Døden og pigen er en helt ny forestilling, der forbinder ballet, opera og klassisk musik i et stykke digital scenekunst – skabt til at se hjemme i stuen.
Inspireret af H. C. Andersens eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne og Schuberts Døden og pigen, undersøger den digitale forestilling fællesskabets åbne og lukkede rum.
Fortællingens hovedkarakter, spillet af balletdanser Astrid Elbo, skuer ind ad vinduet til lyset på den anden side af de gamle ruder. Hun drømmer sig indenfor, selvom hendes bare tåspidser befinder sig på brostenene udenfor.
Men hvor pigen i eventyret må forblive i kulden, får hun i denne forestilling lov til at træde ind i den lukkede gruppe. Hun vil inkluderes, men som dansen og musikken hvirvler sig om hinanden, lærer hun, at hun kun må være deres gæst.
Trangen til at være en del af et fællesskab er en følelse, de fleste kender. Vi frygter ensomheden. Og følelsen bliver ikke mindre påtrængende i vores digitale samtid, hvor vi ’kigger igennem vinduet’ til de andres perfekte liv på alverdens sociale medier.
Se den digitale forestilling – helt gratis – lige her
Instruktør Johanne Holten
Fotograf Maria Albrechtsen Mortensen
Koreograf Astrid Elbo
Musikproducer Jonas Jensen
Lyddesign Jonas Vest
Kostumedesign Maja Ravn
Lysdesign Ulrik Gad
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.