ikke afvises så let. Når vi ser på fortiden fra dette nye perspektiv, spørger vi os selv helt ærligt: Er vores nuværende måde at lave politik på virkelig bedre?
Dage i fremtidens fortid
Helsinki-aftalerne skulle i sidste ende give bagslag for den sovjetiske ledelse. Bresjnev, som havde arrangeret konferencen for at fremme sit lands interesser, gik modvilligt med til nogle af USA’s betingelser. De krævede, at de underskrivende lande skulle forbedre deres menneskerettighedssituation. I de år, der fulgte efter aftalerne, brugte dissidentbevægelser i hele Østeuropa aftalens betingelser til at kræve øget frihed fra Sovjetunionen. Det, der blev kendt som “Helsinki-effekten”, bidrog til åbningen af østblokken og hjalp i sidste ende til dens opløsning.
Arthur Francks film har således en lykkelig slutning. Liberale menneskerettigheder sejrede over sovjetisk autoritarisme og banede vejen for de friheder, vi i dag nyder godt af i hele Vesten. Alligevel advarer en sidste sætning før filmens slutning os: Halvtreds år efter aftalerne ophævede Vladimir Putin den forpligtelse til menneskerettigheder, der blev aftalt dengang.
Dermed vender den sovjetiske autoritarisme fra før aftalerne tilbage, selv om der ikke forklares nogen klar forbindelse mellem Sovjetunionens Kommunistiske Parti og Putin. En dæmonisk forbandelse? Russernes manglende evne til at styre sig selv?
Filmen er ikke interesseret i at give nogen kontekst til dette. Den synes snarere at være mere optaget af at fordømme andres manglende evne til at opretholde de humanitære standarder, som Vesten har sat.
Drømmen om en anden verden
Den sidste scene i “Bright Future” handler på samme måde om afslutningen på det kommunistiske styre. Fra Pyongyang er vi tilbage i Bukarest. Det er nytårsaften 1989, og Nicolae Ceaușescus kommunistiske regime var netop blevet væltet 10 dage tidligere efter 24 års styre. Det er en grå og kold dag, kampvogne patruljerer hvileløst i gaderne, folk står i kø for at købe brød, og nogle børn slås i en snedækket have.
Den grænseløse entusiasme fra Pyongyangs festival er afløst af en diffus følelse af formålsløshed. Kameramanden spørger de to børn: Ved I, hvad der skete? De virker usikre. I burde glæde jer! Vi er blevet befriet fra tyrannen, undertrykkeren! En lys fremtid venter jer!
Men en fælles drøm, en fælles retning var gået tabt. Den blev hurtigt erstattet af frihedsidealet. Vi bliver her mindet om kulturkritikeren Matthew Arnolds ord: “Frihed er en meget god hest at ride på, men den skal ride et sted hen”. For Franck er der ingen grund til at spekulere på, hvor vi red hen med vores frihed. Den bane, der går fra afslutningen af den kolde krig til nutiden, omfavnes positivt af filmskaberen.
Det er måske ikke overraskende at tænke på, at landet Finland har trivedes inden for dette system. I Rumænien, derimod, lider folk stadig under konsekvenserne af fortidens valg.
EU’s ledelse og kulturinstitutioner som CPH:DOX følger en lignende positivitetslogik. Krig og højrenationalismens fremmarch i mange vestlige lande opfattes ikke som en anledning til at se kritisk på vores nylige fortid. Facaden af politisk neutralitet bruges som dække for et ønske om at skabe et stærkere sammenhold i en krisetid.
Andra MacMasters film “Bright Future” er langt fra en undskyldning for kommunismen, men en lidenskabelig opfordring til at styre de friheder, vi har opnået, mod et mere autentisk formål: At producere kultur der går imod det dominerende verdensbillede for at opnå retfærdighed mod en anden fremtid.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
