Færre bliver stemplet
Høfde 42 – af mange kendt som stedet for vel nok Danmarkshistoriens største forureningsskandale. Synderen er kemivirksomheden Cheminova, der flyttede til Thyborøn i starten af 1950’erne – en flytning, der på sin vis havde karakter af en flugt fra ”besværlige” naboer og myndigheder i først Gladsaxe, siden Ballerup Kommune.
Nu har teknologihistorikeren Jørgen Burchardt skrevet bogen, “Cheminova 1938 – 1953 – Danmarks største forurener”, med fokus på årene inden virksomheden flyttede til Jylland. Det er blevet til en spændende fortælling ikke blot om selve Cheminova, men også om en tid, hvor der var en udbredt tiltro til de teknologiske fremskridt og muligheder og en kun meget langsom forståelse for de massive miljøproblemer, der fulgte med.
I dag sidder man og ryster på hovedet.
Cheminova’s historie går tilbage til 1938, hvor en blot 23-årig nyuddannet kemiker, Gunnar Andreasen, købte en grund i Gladsaxe Kommunes nye industrikvarter og opførte det første Cheminova. Produktionen var i starten blandt andet rustbeskyttelsesmidler, under besættelsen i starten af 1940’erne blev det forskellige former for erstatningsvarer som eksempelvis gummierstatning og kunstigt sødemiddel, ligesom produktionen af sprøjtemidlet DDT startede.
Gunnar Andreasen var en handlekraftig mand, der havde en opfattelse af regler som bureaukratisk pjat, skabt for at bremse udviklingen. Byggeriet af fabrikken startede således inden der var indhentet byggetilladelse. Allerede i 1942 kontaktede to af firmaets ingeniører Arbejds- og Fabrikstilsynet, da de mente, at arbejdsforholdene var farlige. Efter besøg på fabrikken konstaterede folk fra tilsynet en lang række alvorlige forhold og krævede fabrikken lukket. Der blev gennemført nogle hurtige forbedringer af de værste forhold og produktionen fortsatte, men blot to uger senere skete katastrofen: En kedel med 1.000 liter råtjære eksploderede og en arbejdsmand blev dræbt. Igen i 1944 var der en dødsulykke på Cheminova.
Kort efter befrielsen i 1945 flyttede fabrikken til Ballerup-Måløv Kommune. Cheminova købte en grund væk fra bebyggelse, hvor fabrikken blev opført. Produktionen efter krigen handlede om sprøjtemidler til landbruget såsom DDT og bladan med mere. I Ballerup fortsatte det: byggeri uden byggetilladelse, problemer med spildevandsanlæg og igen arbejdsulykker. Oveni kom ”besværlige” naboer, der klagede over lugtgener, og fiskere fra Roskilde Fjord, der fortalte, at deres fisk var uspiselige, de smagte af klor. Til sidst blev det for meget for Gunnar Andreasen og en flytning til Thyborøn besluttet.
Bogen redegør grundigt for hele forløbet. I dag sidder man og ryster på hovedet over at én mand og én virksomhed på den måde kunne stå bag det, der blev til én af de største forureningsskandaler i landet.
Men Jørgen Burchardt sætter det i perspektiv: landbruget og landbrugets folk og organisationer var begejstrede for de nye vidundermidler, der fjernede ukrudt fra markerne og fluer fra staldene. Den almindelige holdning var, at affaldsprodukter kunne ”fjernes” ved at grave dem ned (der blev nedgravet massevis af tønder med giftigt affald rundt om Cheminova’s fabrik), ligesom det var den almindelige holdning, at spildevand kunne ledes ud i havet og dér blot blive fortyndet.
Efterhånden som der kom mere fokus på miljøspørgsmålet stod politikere, embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk i et dilemma. Hvad vejer mest: hensynet til erhvervet, beskæftigelsen og eksporten eller hensynet til naturen og miljøet. Et dilemma, vi stadig ser eksempler på, desværre som oftest (altid?) med naturen som taber.
En særlig krølle på historien om Cheminova er, at Gunnar Andreasen i 1944 forærede samtlige aktier til Århus Universitet, der oprettede et forskningsfond og i årenes løb har tjent millioner på sin ejerandel i Cheminova, men også fået et blakket ry.
I et særligt afsnit fokuserer Jørgen Burchardt på udviklingen af miljøbevistheden, herhjemme og i udlandet. Hvordan det var og fortsat er en kamp, hvor hensynet til miljøet halser bagefter udviklingen af industrien og konstant skal kæmpe mod erhvervs- og beskæftigelsesinteresser.
Bogen om Cheminova er blevet en diger sag på knap 400 sider, meget detaljeret, også med beskrivelser af de forskellige kemiske produktioner. På samme tid spændende og rystende, ikke mindst fordi man sidder tilbage med en opfattelse af, at naturen altid bliver taber i et kapitalistisk samfund.
Jørgen Burchardt: Cheminova 1938-1953 – Danmarks største forurener.
Forlaget Frydenlund Academic, 350 kroner, er udkommet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
