Læserbrev
Denne anmeldelse af Aksel V. Carlsens nye bog, Belarus – Hviderusland vil forandring, har været undervejs et stykke tid. Det skyldes ikke blot mange gøremål, men også at bogen ikke har været nem at gå til. Det vender jeg tilbage til senere.
Lad det være slået fast: bogen er skrevet og udkommet på et særdeles vigtigt tidspunkt. Selvom mangfoldigheden og frekvensen af protestdemonstrationer i Belarus/Hviderusland synes aftagende (hvis der overhovedet er nogen, går de under min radar), så eskalerer dæmoniseringen af styret i Minsk personificeret i præsident Lukashenko i vores medier.
Helt aktuelt i den ulykkelige situation, som tusinder af flygtninge er bragt i ved grænsen mellem Belarus og Polen. Det opbyggede fjendebillede af ’Europas sidste diktator’ (læs Putins stråmand) bruges nu til at legitimere EU-kommisionens og NATO’s strategi for en øget militarisering af EU til glæde for medlemslandenes militærindustrier, men til skade for fredelig udvikling ikke blot i Europa, men i verden som helhed.
Bogen gør læseren klog på, at der findes andre legitime tilgange til et godt og trygt liv end ‘det frie individ’ i et kapitalistisk samfund.
Bogen handler om Belarus og protesterne efter Lukashenkos sandsynlige svindel ved præsidentvalget den 9. august 2020. Aksel V. Carlsen skriver selv i forordet:
”Opinionsdannerne diskuterer – med få undtagelser – sjældent de bagvedliggende årsager, når det drejer sig om gådefulde lande i periferien. En fyldestgørende baggrundsviden er dog forudsætningen, for bedre at kunne forstå ikke kun hvorfor der protesteres, men også hvorfor mange faktisk undlader at protestere i Hviderusland.
Denne bog er et forsøg på at præsentere et forholdsvis ukendt land for læseren og beskrive baggrunden for den seneste tids begivenheder. Bogen skildrer det moderne Hviderusland, det styre og befolkning som et produkt af et kompliceret historisk forløb, landets nutidige strukturer og dets plads i en aktuel storpolitisk kontekst. I disse beskrivelser er der altså særlig fokus på protesternes forudsætninger. Det vil på den enes side sige: styret opbygning, landets historie og den storpolitiske kontekst, og på den anden side – et modsætningsfyldt samfund, hvorfra protesterne kommer. Dernæst følger et forsøg på at beskrive drivkræfterne i de folkelige protester. Til slut gives en sammenfatning af hele denne fortælling og nogle første spæde bud på den videre udvikling – selvom den i skrivende stund virker uoverskuelig. ” (s.11)
Djævelen ligger som bekendt i detaljen, og det er sandsynligvis det, der har hæmmet min tilgang til dette gode og nødvendige arbejde. Som den pertentlige historiker Aksel V. Carlsen nu engang er, har man på fornemmelsen, at ingen tilgængelig kilde må udelades, og alle detaljer er lige vigtige at få bragt.
Med andre ord: detaljerigdommen er stor, og valget af en nærmest kronologisk fremstilling gør den mere beskrivende end forklarende. En sådan fremstilling kræver meget arbejde af læseren selv med at skabe en nødvendig selektion og niveaudeling mellem væsentligt og mindre væsentlig. For mig betød det, at jeg måtte lægge bogen fra mig i længere perioder.
Ny geopolitisk situation
Bogen gør læseren klog på, at der findes andre legitime tilgange til et godt og trygt liv end ’det frie individ’ i et kapitalistisk samfund med markedsøkonomi og repræsentativt demokrati i en eller anden form.
Efter Sovjetunionens opløsning har man i Belarus fastholdt mange af de velfærdsgoder, som blev etableret i Sovjet republikken. Da alle væsentlige virksomheder er statsejede, gives de ansatte tryghed og forudsigelighed i ansættelse, løn, bolig, pension og så videre.
Så længe der ikke røres grundlæggende ved de principper, sikres der loyalitet til ledelsen, og som Aksel V. Carlsen gør opmærksom på, er det ikke arbejderne, der er ledende i de igangværende protester. Det har de derimod været ved tidligere lejligheder så som metrostrejken i 1995, hvor styret også reagerede repressivt. Og senere i 2015, hvor Lukashenko udsendte et dekret ’Om forebyggelse af socialt snylteri (Dovne Robert)’, men som han måtte revidere på baggrund af omfattende folkelige protester.
Aleksandr Lukashenko kommer til magten i 1994, hvor han i valgets anden runde opnår 80 procent af stemmerne. De første to år bruger han på at få en ændring igennem i forhold til den nye forfatning, der var nødvendiggjort af Sovjetunionens opløsning, men som fastholder den øverste Sovjet med flere partier som landets parlament.
Med forfatningsændringen i 1996, der vedtages ved folkeafstemning, ændrer Lukashenko systemet til præsidentstyre med et parlament med to kamre, og i 2004 får han også ved folkeafstemning mandat til ubegrænset at kunne stille op til embedet. Denne opbakning sker på trods af, at hans styre fra begyndelsen har udviklet sig repressivt! En forklaring på dette tilsyneladende paradoks synes jeg, at Aksel V. Carlsen kun har ansatser til. Jeg slutter mig imidlertid til følgende:
Opløsningen af Sovjetunionen var ikke noget folkeønske i Belarus, men med etableringen af kasinokapitalisme i Rusland og NATO-indlemmelse af Polen og Litauen befinder Belarus sig i en ny geopolitisk situation. Som Aksel V. Carlsen selv skriver:
”At magtbalancen er ændret, erkendes dog af Hviderusland, selvom styrets udenrigspolitik bygger på ”principperne om ligestilling mellem stater i forhold til forfatningen (artikel 18)”. Man vil i henhold hertil ”udlade at bruge magt eller trussel om magt respektere grænsernes ukrænkelighed, gå ind for fredelig bilæggelse af tvister, ikke-indblanding i interne anliggender og andre almindeligt anerkendte principper og normer i international folkeret”. Desuden sigter Hviderusland på ”at gøre sit område neutralt og atomvåbenfrit”.
Ud fra disse rammer har Lukashenko-styret siden 1994 forsøgt gennemført en overordnet strategi med lige afstand til Øst og Vest, med henblik på effektivt at udnytte sin geografiske placering. Den betegnes som en ”multivektor” udenrigspolitik. Som udgangspunkt ønsker man ikke binde sig til bestemte partnere, men orienterer sig efter samhandel og venskab til alle sider, hvor Hviderusland ser sin rolle som en ”fredens bro mellem øst og vest”.(s. 127)
Det er således Ruslands deroute under Jeltsin og EU’s og NATO’s udvidelser, der stabiliserer Lukashenkos greb om magten. Erfaringerne fra EU’s og NATO’s ageren i Ukraine skræmmer tilsyneladende den belarussiske befolkning. Jeg savner i fremstillingen en dybere forklaring på den politisk spredte oppositions (historiske)tilknytning til nationalistiske og/eller finansielle allierede i specielt Litauen og Polen.
Hvorfor folkelig langmodighed?
Bogens svaghed er i mine øjne for meget reportage og kommentar og for lidt forklaring på (sandsynliggørelse af) sammenhængen mellem den belarussiske historie og den tilsyneladende folkelige langmodighed med en megoloman (storhedsvanvittig, red.) magthaver, som lader repressionen råde. Bogens styrke er så til gengæld, at den lægger sine kilder frem og dermed reelt går i clinch med vore egne mediers journalistiske praksis med opdeling i skurke og helte.
Jeg vil derfor foreslå Aksel V. Carlsen og Solidaritet at sende et eksemplar i julegave til Merete Kilmer, Flemming Splidsboel, Steffen Gram, Peter Viggo Jacobsen og Claus Mathiesen, der har status af at være eksperter. Har de kommentarer/korrektioner til bogen?
Vi andre kan give den i julegave til den journalist eller historiker, vi måtte have i vores familie eller bekendtskabskreds.
Hvis du selv vil vide mere om Belarus/Hviderusland så læs bogen.
Aksel V. Carlsen: Belarus – Hviderusland vil forandring. 320 sider. 199 kroner. Forlaget Solidaritet. Udkommet 15. september 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
